Ludomani

”Grotesk” og ”upassende”: TV 2 kritiseres for spilreklamer under ’X Factor’

Både Center for Ludomani og et debatindlæg kritiserer, at der på TV 2 bliver vist reklamer for pengespil i forbindelse med ’X Factor’. TV 2 siger, at man lytter til kritikken

”På ganske få minutter havde fem reklamer for pengespil haft deres time-to-shine på skærmen. Maria Casino, Unibet, Danske Spil, Mr. Green – you name it. Grotesk, når man tænker på konsekvenserne af spilreklamer.”

Sådan lyder det i et debatindlæg fra i mandags i Politiken, hvor den retorikstuderende Karna Bredahl, der også er ungdomspolitiker hos Radikal Ungdom, beskriver, hvad der mødte hendes øjne, da hun forrige fredag så ’X Factor’ på flow-tv hjemme hos sine forældre på Fyn.

Ifølge hende ramte reklamerne i bedste sendetid mellem TV 2 Nyhederne og ’X Factor’-afgørelsen, hvor blandt andet mange børn og unge venter i spænding på at finde ud af, hvem der bliver stemt ud af underholdningsprogrammet.

Også hos Center for Ludomani finder man det kritisabelt, at pengespil bliver markedsført i forbindelse med ’X Factor’.

”Det er vel det største familieprogram, vi har på tv lige nu, hvor rigtig mange børn og unge sikkert ser med ude i stuerne. Det er upassende, når vi ved, at så mange unge har problemer med spil,” siger centerleder Henrik Thrane Brandt.

500.000 danskere har spilafhængighed

Han henviser til en stor undersøgelse, der udkom sidste år, som undersøgte pengespil og pengespilsproblemer i Danmark.

Undersøgelsen viste, at udbredelsen af spilafhængighed siden 2016 er steget markant. Faktisk er andelen af voksne danskere med en eller anden grad af spilafhængighed fordoblet til omkring 500.000 personer.

Samtidig viser tallene, at seks procent af de 12-17-årige, hvilket svarer til 24.500 personer, har pengespilsproblemer. Det på trods af, at det slet ikke er lovligt for denne aldersgruppe at spille de fleste pengespil.

For Henrik Thrane Brandt er det bekymrende, at spilselskaber vælger at placere deres markedsføring i forbindelse med et familieprogram som ’X Factor’. Men TV 2 er heller ikke uden ansvar, mener han.

”TV 2 bør have en opmærksomhed på, at det er et stort problem. De er medvirkende til at normalisere pengespil. At det er harmløs underholdning. Det er det, der sker, når det forbindes med et familieprogram som ’X Factor’. Og vi ved, at markedsføringen har en betydning for ludomani.”

Hos Center for Ludomani ser man gerne, at politikerne på Christiansborg helt forbyder markedsføring for spil, hvilket man er på vej til at gøre i et andet europæisk land.

”Vi så gerne, at vi fulgte i hælene på Belgien, som fra 1. juli helt forbyder markedsføring af spil,” siger Henrik Thrane Brandt.

TV 2: En vigtig debat

TV 2 oplyser til Journalisten, at man ikke kan genkende påstanden i debatindlægget om, at der på få minutter var fem reklamer for pengespil i reklameblokken på traditionelt flow-tv mellem ’X Factor’-afgørelsen og Nyhederne.

Ifølge TV 2 var der forrige fredag to spilreklamer ud af 16 i den omtalte reklameblok. I de tre reklameblokke rundt om ’X Factor’ var der samlet tre reklamer fra spilvirksomheder ud af cirka 50 reklamer fra kl. 20.00 til 22.00.

I et skriftligt svar udtaler TV 2’s kommercielle direktør, Stig Møller Christensen, at det er en relevant debat, hvordan medier bør forholde sig til reklamer.

”Vi lytter selvfølgelig til kritikken fra Center for Ludomani. Det er en relevant debat, hvordan vi og andre medier bør forholde os til reklamer. Virksomheder har ret og lov til at reklamere for deres produkter inden for rammerne af reklamelovgivningen. Spilreklamer er tilladt i Danmark, og de er blandt andet med til at finansiere store sportsrettigheder og andet dansk kvalitetsindhold på TV 2.”

”Vi ved på den anden side også, at reklamer påvirker forbrugerne, og at vi som samfund står over for udfordringer, som alle bør være med til at løse. Det er et ansvar, vi er bevidste om.”

En undersøgelse af danskernes pengespil og pengespilsproblemer viste sidste år, at 24.500 unge mellem 12 og 17 år havde problemer med spil – bør I så tillade reklamer for spil i forbindelse med ’X Faktor’, når mange af ’X Factors’ seere netop er i den målgruppe? 

”Hvis der skal være begrænsninger i forhold til reklamer, er der politisk brug for lovgivning og generelle retningslinjer. Desuden er det et væsentligt spørgsmål, om forbud og begrænsninger på reklameområdet på for eksempel TV 2 er med til at løse problemerne,” lyder det skriftlige svar fra Stig Møller Christensen.

0 Kommentarer