Dokumentar

’Herlufsholms hemmeligheder’ slår seer-rekord

Tæt på en million danskere har set dokumentaren ’Herlufsholms hemmeligheder’ på TV 2’s flow-tv og på TV 2 Play. Det gør den til den mest sete dokumentar på TV 2 Play nogensinde

Da TV 2-dokumentaren ’Herlufsholms hemmeligheder’ i sidste uge rullede over skærmene for første gang, skabte den for alvor røre i andedammen Danmark.

Siden premieren har adskillelige artikler, push-notifikationer og udtalelser kørt nærmest uafbrudt i mediebilledet.

Det afspejles også i seertallene. TV 2 Kommunikation oplyser i en e-mail til Journalisten, at 921.000 har set dokumentaren på tværs af flow-tv og TV 2 Play. Samtidig oplyser de, at tallet stadig vokser, især på streaming, men også gennem distributørers catch-up-services og lignende optagelsesenheder i stuerne.

Til sammenligning havde ’Kandis for livet’, der havde tv-premiere i februar, ifølge Politiken 615.000 seere på DR over premiere-weekenden.

Ud over det rekordhøje seertal har dokumentaren også affødt en række artikler på Tv2.dk, hvor den mest læste artikel om kostskolen ved Næstved har rundet en halv million læsere.

Reaktioner

Dokumentaren har affødt reaktioner fra alle sider.

Kronprinsparret har reageret på dokumentaren med tiltro til, at kostskolens ledelse kan løse problemerne i den kultur, der skildres i dokumentaren. Flere medlemmer af kongehuset har gået på Herlufsholm, og Prinsesse Isabella skal efter planen starte på kostskolen til august.

Samtidig har statsminister Mette Frederiksen udtalt kritik af skolens ledelse, og børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har kaldt til møde om de nuværende regler om skoler.

En ”bred kreds af forældre til nuværende elever” på Herlufsholm Kostskole har i en pressemeddelelse afvist, at der hersker en usund kultur på Herlufsholm, men at der er tale om enkeltstående tilfælde, som er blevet genstand for dokumentaren.

TV 2 Play har herudover fjernet en gammel dokumentar, ’Herlufsholm for livet’ fra 2019, for ikke at identificere eller kæde de medvirkende i det gamle program  sammen med de nye sager, der omtales i ’Herlufholms hemmeligheder’.

0 Kommentarer