Her er vinderne: PrixAudio har kåret årets bedste inden for radio, podcast og lyd

Audiodays har netop uddelt årets priser. Se de 18 vindere her

”Bredden i de mange indstillinger viser, at lyd i dag er meget mere end bare radio, og at formater og genrer flyder sammen. Det har PrixAudio forsøgt at ramme med årets kategorier. Årets vindere giver grund til stor optimisme for udviklingen af dansk radio, podcast og lydmedier i bred forstand.”

Sådan lyder det fra formanden for Radiodays, Marianne Bugge Zederkof, ved aftenens uddeling af priser, der er gået til 18 forskellige programmer, podcasts og radiofortællinger.

Se listen over vinderne her:

Årets Nyheds- og Aktualitetsprogram: ’Go’ Morgen P3’

’Go’ Morgen P3’ vinder prisen som Årets Nyheds- og Aktualitetsprogram.

”Afgørende er, at vinderne er formmæssigt legesyge, og at de bruger sig selv meget, hvilket er noget, der vægtes højt hos lytterne. Det er samtidig den nøgle, der sikrer, at de når et publikum, der ellers ikke selv opsøger nyhederne. Juryen ønskede også at præmiere evnen til at forny sig selv og evnen til at spænde over mange genrer – troværdigt og på målgruppens præmisser,” lyder juryens begrundelse.

Årets Podcast: ’Mors Afskedsbrev’, DR P1

P1-podcasten ’Mors Afskedsbrev’ er kåret som Årets Podcast af en jury, der var enstemmigt ”blown away”.

”Årets vinder har åbnet podcast-universet for et nyt publikum og har gjort en forskel for dem, der lyttede. En ærlig og sårbar fortælling, der er stærk på alle radiofoniske virkemidler. Lige fra lyddesignet og tilrettelæggelsen, hvor der er brugt teknik fra øverste hylde, der viser, hvordan lyd kan skabe stemning og understøtte en i forvejen interessant fortælling, til fortælleren, der i den grad investerer sig selv i projektet,” står der i begrundelsen.

Årets talent: Martin Grønne for DR’s ’Bakspejl’

Martin Grønne vinder prisen som Årets Talent for ’Bakspejl’ på DR Lyd.

”En lovende stjerne, som er lyst op og har gjort sig særligt positivt bemærket med sin personlighed, formidlingsevne og engagerede arbejde med lydmediet og er blevet ”den, man skal holde øje med”,” lyder begrundelsen.

Årets Dokumentar: ’Det brændte bordel’, DR P1

DR P1 står bag Årets Dokumentar med dokumentaren ’Det brændte bordel’:

”Empatisk tilgang, grundig research og en nysgerrig fortælling om et underprioriteret område. Virkelig flot monteret, hvor man i perioder føler sig naglet til højtalerne for at følge med.”

Årets Radioprogram: ’Curlingklubben’, DR P3

DR P3’s eftermiddagsprogram ’Curlingklubben’ løber med prisen som Årets Radioprogram.

”Vinderne gør tingene på en anden måde – deres egen. Værtskabet og værtssammenspillet løfter programmet op over gennemsnittet og med en præmis i bedømmelsen om, at det skal være noget, som rammer målgruppen, og som der snakkes om i målgruppen, var juryen i sidste ende ikke i tvivl.”

Årets Lydbog: ’Det er et fucking eventyr’

Gyldendals ’Det er et fucking eventyr’ bliver kåret som Årets Lyd.

”Måden, hvorpå lydbogen er skabt som et stykke radiodokumentar, fungerer utroligt godt,” sagde juryen.

Årets Spot: ’Mors Afskedsbrev’, P1

DR vinder prisen for Årets Spot – Promotion for Program eller reklame for spot for podcasten ’Mors Afskedsbrev’.

”Årets spot giver en fængende og klar idé om, hvad der er i vente. Spottet vækker nysgerrigheden alene ved sin eminente historie, og spottet udnytter sine virkemidler til fulde. På et ganske kort spot får man derfor vakt så mange mysterier, indlevelse og følelser, at man bare må høre mere.”

Årets Vært/Værtspar: Adrian Hughes, P1

P1-værten Adrian Hughes kan kalde sig årets vært.

”Årets vært skiller sommetider vandene, men i år benytter han en række geniale greb og leverer med et sjældent set sprogligt overskud. I litteraturen ville man definere årets vært som en, der har leveret DEN fortælling, der er mesterens nøgleværk,” står der i begrundelsen.

Årets Samtale: ’Det Sidste Måltid’, Radio4

Lærke Kløvedal, vært på Radio4’s ’Det Sidste Måltid’, står for Årets Samtale.

