Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
12:01 11.11.2024 Anna Sol Jørgensen

Her er de fem nominerede til Amnestys mediepris

Her er de fem nominerede til Amnestys mediepris

Line Gertsen og Maiken Steen Frederiksen, undersøgende journalister i DR, modtog Amnestys Mediepris 2023 og sidder i år i dommerpanelet. Amnesty International

Menneskerettighedsorganisationen Amnesty har nomineret fem projekter til Amnestys Mediepris 2024, der hylder danske journalister, som sætter fokus på menneskerettigheder. Det skriver organisationen på sin hjemmeside.

De fem nominerede er:

  • Kirsten Nilsson og Line Vaaben, Politiken, for artikelserien ’En kamp for hjælpen’. De belyser, hvordan mennesker med alvorlige permanente handikap får frataget den hjælp, de har fået i årevis, fordi kommunerne skal spare. Det bringer Danmark på kollisionskurs med FN’s handikapkonvention.
  • Lasse Skou Andersen og Sebastian Gjerding fra Dagbladet Information og Charlotte Aagaard og Emilie Ekeberg fra Danwatch for artikelserie om Danmarks involvering i krigen i Gaza mht. eksport af våbenudstyr til Israel.
  • Thomas Gregersen og Mia Harm Madsen, Fyens Stiftstidende, for deres afdækning af lovbrud i børne- og ungeafdeling i Nordfyns Kommune. De afslører blandt andet ulovlige ledelsesinstrukser, fabrikerede oplysninger og ændrede datoer i tvangsfjernelsessager.
  • Søren Klovborg, Karoline Engelund, Lisbeth Dilling og Nikolaj Venge, DR, for dokumentar-serien ’Det store adoptionstyveri’, der afdækker en af de største adoptionsskandaler i Danmark. Den undersøger og afslører handel med børn til Danmark.
  • Sofie Synnøve Herschend og Ole Jacobsen, TV 2 Danmark, for dokumentaren ’Kernen – For syg til herberget?’ samt en række nyhedsindslag og artikler, hvor de afdækker, hvordan stærkt psykotiske og forpinte hjemløse bliver ”gemt væk” på herberger i stedet for at få den hjælp, de har akut brug for og har krav på.

Prisen bliver uddelt på fredag til Dansk Journalistforbunds fagfestival.

SENESTE NYT

Flere nyheder