Der havde været uro på chefgangen, og antallet af journalistiske medarbejdere var på fire år næsten halveret, da Christina Agger i april i år satte sig i chefredaktørstolen på Jyllands-Posten.

Hun forlod sin rolle som ledende redaktør på avisen i 2021 til fordel for et job på TV 2. Da hun vendte tilbage til avisen, havde hun hovedlinjerne for sin nye kurs med sig ind ad døren. For som hun siger, så gælder det nok for de fleste tidligere medarbejdere på Jyllands-Posten, at man i sit fravær altid går og tænker lidt over, hvad der går godt og skidt, og hvad der kunne gøres bedre og anderledes.

Nu er hendes opdatering af avisens formål og målgruppe nedfældet på papir i en form, så det i denne uge bliver præsenteret for fagredaktørerne. Redaktionen og andre relevante afdelinger får de ting præsenteret i løbet af de kommende måneder.

Med i analysen er også en erkendelse af, at de seneste års besparelser har skåret så meget ind til benet på redaktionen, at det har været tæt på at være kritisk for avisens fortsatte eksistens.

”Der er helt logisk en nedre grænse for, hvor få man kan være på et nationalt dagblad, før man bliver nødt til at diskutere, om det overhovedet giver mening at udkomme. Jeg synes, Jyllands-Posten har været lidt for tæt på at være så små, at man godt kunne begynde at tage den diskussion,” siger Christina Agger.

Hun siger, at det er noget af det, hun som chefredaktør prøver at vende. Det handler dels om at bruge de begrænsede ressourcer bedst muligt. Men hun har også et klart ønske om at få skaffet penge til, at der igen kan komme flere på redaktionen.

”Jeg har gennem årene mange gange hørt den her, at vi kan nærmest det samme, selvom vi lige har sagt farvel til x antal medarbejdere. Dén såkaldte sandhed abonnerer jeg selvfølgelig ikke på,” siger chefredaktøren.

Drømmer om at blive flere

Hun er sikker på, at avisen ikke kommer op på det antal journalister, der var engang. Ifølge DJ’s lønstatistik var der i 2000 205 DJ-medlemmer ansat. I 2020 var der 116. Nu er der 74.

”Jeg forventer ikke, at vi er 50-60 flere om fem år. Men meget mindre kan også gøre det. Jeg drømmer helt klart om, at vi er flere om tre år, end vi er nu,” siger Christina Agger.

Det vigtige for hende er, at avisen skal være tydelig om, hvor den er, og hvilke læsere den vil ramme.

Forgængeren Marchen Neel Gjertsen udstak i november 2024 sin kurs med Ry-erklæringen. Den definerede ”jysk” som et værdisæt og lovede en avis, der ville ”være som Vesterhavet. Råt og smukt på samme tid”.

Christina Agger har ikke lavet en egentlig ny udgave af Ry-erklæringen, og hun vil ikke smide al fortidens strategiarbejde ud med badevandet.

Men hun siger, at Ry-erklæringen ”ikke helt matcher” det, hun gerne vil. Blandt andet fordi hun føler behov for at være mere tydelig om, hvem avisen vil være noget for.

Moderne liberale læsere

Så i stedet for at tale om det jyske, taler hun om en målgruppe af ”moderne liberale” i alderen 35-55 år, der gerne vil vide mere.

Den præcise formålsbeskrivelse og definition af målgruppen har hun ikke lyst til at dele, før den er ude internt på avisen. Hun taler om avisens kendte styrkepositioner som erhverv, det internationale udsyn, samfund og fri debat. Mens Jyllands-Postens særpræg handler om at bruge placeringen af avisens hovedsæde uden for København til at se historier, der udspringer i Nordjylland, Sønderjylland, på Fyn, Lolland eller Vestsjælland.

”Jeg elsker København, og Jyllands-Posten er på ingen måde imod hovedstaden. Der er bare et liv uden for hovedstaden, hvor der ikke lige kommer en bus hvert femte minut, hvor der ikke nødvendigvis er en idrætshal i landsbyen, og hvor man skal kæmpe for at bevare den lokale skole,” siger hun.

Det handler om at lave journalistik for dem, der interesserer sig for udviklingen ”i hele Danmark”. Og hvor det private initiativ ifølge chefredaktøren ofte fylder mere.

