Hvad er forskellen på journalistik og kommunikation?

Hvad er det, journalister i fx en fagforening kan gøre, som en kommunikationsafdeling i samme fagforening ikke kan (og vice versa)?

Hvad er det, vi mister, hvis vi lægger det hele sammen?

De seneste uger har understreget, at disse spørgsmål er højaktuelle. De har også understreget, at de er vanskelige at svare på.

Så vanskelige, at svaret nogle gange kommer til at handle om noget helt andet end det, der bliver spurgt om: Om økonomi. Om kliks og visninger. Om det, der kan måles og konverteres. Eller om stillinger og job, der forsvinder.

Derfor vil jeg gerne prøve at svare mere direkte på spørgsmålene. For ja, der er forskel på journalistik og kommunikation – også når begge dele lever side om side i en organisation. Og ja, vi mister noget, når vi visker skillelinjerne ud. Måske endda mere, end vi tror.

Den helt store forskel er i min optik, at journalistikken er kritisk, stiller spørgsmål og udfordrer, mens kommunikationen har fokus på styrker, strategisk ensretning og sammenhængskraft.

Journalistikken skaber en intern offentlighed, der inviterer indenfor, mens kommunikationen skaber barrierer, der beskytter organisationen.

Sat på spidsen gør journalistikken medlemmerne til netop medlemmer. Til nogen, der er en del af noget på godt og ondt.

Kommunikationen på den anden side gør dem til en målgruppe. Til nogen, der skal engageres. Det er ”Her er noget vigtigt, du bør vide” vs. ”Hvordan får vi dig til at føle eller gøre noget bestemt?”. Det er ”medlemmernes medie” vs. ”organisationens medie”.

Som organisation er der brug for begge dele. Men det, journalistikken giver, er blandt andet:

1. Den styrker relationen og tilliden til organisationen: Kritik og uenighed er ikke et problem i sig selv. Tværtimod kan det være med til at knytte andre til sig, at man er åben om også de mindre gode ting – at medlemmet faktisk kan genkende den virkelighed, organisationen fremstiller
2. Den sikrer, at organisationen er i kontakt med virkeligheden: Journalistikken kan uddybe og nuancere det interne billede af, hvad der sker hos medlemmerne. Den kan gøre resten af organisationen klogere og skarpere
3. Den kan overraske og vise nye vinkler: Relationer handler ikke kun om tillid til, at andre vil en det bedste, men også om, at man bliver overrasket en gang imellem.

Måske er et medlem kommet i problemer på en måde, som kan skabe refleksion – både for og imod – hos medlemmerne. Måske har professionen et paradoks, som kræver en bramfri intern debat. Måske er der brug for en direkte og kritisk samtale med forpersonen, som både er og fremstår troværdig for medlemmerne. Alt dette er sværere for en kommunikationsafdeling end for et journalistisk medie.

Hvis vi nedlægger journalistikken i organisationerne, er der meget, der bliver lettere og mere målrettet. Og vi vil næppe mærke de negative konsekvenser på kort sigt.

Men risikoen er altså, at vi afvikler vores egen interne offentlighed. At vores relation til medlemmerne bliver dårligere. At vi forstår dem dårligere. Og måske også, at vi forstår os selv dårligere.