Talent

Her er 12 talenter fra vores branche, som du bør holde øje med

Berlingske har for 21. gang udnævnt 100 talenter i det danske erhvervsliv og i det offentlige. Listen tæller flere talenter inden for presse, kommunikation og journalistik. Vi har samlet dem i et overblik

Berlingske har kåret 100 talenter blandt knap 400 indstillinger til årets Talent 100-liste.

Listen er ifølge Berlingske til for at fremhæve de fremadstormende unge talenter, der skal rykke vores samfund de næste mange år.

Talenterne udvælges efter viljen og evnerne til at udmærke sig inden for deres respektive felter. Dertil skal de være under 37 år.

Der er flere presse-, medie- og kommunikationsprofiler at finde på listen. Vi har samlet et overblik over dem og hvorfor de udmærker sig nedenfor.

 

Amanda Heitmann

Europa-Parlamentet

- Foto: Thomas Schønning

Amanda Heitmann var kun 24 år, da hun blev presserådgiver for Venstres Asger Christensen i Europa-Parlamentet. Om Amanda Heitmann siger han, at hun er et ”sjældent politisk talent”. Han giver hende sågar en del af æren for sit genvalg og personlige fremgang på 50 procent i stemmer ved sidste valg.

Amanda Heitmann blev forfremmet for første gang allerede efter seks måneder og er i dag – tre år senere – kontorkoordinator for hele Asger Christensens team i Bruxelles. Hun arbejder dertil som strategisk politisk rådgiver inden for landbrug, miljø og fiskeri.

 

Asmund Biesbjerg Jensen

Her går det godt / Monte Carlo Enterprises

- Foto: Petra Kleis

Asmund Biesbjerg Jensen er kreativ formidler og head of content for de to fremtrædende journalister Esben Bjerre og Peter Falktoft i 'Her går det godt'-foretagendet. De råder over et univers med podcast, YouTube-kanal og merchandise-salg.

Asmund Biesbjerg Jensen styrer mediets kommunikation og strategi på diverse platforme, står for kommercielle partnerskaber og instruerer og klipper på de forskellige produktioner.

Han er autodidakt kommunikationstalent, og inden 'Her går det godt' arbejdede han på Christiansborg, hvor han i 2015 startede som piccolo for Liberal Alliance. Herefter arbejdede han sig op i det politiske miljø.

I 2020 besad han stillingen som kommunikations- og presserådgiver for Social- og Indenrigsministeriet, der senere blev døbt Social- og Ældreministeriet. Her blev han en ”uerstattelig del” af presseindsatserne i forhold til coronakrisen og minister Astrid Krags (S) offentlige besøg i en usædvanlig tid.

 

Benjamin Faurholt

The Bank Music 

- Foto: Emil Lyders

Benjamin Faurholt står bag kommunikationsstrategierne for profiler som The Minds of 99, Zar Paulo og Emma Sehested Høeg. Af Jakob Sørensen, der er topchef i The Bank, beskrives han som historiefortællingens mester.

Benjamin har en professionsuddannelse i kommunikation fra DMJX, og siden han blev færdig, er han strøget til tops inden for kommunikation i den danske musikbranche.

Fra 2018 til 2021 besad han stillinger som kommunikations- og brandmanager samt seniorprojektleder og presseansvarlig hos pladeselskaberne disco:wax, One Seven Music og No3. Her arbejdede han med artister som The Minds of 99, Phlake, Kesi og Lord Siva.

Efterfølgende har han været administrerende direktør for The Bank Records, hvor han har stået bag kampagner for blandt andre Zar Paulo og Emma Sehested Høeg.

 

Caroline Rossmeisl

Novo Nordisk / Karriereklubben

- Foto: Cecilia Boechat

Caroline Rossmeisl er kommunikationsprofil i Novo Nordisk, og derudover står hun bag podcasten 'Karriereklubben', der har en dedikeret lytterskare. Hun er også ambassadør for FN's verdensmål for bæredygtig udvikling og stiftende bestyrelsesmedlem for foreningen Gaia – Unge for et grønt erhvervsliv.

Caroline Rossmeisl har også arbejdet med en del betalte samarbejder, som tæller 10 store virksomheder, blandt andre Dansk Industri, Gorrissen Federspiel, Copenhagen Business School og Soho House.

Den kun 27-årige kommunikationshaj blev uddannet som journalist i 2021. Hun har tidligere arbejdet for Dagbladet Børsen, som pr-ansvarlig i banken Lunar og som kommunikationsmanager i smykkevirksomheden Pandora.

 

Daniel Kjær Manicus

Blonde Inc.

- Foto: Eigil Nickelsen

Daniel Kjær Manicus har i snart ni år drevet det kreative multimedie- og produktionsselskab Blonde Inc., der har haft kunder som Bang & Olufsen, Google og Adidas.

Han har gjort virksomheden til et attraktivt sted for unge medarbejdere med fleksibilitet, mening og udvikling. Hos Blonde Inc. er der f.eks. ingen faste mødetider, hvilket giver kollegerne en frihed til selv at forme deres arbejde.

I 2023, hvor Blonde Inc.'s seneste regnskab er fra, landede virksomheden en bruttofortjeneste på mere end syv millioner kroner.

Daniel fik i sommeren 2020 en professionsbachelor i Medieproduktion og ledelse fra DMJX.

