
Chefredaktør på Sermitsiaq Masaana Egede i forbindelse med prisoverrækkelsen tirsdag på Fredensborg Slot. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Dronning Margrethe har som protektor for Ebbe Muncks Mindefond overrakt Ebbe Munck Prisen 2026 til chefredaktøren for det grønlandske medie Sermitsiaq, Masaana Egede.
Det fremgår af billeder fra overrækkelsen tirsdag eftermiddag i Havesalen på Fredensborg Slot i Nordsjælland.
Masaana Egede modtager Ebbe Munck Prisen 2026 for sit arbejde med at informere og rapportere til den grønlandske befolkning og omverdenen om den amerikanske præsident Donald Trumps udtalte krav om at overtage landet.
”Prisen gives for Masaana Egedes indsats for fri og troværdig journalistik på begge sprog. Med prisen anerkendes Masaana Egedes bidrag til ytringsfriheden og den oplyste debat i Grønland,” skriver kongehuset til en række billeder offentliggjort på Instagram.
Ebbe Muncks Mindefond fremhæver i begrundelsen for Masaana Egede som årets modtager af Ebbe Munck Prisen, at han ”varetog opgaven med at levere fri og kritisk journalistik midt i et geopolitisk stormvejr”.
Kort efter Ebbe Muncks død i 1974 stiftede en kreds af hans venner Ebbe Muncks Mindefond til minde om den danske journalist, polarforsker, diplomat, modstandsmand og hofchef.
Årligt uddeler mindefonden Ebbe Munck Prisen til personer inden for områder, der havde Ebbe Muncks særlige interesse: herunder grønlandsforskning, oplysning om frihedskampen under Besættelsen og journalistik.
Ebbe Munck Prisen blev indstiftet i 1975 og har siden begyndelsen været overrakt af dronning Margrethe.
Blandt tidligere modtagere er journalist Matilde Kimer i 2022, astrofysiker Anja C. Andersen i 2018 og politiker Uffe Ellemann-Jensen i 2002.