”Du vidste, hvad du gik ind til, da du fik børn, siger de. Ja, det gjorde jeg. Men jeg vidste ikke, at jeg ville blive en anden. Ikke en ringere journalist, nok nærmere en dygtigere. Men en journalist med en hel masse indre kampe.”

Ordene her kommer fra 38-årige Rikke Hemmingsen. Hun er livereporter på TV 2, og hun elsker sit job. Men siden hun for tre år siden blev mor, har hun oplevet en tiltagende indre splittelse, som rigtig mange småbørnsforældre i nyhedsbranchen kender til. For et ambitiøst arbejdsliv med konstant højt tempo, skæve arbejdstider, ivrige redaktører og sene deadlines korresponderer for de fleste nemlig rigtig dårligt med et liv som nærværende forælder.

Og det er et problem, vi er nødt til at tale meget mere om. Ikke bare ved kaffemaskinerne og i kantinerne, men også på chefgangene og i branchen generelt. Det mener journalist Frederikke Amalie Dam, der i sit speciale fra RUC har undersøgt, hvorfor moderskab og en karriere som nyhedsjournalist er to modsætninger, der kan være meget svære at forene.

”Normen er stadig, at kvinder anses som primære omsorgsgivere for deres børn. Men samtidig forventes vi på redaktionerne at prioritere vores arbejde uafhængigt af selvsamme moderskab. Det skaber et dobbelt pres, der får mange til at føle sig utilstrækkelige. Det bliver vi nødt til at sætte fokus på, ellers mister vi rigtig mange talenter i nyhedsafdelingerne,” siger Frederikke Amalie Dam.

Hun har oplevet det selv. Hun var enlig mor til en lille datter, da hun landede sin drømmepraktikplads på Information, og hun endte med en stresssygemelding midt i forløbet, fordi hun følte, at hun var ’nødt til at flå sig selv over på midten for at slå til i begge arenaer’, som hun siger.

”Forløbet fik mig til at tænke over, hvordan mine erfaringer og oplevelser afspejler en medievirkelighed, som jeg jo ikke eksisterer alene i, så det satte jeg mig for at undersøge.”

I sit speciale konkluderer Frederikke Amalie Dam, at vi i branchen bør forholde os langt mere kritisk til de normer, vi har for, hvordan man er en dygtig og ambitiøs journalist. For der hersker en stærk, men implicit forventning om, at hvis du er en ’rigtig journalist’, er der intet vigtigere i dit liv end jagten på den gode historie.

”Hvis du i en periode af dit liv har det anderledes, bliver det i høj grad set som et individuelt problem, som man selv har ansvaret for at løse med sig selv og sit bagland. Men faktum er, at det er et brancheproblem, som det bør være et fælles ansvar at finde løsninger på,” siger Frederikke Amalie Dam.

”Det journalistiske ideal synes stadig at være den her lonely wolf, vagthunden med notesblokken i baglommen, der er klar til at rykke hele døgnet, og som i øvrigt sover under sit skrivebord.”

Frederikke Amalie Dam

Der findes ikke undersøgelser af journalisters karriereforløb før og efter, de har fået børn, men ser vi på det øvrige samfund, ved vi fra en række studier, at det typisk er kvinder, der trækker det største læs på hjemmefronten, når der kommer småfolk til, både under og efter barslen, og at det for manges vedkommende påvirker deres karrierevalg og indkomst. Forskning viser, at hvert barn i gennemsnit koster kvinder 10 procentpoint på deres løn igennem livet, mens mænds indkomst er konstant uanset antallet af børn.

Andelen af mænd og kvinder i nyhedsjournalistik er ikke gjort op, men undersøgelsen ’Who Makes the News’, der udkommer hvert andet år, giver et solidt fingerpeg om tendensen. Her konkluderer forskerne bag nemlig gang på gang, at de prioriterede – og oftest prestigefyldte – emner som politik og økonomi i høj grad er domineret af mænd og mandlige kilder.

”Det journalistiske ideal synes stadig at være den her lonely wolf, vagthunden med notesblokken i baglommen, der er klar til at rykke hele døgnet, og som i øvrigt sover under sit skrivebord. Og det matcher bare dårligt med at være den, der har ansvaret for at nå at hente i børnehaven,” siger Frederikke Amalie Dam.

Tilpas dig eller flygt
At det traditionelt set har været mænd, der har defineret journalistikken, og at det fortsat er værdier som konkurrence, hurtighed og hård hund-mentalitet, der definerer, hvordan nyhedsjournalister arbejder, er en tendens, som også ph.d. ved Center for Nyhedsforskning på RUC Martine Bentsen ser. I sin afhandling ’En rigtig journalist’ konkluderer hun, at der hersker stærke, men uudtalte normer i branchen, som man enten kan vælge at kopiere eller flygte fra.

