Det har ført til massiv kritik og debat, at Politiken i et fødselsdagsportræt af sangerinden Pernille Rosendahl lagde vægt på hendes tidligere forhold til forskellige mænd.

Omtalen er blevet betragtet som sexistisk og fik i sidste ende Politiken til at beklage.

Men hvad kan vi som branche lære af sagen, der har raset på især de sociale medier hele ugen – og hvorfor er den egentlig så eksplosiv?

Det har Journalisten spurgt en række redaktører, mediechefer og journalister i mediebranchen om. Her kan du læse deres svar.

Christian Jensen, ansvarshavende chefredaktør på Politiken:

Foto: Jakob Dall/Information/Ritzau Scanpix Foto: Jakob Dall/Information/Ritzau Scanpix

Hvorfor er denne sag i din optik så eksplosiv?

”Det er et skræmmende, men desværre klassisk, eksempel på de sociale medier som dødsdromer, hvor de samme synspunkter centrifugeres med stadig større hastighed, hidsighed og en hadefuldhed uden nedre grænse. Havde en åben dialog om bias og blinde vinkler været målet for denne debat, ville den kunne have gjort godt. I stedet endte det med en shitstorm, der næppe har flyttet holdninger eller adfærd. Tværtimod. Man efterlades med en afmagtsfølelse af, at alle råber, men ingen lytter.”

Hvad kan vi lære af den som journalister?

”Da jeg selv første gang læste fødselsdagsomtalen af 50-årige Pernille Rosendahl i avisen, var jeg ikke opmærksom på det, den senere er blevet kritiseret for. Jeg så det først senere, og det siger noget om mine egne bias og blinde vinkler. Noget af det, vi kan lære af denne sag, er netop, hvor vanskeligt det er at gøre op med vores blinde vinkler.”

Søren Villemoes, journalist og debattør, Weekendavisen:

Hvorfor er denne sag i din optik så eksplosiv?

”Er den så eksplosiv? Jeg må indrømme, at jeg slet ikke bemærkede den, før Journalisten skrev om historien. Men hvis den virkelig har været så eksplosiv, så skyldes det vel en kombination af de sociale mediers tendens til at accelerere moralsk forargelse særligt omkring mediers ord- og temavalg i spørgsmål vedrørende køn.”

Hvad kan vi lære af den som journalister?

”Intet. Det er redaktørerne, der skal lære noget, nemlig at tage ansvar for det, de bringer, og ikke smide deres journalister for ulvene, så snart de står og hyler foran døren til redaktionen. Hvis Politiken mente, at fødselsdagsportrættet var værd at bringe, inden folk blev vrede, så skal de stå på mål for det. Alternativet må vel betyde, at de ikke har læst det, de bragte, eller bare ikke anede, hvad de havde gang i. Det sidste, man skal gøre som redaktør, er at ofre sine journalister. Internt kan man tage efterkritikken, men jeg bliver ærligt talt forarget, når jeg ser redaktører, hvis job det er at have ansvaret for, hvad der bringes i spalterne, undlade at tage ansvaret i offentligheden. Hvad i alverden får I så jeres løn for? Redaktører skal i princippet kunne tage en fængselsdom for sine journalister. Jeg savner en redaktør, der sagde: ”Jeg gjorde ikke mit arbejde ordentligt her”. Men næ nej, de er pist væk, når det virkelig gælder. Spild af høj løn i mine øjne.”

Rikke Bekker, chefredaktør på Fyns Amts Avis:

Foto: Katrine Becher Damkjær Foto: Katrine Becher Damkjær

Hvorfor er denne sag i din optik så eksplosiv?

”Sagen viser, at vi langtfra er færdige med at snakke om sexisme på og fra redaktionerne i Danmark. Der er stadig et skævt, forfejlet og forældet syn på kvinder mange steder, og det er nødvendigt at blive ved med at tage de opgør – små som store.”

Hvad kan vi lære af den som journalister?

”Historien fra Politiken er endnu en huskekage til os alle sammen om at få sat konkrete mål for diversitet – og insistere på fokus på det, indtil vi som branche får styr på det. Helt konkret kræver det jo flere opdaterede journalister og mere diversitet på redaktionerne, så vi kan slippe det gammelmandssyn på verden, som det fødselsdagsinterview er udtryk for. Det er lidt flovt for os, at de sager bliver ved med at poppe op. Samlet set gør vi det bare ikke godt nok.”

Jeppe Duvå, redaktionschef på Kristeligt Dagblad:

Foto: Leif Tuxen

Hvorfor er denne sag i din optik så eksplosiv?

