Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
13:33 17.01.2025 Ritzau

Grønlands regering: Falsk Múte B. Egede-profil sender sviner mod USA

Grønlands regering: Falsk Múte B. Egede-profil sender sviner mod USA

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Naalakkersuisut, Grønlands regering, meddeler fredag på sin hjemmeside, at en falsk person på det sociale medie X udgiver sig for at være den grønlandske regeringschef, Múte B. Egede.

I et svar på et opslag fra milliardæren og Donald Trump-støtten Elon Musk står der på den falske profil følgende med adresse til Musk og USA:

”Fjern jeres beskidte hænder fra vores land. Grønland er frit og vil forblive frit.”

Naalakkersuisut meddeler altså, at profilen er falsk.

”Der er en falsk profil, der udgiver sig for at være formanden for Naalakkersuisut. Venligst se bort fra det falske opslag,” skriver regeringen.

USA's kommende præsident, Donald Trump, ønsker amerikansk kontrol med og ejerskab over Grønland, hvilket Múte B. Egede, den rigtige, har afvist kategorisk.

”Vi vil ikke være amerikanere, og vi vil heller ikke være danskere. Vi vil være grønlændere,” sagde han natten til fredag dansk tid til den amerikanske tv-kanal Fox News.

SENESTE NYT

Flere nyheder