Juryen lagde vægt på, at samtalen skal adskille fra interviewet ’ved at løfte den svære kunst at ”fremkalde” sin gæst eller samtalepartner ved at lytte og følge op i en reelt medrivende dialog’.

Og det gør Lærke Kløvedal ifølge juryen:

”Løfter opgaven i et virkelig svært marked, der nærmest er overophedet.”

Årets Kritiske Interview: Liselott Blixt på Radio4

Morgenvært Jacob Grossen på Radio4 får prisen for årets kritiske interview med Dansk Folkepartis Liselott Blixt. Et interview, der handlede om nikotin.

”Årets Kritiske Interview vinder, fordi det er forbilledligt godt gennemført. Et klassisk kritisk interview, hvor anvendelsen af et klip kommer lige på det rigtige tidspunkt. Det interview, hvor man er mest fremme på stolen og skal forholde sig til udsagn om at ”man ikke kan stole på forskere”.

Årets nicheprogram: ’Generationen’, DR P3

DR’s P3-podcast ’Generationen’ med Babak Vakili som vært modtager prisen som årets nicheprogram.

Om årets vinder sagde juryen, at ”det er kunstnerisk, nærmest virtuost”. At opgaven forløses innovativt med et meget aktivt og originalt formsprog, smukt komponeret. Årets nicheprogram er originalt og modigt og tør sige ting højt som et indspark i den debat, der har været diskuteret i de sidste 10-15 år. Det er samtidigt et nicheformat, der formår at ramme bredt.

Årets Pioner: Babak Vakili

Babak Vakili modtager også prisen som Årets Pioner.

Årets vinder gør det hele og har det hele. Om vinderen sagde juryen: ”Super velproduceret og giver lyst til at høre mere.” Man venter kun på, hvad det næste kan være. Vinderens måde at bruge lyd er i topklasse, lyder begrundelsen blandt andet.

Årets Morgenflade: ’Morgenkøterne’, ANR

Nordjyskes morgenshow ’Morgenkøterne’ med værterne Anders og Mathilde vinder prisen som Årets Morgenflade.

”Programmets værter sender med masser af overskud, energi og en tårnhøj radiofaglighed til lytterne, som omfavnes og kvitterer med masser af deltagelse i programmet. Men herudover viser værterne en helt særlig musikalitet og evne til at omsætte den til indhold – det skaber helt unikke radioøjeblikke. Øjeblikke, som kun kan opstå, når man både ved, hvad man laver, og tør udfordre genren og sætte sig selv i spil. Det tør Anders og Mathilde.”

Årets Musikprogram: ’Historien om dansk jazz’, DR P8 Jazz

Prisen går igen til ’Farlige Toner – Historien om dansk jazz’ fra DR P8 Jazz.

”Juryen finder det absolut nødvendigt at anerkende, når der bliver produceret noget, der er så godt og leverer på så ekstremt højt et kvalitetsmæssigt niveau. Og så skal det også anerkendes, når Årets Musikprogram evner at holde et utroligt højt niveau år efter år.”

Årets fiktion: ’Mod Strømmen’, Baggårdsteatret

Årets Fiktion går til ’Mod Strømmen’ fra Baggårdsteatret.

”Den stikker af i forhold til de andre ud fra en samlet betragtning i forhold til originalitet, formidling og relevans.”

Årets Satire/Comedy: ’Undskyld vi roder’, R8dio

’Undskyld vi roder’ fra R8dio får prisen for Årets Satire for andet år i træk.

”De rammer bulls eye hver gang, og man bliver hooked fra første sekund – suget ind i et univers, som er sjovt, tåkrummende, let afkodeligt og inkluderende,” lyder begrundelsen.

Årets Branded Content: ’Kloden i Kurven’

Rema og Bauer Media vinder Årets Branded Content for ’Kloden i Kurven – 2021 Eksperimentet’.

”Årets Branded Content forsøger på meget professionel vis at skubbe brandet et nyt sted hen og lykkedes med at skabe nye associationer hos jurymedlemmerne. Årets Branded Content benytter en række involverende greb og vender det hele på hovedet. Dramaturgisk eksperimenterende. Der præsenteres relevant indhold, et aktuelt emne og meget konkret kommunikation.”

Årets kommercielle samarbejde: Heartbeats og Rådet for Sikker Trafik

Heartbeats og Rådet for Sikker Trafik vinder Årets Kommercielle Samarbejde for ’Når asfalten giver slip’.

”Årets vinder viser vejen for fremtidens kommercielle samarbejder. Et samarbejde, hvor annoncøren bidrager med viden, etisk support samt kilder til podcastens afsnit. Årets vinder har sat en overset agenda om noget, som er så enormt vigtigt at få sat fokus på, fordi vi stadig mister for mange unge mennesker, men som er så usexet for de unge mennesker at tale om,” udtaler juryen.