Christina Aggers Jyllands-Posten må også gerne skrive langt. Hun vil gerne ramme videnssøgende mennesker.

Men i erkendelse af, at de 35-55-årige læsere har en travl hverdag, skal det være nemt for dem at bruge Jyllands-Posten. Derfor handler det også om former og formater, der kan bruges, mens man for eksempel vasker op. Derfor er der også et øget fokus på lyd.

Ikke en omnibusavis

Dertil er det i en tid, hvor medier som DR og TV 2 er stærke på breaking og den fælles nyhedsdagsorden, også vigtigt at droppe den gamle idé om at være et omnibusmedie, der står på alle historier.

”Vi er jo et abonnementsmedie, så vi skal leve af, at folk gider at betale for vores indhold. Det gør de jo kun, hvis vi leverer en kvalitet, som de føler, at de får noget ud af. For os handler det om at finde de situationer, hvor vi skal gå i breaking, hvilke historier vores brugere forventer at være opdaterede om, og hvilke vi slet ikke skal bruge kræfter på. Hvis vi gjorde det hele, så har vi simpelthen ikke kræfter til at levere det indhold, som skal definere Jyllands-Posten og være det, folk køber ind på. Det andet kan man jo få gratis alle steder.”

Det med det liberale er vigtigt for at få avisens identitet til at stå skarpt, også i forhold til de to store københavneraviser, Berlingske og Politiken.

”Vi skal dyrke det her med historier med opspring i provinsen ekstremt meget. Politiken og Jyllands-Posten har jo vidt forskellige målgrupper, mens Berlingske og Jyllands-Posten har mere overlap. Så vi kommer til at vise, at vi er liberale. Moderne liberale.”

Det handler i nogen grad om partipolitik, fordi det er værdier, der typisk appellerer til borgerlige vælgere. Det kan man aflæse i definitionen af stofområder. Men det har ifølge chefredaktøren ingen betydning for, hvem hun vil have ansat.

”Jeg har ikke tænkt mig at sende medarbejdere på kursus i liberale værdier. Vi skal tale om, hvad der interesserer målgruppen, og hvad der kendetegner dem, når vi skal lave en historie og vælge en vinkel.”

”Men jeg har den allerstørste tillid til den journalistiske metode – uanset om man så er fra næsten det yderste venstre eller det yderste højre. Så længe man er dygtig på sin journalistiske metode, så har det ingen indflydelse på journalistikken,” lyder forsikringen.

Brug for et fyrtårn

Da Christina Agger tiltrådte i april, var det som både chefredaktør og konstitueret ansvarshavende chefredaktør.

Hun har fra starten været meget tydelig om, at hendes interesse er den journalistiske rolle, og at hun ikke er interesseret i jobbet som ansvarshavende. Så hun udtrykker tillid til, at husets CEO og fondsbestyrelse finder ud af, hvem der skal have dét job.

Og hun ville have det fint med, hvis Jyllands-Posten brød med traditionen og fik sig et meget offentligt synligt fyrtårn som for eksempel Politikens tidligere chefredaktør Tøger Seidenfaden.

”Det er helt åbenlyst i hvert fald ikke mit job, hvis den del skal være der. Men jeg tror også 100 procent, det har en effekt, at man har sådan en public figure. Og jeg har svært ved at se, hvorfor det skulle være anderledes for Jyllands-Posten, Berlingske og Ekstra Bladet, som jo også har deres meget profilerede ansvarshavende chefredaktører. Hvorfor skulle det ikke også være Jyllands-Posten,” spørger Christina Agger.

Men I har måske ikke den tradition?

”Det kan da godt være. Men så kan det jo være, det er på tide, at vi også lægger noget af den der jyske, underspillede ydmyghed lidt fra os,” siger hun.

Selv ser hun sin styrke, sit brændstof og sin motor i arbejdet med den redaktionelle udvikling.

”Jeg er jo i hjertet journalist. Jeg ser ikke mig selv i opposition til nogen tidligere ledelser. De har alle sammen gjort noget sindssygt godt for det her medie. Og nu skal jeg så prøve at se, om jeg kan gøre noget godt,” siger hun.

”Det handler simpelthen om at sikre Jyllands-Postens overlevelse og Jyllands-Postens fremtid. Jeg mener, det er en institution i det danske samfund, som der er brug for.”