”Når vi siger, der er plads til alle mulige typer af journalister, så lyver vi lidt. For der er en form for tavs viden om, hvad der egentlig tæller, og det er langtfra alle, der føler, at de passer ind i den kasse. Det gælder både kvinder og mænd,” siger Martine Bentsen.

”Når vi siger, der er plads til alle mulige typer af journalister, så lyver vi lidt.”

Martine Bentsen

Hun ser tendensen tydeligt, når hun som vejleder følger de journaliststuderende i deres praktiktid.

”Vi kan sagtens sende en masse reflekterede studerende ud i branchen, der er klar til at gøre tingene anderledes. Men lige så snart de rammer redaktionerne, oplever de, at praksis er gud. Og i et håb om at passe ind i den magiske verden, nyhedsmaskinen er, forsøger de at tilpasse sig den virkelighed, ingen rigtig stiller spørgsmålstegn ved. Og efter et stykke tid vender de typisk deres kritik af arbejdspladsen og arbejdsforholdene indad og bebrejder sig selv, hvis de ikke passer ind.”

Det samme sker for de nybagte forældre, der oplever, at deres virkelighed og prioriteringer ændrer sig markant, når de får børn, siger Martine Bentsen. Og det er der to problemer i, påpeger hun.

”Det første er, at hvis man tilpasser sig og ikke har sig selv med, så ender man på et tidspunkt med at blive syg af stress. Det næste problem er, at når så mange forsvinder fra nyhedsjournalistikken, så bliver det rigtig svært at lave det mangfoldige og diverse indhold, branchen selv efterlyser.”

Et problem for produkterne
Studiet ’Den danske journalist’ fra 2015, der bygger på tre forskningsprojekter, som er gennemført ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet, viser, at kvindelige journalister i gennemsnit opfatter deres arbejde som mindre meningsfuldt, end deres mandlige kolleger gør.

Samme tendens gør sig gældende for journalister med børn, der samlet set opfatter deres arbejde som mindre meningsfyldt end journalister uden børn.

”Den undersøgelse siger mig, at der er rigtig mange journalister, der har omstændigheder i deres liv, der lægger beslag på deres tid og overskud. At vi har at gøre med et omfattende, strukturelt problem. Og hvis medierne vil være med til at løse det, skal de betragte det som sådan i stedet for at skyde ansvaret for at få enderne til at mødes over på den enkelte,” siger Frederikke Amalie Dam.

Der er jo heldigvis mange andre steder, man kan være journalist, end på nyhedsredaktionerne, så hvorfor ikke bare lade folk søge derhen?

”Fordi vi som nyhedsjournalister har en relativt stor magt til at bidrage til den demokratiske samtale, og vi ved, at sammensætningen på redaktionerne har stor betydning for, hvilke idéer, historier og stemmer der får tid og spalteplads. Hvis vi beholder status quo, forbliver tendensen, at der groft sagt kun er plads til bestemte mennesker i bestemte livsomstændigheder i nyhedsbranchen, og det er et problem for de journalistiske produkter,” siger Frederikke Amalie Dam.

”Hvis man kan fortælle sin chef, at man godt kan prioritere sin familie og fritid uden at blive stemplet som uambitiøs, så er vi nået et stykke ad vejen.”

Frederikke Amalie Dam

Der findes en del eksempler på nyhedsjournalister, der har fået individuelle ordninger, som tilgodeser deres familieliv. Er det ikke en god nok løsning?

”Jeg mener, det skal gøres meget mere åbent og systematisk end det. At det fra ledelsesniveau bliver meldt ud som en regulær mulighed for alle, at man kan få lov at arbejde på en måde, der passer bedre til ens øvrige liv. Så det er naturligt at have snakken, der ellers kan føles som et tabu.”

Men risikerer man ikke at dømme småbørnsforældre ude på forhånd ved som chef at tage en masse hensyn, inden den enkelte selv beder om det?

”Måske på den helt korte bane. Men det, jeg efterlyser, er en langt større samtale, der ikke bare handler om muligheden for at gå på deltid. Jeg mener, at vores begreber for, hvordan man kan lykkes med at være journalist, skal redefineres, så de bliver mere tidssvarende. Og hvis man kan fortælle sin chef, at man godt kan prioritere sin familie og fritid uden at blive stemplet som uambitiøs, så er vi nået et stykke ad vejen.”