 

Max Secher Quorning

Rud Pedersen

- Foto: Jäger Aren

30-årige Max Secher Quorning er gået fra en stilling som studentermedhjælper ved konsulentvirksomheden Rud Pedersen til i dag at være konsulenthusets chef for forsvar og sikkerhed. Her råder han internationale forsvarsvirksomheder i, hvordan de bedst begår sig på det danske marked.

Dette omfatter alt fra forretningsudvikling og strategi, presse og kommunikation til håndteringen af både myndighedsprocesser og politiske processer.

Allerede som statskundskabsstuderende gjorde Max Secher Quorning sig bemærket ved at blive en del af chefredaktionen på nyhedsmediet Ræson, der beskæftiger sig med dansk og international politik.

 

Mia Josiassen

Billund Kommune

- Privatfoto

I Billund Kommune vil man gerne være ”Børnenes Hovedstad”, og det er et fokus, som Mia Josiassen varetager med stor iver.

Ifølge kommunaldirektør Thomas Foged er det skyld i, at Billund Kommune i dag står langt tydeligere i mediebilledet. Hun har ifølge ham været med til at flytte kommunens kommunikation til nye højder.

Det 35-årige talent kom til Billund efter en stilling som kommunikations- og sekretariatschef i Evida, som har det overordnede ansvar for gasdistributionssystemet i Danmark. Derudover har Mia Josiassen erfaring fra Christiansborg, hvor hun har arbejdet som kommunikationsmedarbejder og politisk assistent i Venstre og som pressechef i det tidligere Transport- og Boligministeriet.

 

Michelle Weis

Matas A/S

- Foto: Emily Spiro

Michelle Weis er ansvarlig for indhold, sociale medier og influencer-marketing hos Matas. Hendes arbejde har resulteret i en million følgere på tværs af virksomhedens sociale kanaler og har gjort, at mange flere unge besøger Matas' fysiske butikker.

Hun styrer Matas' samlede tilstedeværelse på sociale medier samt alt redaktionelt indhold og leder et hold af 22 medarbejdere.

Michelle Weis' team er netop blevet kåret til Årets Content Team ved Clever Content Awards. Her vandt de også for bedste SEO-strategi og bedste brug af sociale medier og fik en andenplads i bedste brug af influencere.

30-årige Michelle Weis er især skyld i, at detailkæden i dag fremstår mere ung og moderne.

 

Theo Bat Schandorff

KIND Film Productions / Kræftens Bekæmpelse

- Foto: Emilie Palsgaard-Jensen

Theo Bat Schandorff er filminstruktør og kreativ producer, og han er kendt for at bruge utraditionelle fortællegreb og udvikle kreative koncepter.

Han udvikler stærke visuelle fortællinger og filmprojekter for organisationer som Kræftens Bekæmpelse og er repræsenteret af produktionsselskabet Kind Film.

I Cannes blev det 34-årige talent i 2023 nomineret til Young Director Award for filmen 'Life is a Journey', en brandfilm for Okay Bravo, som er Kræftens Bekæmpelses ungdomskanal.

 

Trine Pilgaard Jørgensen

Lead Agency

- Foto: Julia Severinsen

Trine Pilgaard er en af kommunikationsbranchens førende eksperter inden for kunstig intelligens.

I dag bærer hun titlen som chef for digital strategi og kunstig intelligens hos Lead Agency.

Hos kommunikationsbureauet har Trine Pilgaard været på forkant og ændret det indefra med den nye teknologi. Hun startede i 2017 hos bureaet som konsulent, hvor hun til en kampagne foreslog at udvikle en chatbot, som hun derefter selv gik i gang med at bygge.

Det er blevet til en ny ydelse i Lead Agency, som dertil er blevet solgt til fire andre kunder. Dertil har hun udviklet intern AI-strategi for kommunikationsbureauet, der inkluderer et uddannelsesforløb for alle dets ansatte samt implementering af AI i alle dele af forretningen.

 

Valdemar Aslak Osted

Common Consultancy

- Foto: August Smolarz

Valdemar Aslak Osted er skaberen bag en række platforme, som indsamler data om politiske partier på sociale medier.

I 2020 lavede han hjemmesiden politiskannoncering.dk, der nu er førende inden for politiske partiers annonceforbrug på Facebook.

Det ledte ham hen til en studentermedhjælperstilling i Common Consultancy, hvor han nu er chef for teknologi. Han har bygget Common Consultancys platform, som samler Facebook-data fra alle politikere, medier og civilsamfundsorganisationer i 33 europæiske lande.

Materialet bruges af virksomheden til at identificere holdningsskift, trends og polarisering i debatter i den politiske sfære. Han rådgiver flere store danske partier i, hvordan man laver effektive kampagner og tilhørende annoncering på sociale medier.

 

Victor Boysen

Udenrigsministeriet

32-årige Victor Boysen besidder en post som pressechef for udenrigsministeren. En post, som han erhvervede sig allerede som 30-årig.

Han beskrives som ”en af de skarpeste hjerner” i Udenrigsministeriet af specialkonsulent Mette Juul Trepka.

Victor Boysen er som den første inde over, når ministeren skal kommunikere til danskerne, og er en nøglespiller i håndteringen af kriser, når de lander på ministerens bord.

Han blev færdig med sin kandidat i statskundskab i 2020, hvorefter han blev fuldmægtig i Udenrigsministeriet. Han har tidligere været landsformand for Radikal Ungdom.

0 Kommentarer