Hitler, Qatar, Putin og Los Angeles har noget til fælles, der skriger på et kritisk blik. Er sportsjournalistikken klar til det?

For sport er også storpolitik, der er martret af korruption og lyssky lobbyisme.

Det lyder jo som et oplagt emne for kritiske journalister at dykke ned i, men ifølge nogle af verdens mest kritiske sportsjournalister står det ikke godt til med den kritiske sans.

I juni var de samlet i Odense til konferencen Play The Game.

Men til netop den konference var der dog også en god nyhed, som vi kan lægge ud med.

Alt tyder nemlig på, at sportsjournalistikken er blevet lidt mere kritisk de seneste år.

Det fortæller den tyske professor Thomas Horky, der sammen med forskerkolleger har præsenteret helt nye tal for, hvordan det går med sportsjournalistikken i trykte aviser i en række lande.

Siden seneste undersøgelse i 2011 er aviserne begyndt at lave flere baggrundshistorier:

”Jeg vil ikke kalde det en bølge, men det er en lille krusning, der ifølge os peger på, at sportsjournalistik i hvert fald i trykte medier bliver mere reflekteret og går mere i dybden,” siger han til Journalisten.

I 2011 pegede alt på, at sportsjournalistik primært handlede om kampreferater og foromtaler af fodboldkampe.

Det gør det i høj grad stadig, men de nye data indikerer, at det også går den anden vej i de trykte aviser.

Stjernejournalist er dybt bekymret

En udfordring er dog også, at sport er blevet demokratiseret på den måde, at alle klubber og spillere nu har egne medier, hvor de kan udkomme med ukritisk indhold.

Medierne giver altså ikke den eksklusive adgang længere.

Og det er svært at tænke sig, at klubber og spillere vil give sig selv en hård, kritisk gennemgang. Det har man i stedet folk som tyske Hajo Seppelt til. Han står bag adskillige afdækninger af de seneste års store doping-­skandaler.

”For at være helt ærlig, så finder jeg det dybt bekymrende, at vi måske kun har 10-20 journalister i verden, der systematisk dækker korruption, doping, seksuelt misbrug og den slags historier,” siger han, da Journalisten møder ham til Play the Game i Odense.

Selv om det er blevet bedre de seneste 20 år, bekymrer det ham, at sporten også lukker sig om sig selv.

Han mener ikke, at mediechefer prioriterer den kritiske sportsjournalistik, men vil skabe profit gennem flot udstyr til at sende flotte billeder hjem til folk i stuerne.

”Og så vil jeg nu sige noget, som mange mennesker i branchen ikke kan lide, og som også er et intellektuelt problem: Der er for mange sportsfans, der også arbejder som sportsjournalister. Og det er det største problem i min optik. Hvis man er fan, så har man åbenlyst en interessekonflikt, for så er hovedformålet at promovere sporten,” mener han.

Måske er der noget om snakken.

Mangler sporten et ”MeToo”-øjeblik?

Forskningen i sportsjournalistik viser nemlig flere steder, at sportsjournalister kan have en meget ukritisk tilgang til dækningen af sportspolitik.

Den australske professor David Rowe nævner for eksempel i en rapport fra 2016, at flere britiske medier blev rasende i spalterne, da BBC i 2010 udgav en kritisk dokumentar om FIFA, tre dage inden der skulle stemmes om de næste værtslande, hvor Storbritannien havde lagt billet ind på værtskabet.

Og vreden blev ikke mildere af, at FIFA endte med at stemme VM til Rusland og Qatar.

Siden har det vist sig gennem kritisk journalistik, at stemmerne var købt gennem korruption, hvilket førte til en stor skandale i medierne.

Det kulminerede ved hotellet Baur au Lac i Zürich i maj 2015, hvor en række FIFA-delegerede blev arresteret for at have taget imod bestikkelse.

En af de danske journalister, der gerne vil træde ind på banen for kritisk sportsjournalistik, er Nicklas Degn, der blandt andet dækker sport for Radio 4.

Han mener sådan set, at den kritiske sportsjournalistik har gode vilkår i Danmark og lige nu er på sit højeste med de mange afsløringer om blandt andet Qatar, men han efterlyser på samme tid et fodfæste for den i alle newsrooms:

”Jeg synes i bund og grund, at fodbolden, sporten og sportsjournalistikken mangler et MeToo-øjeblik,” siger han.

Og anholdelsen af FIFA-toppen i Baur au Lac kunne jo meget vel have været sådan et øjeblik.

Eller den kritiske dækning af Qatar for den sags skyld.

Men den kritiske sportsjournalistik har ikke slået rod bredt i de danske sportsredaktioner, mener han.

Og hans kollega Jeppe Laursen Brock fra Politiken er enig.

Han mener, at et vigtigt mantra på en sportsredaktion skal være, at man ikke er sportsjournalister, men journalister, der skriver om sport.

Men han bliver også bekymret, når han spejder rundt til Play the Game-konferencen, der netop forsøger at opdyrke den kritiske sportsjournalistik:

”Som dansker kan det undre mig, at vi kun er fem danske sportsjournalister til stede her. Det skal ikke lyde, som om at man kun kan være kritisk, hvis man er til Play the Game, men den her konference er så fuld af inspirerende mennesker, oplæg og gode kilder, der kan bruges i journalistikken,” siger han.

Dyrt og ikke så efterspurgt

Noget af den kritiske sportsjournalistik, der har rettet øjnene mod Qatar, er blevet leveret af tyske Benjamin Best, der siden 2019 har lavet en række bredt citerede dokumentarer om nogle af de migrantarbejdere, som har arbejdet for ørkenstaten under dårlige forhold.

Ifølge ham er et af problemerne, at det er dyrt at producere den kritiske sportsjournalistik, og at publikum ikke altid efterspørger det.

”De fleste seere og fans anskuer sport som underholdning, så de vil faktisk ikke altid have de baggrundshistorier og undersøgende historier, vi laver om korruption,” lyder hans vurdering.

Og er det egentlig et problem?

”Det er helt fair at tage på stadion og nyde fodbolden,” mener Jeppe Laursen Brock, men tilføjer derefter et langt men.

For han mener også, at fodbolden er ved at rådne op indefra med penge fra olierige stater med autoritære ledere og bagmænd, der lusker penge ind i sporten gennem matchfixing.

”Eller klubejere, der henter mindreårige afrikanere til Rusland og videre til en klub som Fremad Amager. Derfor tror jeg altså også på, at det ødelægger oplevelsen for dem, der går på stadion,” siger Jeppe Laursen Brock.

På den måde er journalister lidt ambassadører for dem, der elsker sport, mener han:

”Og vi skal tage det meget alvorligt, for det er os, der kan være med til at beskytte sporten. Det er vores grundopgave som journalister.”