
Journalisten vil fremover uddele prisen hvert år på Folkemødet, hvor vi håber, at ”vinderen” vil modtage den og forklare sig. Illustration: Maria Tran, Journalisten
Aktindsigter, der trækker ud i månedsvis – ja, sågar i årevis. Ministre og andre magtfulde personer, der nægter at give interview eller bare udlevere simple faktuelle oplysninger. Offentligt ejede selskaber, der er hermetisk lukkede. Og oveni det en stærkt kritiseret offentlighedslov, der forhindrer offentligheden i at få adgang til en lang række informationer.
Ja, journalister støder på masser af udfordringer for ikke at sige mure, når de forsøger at passe deres arbejde.
På Journalisten vil vi gerne sætte fokus på de voksende problemer med manglende åbenhed både i det offentlige, men også i private virksomheder og organisationer.
Derfor har vi valgt at genoptage uddelingen af Journalistens Lukkethedspris. Den gives til den organisation, myndighed, virksomhed eller person, der er bedst til at være så lukket, at det gør det svært for journalister at passe deres arbejde med at sikre offentligheden adgang til vigtige informationer.
Vi vil fremover uddele den hvert år på Folkemødet, hvor vi håber, at ”vinderen” vil modtage den og forklare sig.
Alle medlemmer af Dansk Journalistforbund opfordres til at indstille kandidater til prisen. Du kan skrive dit forslag til journalisten@journalisten.dk.
Journalistens redaktion vil på baggrund af indstillingerne udvælge en række nominerede, hvor vinderen udpeges af en jury bestående af:
- Mathias Overgaard, undersøgende journalist, Avisen Danmark
- Susanne Junker, undersøgende journalist, Fagbladet 3F
- Morten Pihl, undersøgende journalist, Jyllands-Posten
- Line Gertsen, undersøgende korrespondent, DR
- Christian Lindhardt, chefredaktør, Journalisten
Prisen blev første gang uddelt i 2015, hvor modtageren var tidligere Miljø- og Fødevareminister Eva Kjer Hansen for hendes rolle i den såkaldte #gyllegate, hvor forskere ved Aarhus Universitet havde dobbelt mundkurv i tre måneder. Tavshedspligten betød, at forskerne ikke måtte udtale sig om beregningerne bag regeringens landbrugspakke. De måtte heller ikke sige, at de ikke måtte sige noget, før loven reelt var vedtaget.
I starten af 2020 fik statsminister Mette Frederiksens tidligere højre hånd og stabschef Martin Rossen prisen for ikke en eneste gang i 2019 at stille op til interview.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.