 

”Jeg tror ikke, min datter går i stykker af det her liv. Men jeg går en lille smule i stykker, hver gang hun græder over at savne mig”

”Jeg er en af de reportere, der står otte timer i lufthavnen, hvis der er strejke, rapporterer fra en stormflod, er med til Men in black-demonstrationer og laver reportage på Ofelia Plads, når der er landskamp. Mit job er verdens fedeste. Det er vanvittigt sjovt, fordi jeg er med, hvor og når det sker, og jeg føler, jeg er god til det, jeg laver.

Men efter at jeg har fået min datter, er mine skæve arbejdstider blevet en forbandelse. Som livereporter findes der ikke en vagt, hvor jeg kan være der, både når hun vågner, og når hun går i seng. Hun var lidt over to år, da hun under putning begyndte at spørge mig, om jeg var der, når hun vågnede. I min verden skal et lille barn ikke bekymre sig om sådan noget. Hun skal have en mor, der er der, når hun har brug for det.

Hver uge er en balancegang mellem at være en god mor og en god nyhedsjournalist. Ofte føles det, som om jeg er nødt til at gå på kompromis mindst et af stederne. Det ærgrer mig. For jeg vil gerne begge dele og i en tid, hvor work life balance er et af de helt store buzzwords, burde det på en eller anden måde være muligt at kunne være ambitiøs journalist og have et godt familieliv på en gang. Men nogle gange føles det, som om det ikke er en del af mediebranchens bevidsthed, at inklusionen af småbørnsforældre er en udfordring, der kalder på en løsning.

Min kæreste er også journalist, men ikke nyhedsjournalist, hvorfor han har mere normale arbejdstider. Han er grunden til, at vores lille familie hænger sammen. Han henter og bringer, når jeg er på arbejde, og det er ham, som står med det hele alene. Ham, der må trøste den lille, når hun vinker til mig i fjernsynet, og jeg ikke svarer.

Jeg tror ikke, min datter går i stykker af det her liv. Men jeg går en lille smule i stykker, hver gang hun græder over at savne mig. Jeg er godt klar over, at jeg bare kan få mig et andet job. En 8-16 stilling, hvor jeg kunne hente og bringe og så måske arbejde lidt igen, når hun var lagt. Men tænk engang, hvis alle vi, der har små børn, tog det valg. Tænk, hvor lidt diversitet der ville være på nyhedsredaktionerne. Der er brug for alle typer i newsroom, for vi bidrager hver især med forskellige perspektiver på dagens vigtige historier.

De seneste år har der været store, vigtige opgør i branchen, senest med MeToo, hvor vi er ved at redefinere en hel masse i forhold til, hvordan vores kultur skal være fremover. Jeg håber, at den næste store kollektive samtale bliver et opgør med den måde, vi forventes at være forældre og journalister på. Jeg er klar over, at der ikke er nogen let løsning, men ved at begynde at tale om det, kommer vi måske nærmere nogle svar.”

 

”Der er nok mange, der tænker ’hvad fanden vil hun der, det er da noget af en deroute’” Der er nok mange, der tænker ’hvad fanden vil hun der, det er da noget af en deroute’”

”Da jeg begyndte på journalisthøjskolen, var jeg ikke sikker på, hvilken slags journalist jeg skulle være, men jeg var i høj grad drevet af min interesse for dansk politik. Hurtigt blev jeg fanget ind af nyhedsjournalistikken, for jeg fandt ud af, at jeg var god til at tale med mennesker og til at formidle deres synspunkter, så de følte sig genkendt. Jeg søgte kun klassiske nyhedsmedier, da jeg skulle i praktik.

Jeg fik plads på Politiken, og der mærkede jeg rimeligt hurtigt, at jeg nok ikke havde det, der skulle til for at blive nyhedsjournalist i det lange løb. For det første fandt jeg det svært at lave hurtige nyheder, for ofte følte jeg et behov for at dykke ned i historiernes mange facetter og havde meget svært ved at aflevere, før jeg var helt sikker på, at jeg havde forstået tingene korrekt og citeret kilderne loyalt.

En redaktør spurgte mig engang, om det var, fordi jeg var sådan en ’12-tals-pige’. Jeg synes, det var et underligt spørgsmål. Jeg har bare en kæmpe ansvarsfølelse omkring det, jeg laver, og det blev nok set som udtryk for, at jeg var unødigt perfektionistisk og ikke kunne klare mosten.

