Maria Odgaard har været kommunikationsrådgiver hos Nordjyllands Politi siden 2017. Her er hun foran kredsens pressechef, Christian Brinck. Foto: Privat
”Når I bænker jer med sild og sovs, så tag emnet op på et tidligt tidspunkt: Hvem tager snapsen, hvem tager bilnøglen? Tag på en rejse sammen – ind i sind og samvittighed – og spil hinanden gode. Vi lover jer: Det kan noget. Og det fører til robuste beslutninger fremadrettet.”
Sådan skriver Nordjyllands Politi i et Facebook-opslag om at undgå spirituskørsel.
Budskabet om, at man ikke skal køre efter at have drukket alkohol, er ikke ligefrem nyt.
Men opslaget fra Nordjyllands Politi er alligevel stukket helt af på sociale medier. Folk har moret sig så kosteligt over formen, hvor djøffernes liste over hadeord og hadeudtryk er arbejdet ind i ordlyden.
Faktisk er opslaget blevet delt, kommenteret og liket i et omfang, så Rigspolitiets pressechef var i ’Go’ Morgen Danmark’ onsdag for at tale om det. Ifølge politiets egne tal har det opnået knap 90.000 eksponeringer, hvilket er højt for politikredsen, men ikke rekord.
Men Maria Odgaard, kommunikationsrådgiver hos Nordjyllands Politi, der har skrevet opslaget, blev faktisk overrasket over, at folk har fundet opslaget humoristisk.
”Jeg tænkte, at det var en god lille idé, som ville få folk til at læse opslaget. Jeg så det ikke som sjovt-sjovt,” fortæller hun og skynder sig at tilføje:
”Jeg skal da være den sidste til at brokke mig over, at folk gerne vil interagere med opslaget.”
Kunne have handlet om indbrud
I Nordjyllands Politis presse- og kommunikationsafdeling, der har tre medarbejdere, samler de på sjove ord og udtryk, fortæller hun. Så da pressechefen i slutningen af oktober gjorde opmærksom på, at nu var Djøf kommet med dette års liste over hadeord og hadeudtryk, skyndte Maria Odgaard sig at notere det.
Et par uger senere ville hun indarbejde hadeordslisten i et opslag fra Nordjyllands Politi.
”Det kunne også have været til et opslag om indbrud eller om fartgrænser. Men nu blev det spirituskørsel, fordi det passer ind i årshjulet her op til jul, hvor der er mange julefrokoster,” siger hun.
Før har hun lavet SoMe-opslag, som skulle minde om en vejrprognose, et horoskop og en kogebogsopskrift. Denne gang var det Djøf-listen, der på en lidt ”newsjacking-agtig” måde skulle gøre politiets budskab om spirituskørsel mere interessant.
”Jeg kopierede listen med ordene, så jeg havde dem foran mig. Så gik jeg i gang med at skrive. Efterhånden som jeg fik ordene brugt, slettede jeg dem. Til sidst stod der kun ”onboarding” tilbage,” fortæller Maria Odgaard om selve skriveprocessen.
Hun fik indarbejdet 18 ud af 19 hadeord på listen i opslaget.
”Det eneste ord, jeg ikke fik med, var ”onboarding”. Jeg kiggede lidt på det, men jeg ved ikke, om du kender det? Fornemmelsen af, at man sidder og bakser med en tekst, og så ved man med sig selv, at nu er den der. Sådan havde jeg det,” siger Maria Odgaard.
En strategi, som giver følgere
Ifølge hende stak opslaget især af, efter at kulturkommentator Anna Sophia Hermansen lagde det på LinkedIn.
I Nordjyllands Politi har de i en længere periode arbejdet med at gøre deres SoMe-indhold sjovt og mere kreativt.
”De budskaber, vi skal ud med, siger vi igen, igen og igen. Hvad enten det er om indbrud, fartgrænser eller spirituskørsel. Så vi skal være 100-metermestre i at versionere,” siger Maria Odgaard.
Det er også en balancegang, hvor de bestræber sig på at være både ”menneskelige og myndige”.
”Humor kan bruges der, hvor der ikke er nogen, som er kommet til skade, men hvor det handler om at få folk til at huske. Men vi ville ikke have 63.000 følgere på Facebook, hvis vi bare sagde: Husk nu at indbrudssikre dit hjem.”
Også i Journalistens podcast ’Budskab’ har Eva Tolstrup Ziegler, kommunikationschef i Banedanmark, fremhævet opslaget.
”De gør det klogt og godt og minder os samtidig om, hvad vi kan som kommunikationsmennesker, hvis vi gør os en lille smule umage med sproget,” siger hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.