Kirsten Schwalbe skrev sig ind i historiebøgerne 14. oktober som den længstlevende danske nogensinde i en alder af 112 år og 218 dage. Billedet er fra hendes 111-års fødselsdag. Morten Stricker/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Godt en måned efter udgivelse har forlaget Gyldendal besluttet at ændre i en bog om den længstlevende dansker i historien, 112-årige Kirsten Schwalbe.
Det sker, efter at det er kommet frem, at hun under besættelsen var medlem af Danmarks Nationalsocialistiske Arbejderparti, DNSAP.
Det oplyser Gyldendals kommunikationschef, Niels Overgaard, i et skriftligt svar til Kristeligt Dagblad og Ritzau.
”Bogens forfattere og Gyldendal vil i det næste oplag foretage en tilføjelse på baggrund af de oplysninger, der er kommet frem,” lyder det.
Bogen, der udkom 8. oktober, hedder "Vi skal have noget at grine af" og handler om den 112-årige vestjydes liv.
Den er skrevet af journalist Frederik Helms og tv-fotograf Line Morell Holm, der er ansat ved TV Midtvest. De har gennem flere år fulgt Kirsten Schwalbe, og mediet administrerer hendes Instagram-konto. Forfatterne kendte ikke til medlemskabet, før Kristeligt Dagblad skrev om det.
Det fremgår ikke af det skriftlige svar fra Gyldendal, hvor og i hvilket omfang de nye oplysninger bliver tilføjet i bogen.