Det stod også hurtigt klart for mig, at en del af det at være en succesfuld nyhedsjournalist er, at man altid er klar til at rykke på historier, og at man aldrig rigtig ved, hvornår man har fri, fordi en redaktør altid lige kan bede om en kilde til, eller en historie udvikler sig pludseligt.

Engang fortalte en af mine kolleger på avisen, at hans lille datter af og til vækkede ham om natten for at fortælle ham ting, fordi han ikke altid kunne nå at se hende om dagen. What the fuck, tænkte jeg bare. Sådan et arbejdsliv vil jeg aldrig have, når jeg får børn.

Vi fik vores første barn, året efter at jeg havde afleveret min hovedopgave, og jeg vendte aldrig tilbage til nyhedsjournalistikken. I dag bor vi på et nedlagt landbrug lidt uden for Viborg. Jeg arbejder på nedsat tid, og både min kæreste og jeg har meget fleksible jobs og prioriterer vores familieliv højt.

Når man ser min karriere på papiret, er der nok mange, der tænker ’hvad fanden vil hun der, det er da noget af en deroute’. Men jeg føler, jeg har fået alt det, jeg drømmer om. Jeg elsker mit arbejde, hvor jeg føler, at jeg kan være med til at gøre en forskel for unges trivsel. Jeg kan nå at være sammen med mine børn hver dag, og jeg er selv med til at definere, hvilke opgaver der er vigtige nok til, at jeg vil give den en skalle og bruge noget ekstra tid og energi på dem.”

 

 

”Man kommer til at lide et nederlag, hvis man både vil opnå alle sine karriere­mål og køre en mor­­kon­kur­rence på et urealistisk niveau”

”Jeg skelner ikke mit arbejdsliv fra mit privatliv. Jeg er hele tiden lidt på arbejde, og sådan har det altid været, fra jeg var nyansat journalist, til jeg blev politisk reporter og siden politisk redaktør, og til i dag, hvor jeg er chefredaktør. For mig er mit arbejde 100 procent lystbetonet. Jeg har i 10 år på Borgen været meget drevet af min interesse for dansk politik, og den står som bekendt aldrig stille. Så jeg arbejdede hele julen, da Jakob Ellemann åbnede for en rigsretssag mod Inger Støjberg. Og på min datters fire års fødselsdag, da den tilfældigvis lå på dagen for konfrontationen med Frank Jensen.

Min mand er også journalist, men har taget et 8-16 arbejde, så han kan hente hver eneste dag, og det trives han heldigvis med. Men det afføder rigtig mange spørgsmål, for der er fortsat virkelig mange, der tænker, at det per automatik er moderen, der hænger på de ufleksible opgaver i hjemmet. Jeg fik også en del kommentarer, da jeg kom tilbage på job efter fem måneders barsel og tog direkte på weekend til Aalborg for at dække Liberal Alliances landsmøde.

For nylig var jeg til et sent møde i Aarhus, hvor en kollega fra ledelsen spurgte mig med let bekymret mine, hvordan jeg kunne få det til at hænge sammen, nu hvor jeg har en lille datter. ’Hvordan får du det til at hænge sammen,’ spurgte jeg ham. Man glemmer, at utroligt mange mænd har gjort det her før mig.

Jeg kæmpede lidt med dårlig samvittighed i begyndelsen. Men jeg fandt ret hurtigt ud af, at det faktisk ikke var min egen følelse, men mere andres forventningspres til, hvordan man skal være forælder som kvinde.

Jeg er en god mor. Det kan man jo være på mange måder. Jeg tror for eksempel, det har en værdi for min datter at have en mor, der er glad for sit arbejde. Og som kan lære hende noget om verden.

Jeg bruger ikke tid på at piske mig selv med, hvad der måtte være godt og skidt på en eller anden selvopfundet morskala. Der er ingen tvivl om, at man kommer til at lide et nederlag, hvis man både vil opnå alle sine karrieremål og køre en morkonkurrence på et urealistisk niveau.

Som chef tænker jeg meget over, hvordan vi kan få flere kvinder på redaktionerne og på chefgangene. Det er et erklæret mål for Jyllands-Posten, og jeg er klart tilhænger af, at vi for eksempel bøjer vagtplanerne, hvis det kræves i en periode for at få det til at gå op for den enkelte. Vi vil jo gerne holde på de dygtige.

Men når det er sagt, så handler det også om den enkeltes prioriteringer. Der er ikke noget, der er mere rigtigt end andet, men det er da helt sikkert, at jeg ikke havde haft det job, jeg har i dag, hvis jeg havde besluttet mig for at have et års orlov, altid tage barnets første sygedag og hente klokken halv fire hver dag fra udflytterbørnehaven.”