”Fordi den bliver en test på, om medierne – i det her tilfælde Politiken, men det kunne have været mange andre – tager deres egen medicin. Medierne skriver engageret og fordømmende om sexisme, fordomme og krænkelser og anklager gamle hvide mænd for at bremse historiens gang, men hvad sker der så, når en pæn avis’ mandlige medarbejder skal portrættere en kvindelig kunstner? Den her sag taler også til mediefolks ønske om altid at se den meget store historie i den tilsyneladende lille historie, og den lille historie er så her Politikens portræt. Afslører det i virkeligheden, at der under den pæne medie-overflade findes drifter og fordomme, som næsten ikke kan tæmmes?”

Hvad kan vi lære af den som journalister?

”At det er vigtigt med kloge redaktører, der kan være linjevogtere for kloge skrivende, der sommetider – trods deres klogskab og store erfaring – kommer til at kigge på et emne nede fra et kaninhul.”

Isabella Alonso de Vera Hindkjær, chefredaktør på Femina:

Foto: Marie Hald Foto: Marie Hald

Hvorfor er denne sag i din optik så eksplosiv?

”Det er et fuldstændigt klassisk eksempel på, at kvinder og mænd stadig ikke bliver betragtet eller behandlet ens i medierne, i musikbranchen – og i samfundet generelt. Det er heller ikke første gang – mange husker formentlig avisens anmeldelse fra 2019 af DR-programmet ’Helt Lyrisk’ med Lise Rønne som vært. Ligesom dengang bør eksemplet med Pernille Rosendahls fødselsdagsportræt være en ren tilståelsessag for Politiken. Helt ærligt, jeg synes, man skylder ikke bare en ordentlig og uforbeholden undskyldning, men at forsøge sig igen med et nyt og bedre portræt.”

Hvad kan vi lære af den som journalister?

”Sagen viser med al tydelighed, at vi i vores branche har brug for en samtale om, hvordan både journalister og medierne kollektivt gør en større indsats for at modarbejde det stærke kulturelle bias, der findes i hele samfundet, når vi for eksempel portrætterer kvinder eller inviterer kvindelige kilder og debattører til at bidrage til kønsdebatten.”

”Jeg ser desværre stadig en tendens til, at medier starter ligestillingsdebatter med vox pop-agtige spørgsmål til polemiske debattører i hvert hjørne om, hvorvidt sexisme og kønsulighed overhovedet findes. I mine øjne bør præmissen for debatten efterhånden være ret klar: I dagens Danmark har vi fortsat meget lang vej til ligestilling – på alle mulige områder. Så hvordan kommer vi videre?

Jakob Steen Olsen, kulturjournalist på Berlingske:

Foto: Søren Bidstrup, Berlingske Foto: Berlingske

Hvorfor er denne sag i din optik så eksplosiv?

”Fordi et musikerportræt, der med rette kan kritiseres for at fokusere for meget på en smuk og kendt kvindes mænd, optræder i en avis, hvis læsere holder øje med den slags. Og fordi en række stærke kvinder slår ned på sagen og bruger den til at belyse sexisme-problematikker i dansk presse i det hele taget. Samme danske presse kan sagtens se en god debathistorie (om en kendt og smuk kvinde), når de ser den.”

Hvad kan vi lære af den som journalister?

”Vi kan lære, at vi alle sammen uforvarende har blinde vinkler og fordomme, der kan spille os et puds, uden at vi lægger mærke til det. Og at det er umagen værd at holde lidt øje med det. Jeg har ingen grund til at tro, at Erik Jensen skulle være specielt sexistisk, men det kan snige sig ind i enhver tekst, også den mest velmenende.”

”Når det er sagt: Jeg er ikke meget for fænomenet sensitive reading; at man redigerer en tekst ud fra, at den ikke må fornærme nogen, herunder minoriteter. Det må ikke blive kønsløst, den skrivende må ikke begynde at ryste på hånden og frygte sin egen skygge. Så hellere tage de tæsk, man får. Hvis Erik Jensen ikke synes, Pernille Rosendahl er den nye Mozart, har han lov til at mene det, også selv om hun er kvinde. Og hvis en anmelder i det hele taget på forhånd skal lide af hensynsbetændelse og ikke må forholde sig kritisk til en kunstner, uanset køn, race, seksualitet, politik, find selv på mere, kan vi lige så godt aflyse kritikken.”

Pernille Mac Dalland, journalist og tillidsrepræsentant på Politiken:

Hvorfor er denne sag i din optik så eksplosiv?

”Fordi den kommer til at handle om køn og dermed rammer den aktuelle #MeToo-debat i kølvandet på Sofie Lindes opsang til os. Og nok kombineret med, at det lige er Politiken.”

Hvad kan vi lære af den som journalister?

”Den viser, at vi bør have et beredskab på redaktionerne, som vi kan sætte i værk, når kritik af en artikel eller en kollega løber løbsk i det digitale univers. Både så vi kan sikre, at den enkelte ikke bliver ladt alene på tømmerflåden midt i hvirvelstrømmen af kritik, og så vi forebygger, at nogen begynder at censurere deres journalistik af frygt for at blive hængt ud. Det vil være ulykkeligt.”