Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
En ny dansk investeringsbog anklages på Instagram for at have kopieret både forside og indhold fra en amerikansk bestseller fra 2019.
Der er tale om bogen ”Caffe latte-reglen”, der er udgivet i januar.
Bogen handler om investeringer, og på dens forside ses en kop kaffe.
Det samme gør sig gældende for den amerikanske bog ”The Latte Factor” fra 2019.
Det har fået den anonyme Instagram-profil Cand.Merc.Memes til at anklage forfatterne bag "Caffe latte-reglen" for at have kopieret titel og koncept.
Det afviser både forfatterne og Gyldendal, som har udgivet bogen, over for Berlingske.
”Vi finder det dybt problematisk, at en anonym social medieprofil uden presseetisk ansvar på den måde fremsætter alvorlige uberettigede beskyldninger og bedriver karaktermord på vores forfattere. Det nærmer sig det injurierende,” skriver Gyldendal i et svar til avisen.
En af bogens forfattere Jon Sigurd Wegener kalder det uheldigt, at bøgerne ved første øjekast minder om hinanden. Men han understreger, at hverken han eller hans medforfatter, Lene Nording-Gross, har kendt til den amerikanske bog.
Det synes forfatteren David Bach, der står bag "The Latte Factor", lyder mærkeligt.
I en kommentar til et af opslagene fra Cand.Merc.Memes skriver han, at han har svært ved at tro på, at danskerne af sig selv kom på samme idé til titel og forside som ham.