Offentlighedsloven

Gravercenter vil have Danmark på internationalt aktindsigt-niveau med nye forslag

Et nyt klagesystem, en udvidelse af notatpligten og en ratificering af Europarådets konvention om aktindsigt er blandt andet nogle af de forslag, som Gravercentret kommer med

Danmark lever ikke op til internationale standarder for anmodning om aktindsigt. Sådan lyder det blandt andet i Gravercentrets forslag om en helt ny offentlighedslov.

Det er særligt balancen mellem beskyttelse af politiske beslutningsprocesser og offentlighedens ret til indsigt heri, der møder kritik fra Gravercentret, der blev etableret som del af medieforliget for at styrke og støtte mediernes arbejde med kritiske graverhistorier.

”Et grundlæggende problem ved offentlighedsloven er, at dette hensyn er vendt på hovedet og brugt som et argument, der primært taler mod offentlighed. Et velfungerende demokrati kræver særlig åbenhed om de politiske beslutninger og grundlaget for disse, men i Danmark er der særlig lukkethed herom,” lyder det blandt andet i høringssvaret.

Gravercentret mener grundlæggende, at offentlighedsloven har ført til en mørklægning af politiske beslutningsprocesser, som fremmer ministeriernes muligheder for spin, når de præsenterer nye lovforslag.

Høringssvaret er skrevet, efter Justitsministeriet i februar 2024 nedsatte et offentlighedsudvalg, der skal bidrage til forslag om den kommende revision af offentlighedsloven.

I maj bad Justitsministeriet Gravercentret om konkrete forslag til lovændringer.

Her er fire konkrete områder, som Gravercentret foreslår ændret.

1. Danmark er mere lukket end nabolandene

Gravercentret fremhæver blandt andet, at offentlighedsloven har en såkaldt generalklausul, der ikke angiver beskyttelseshensyn.

Det giver mulighed for at undtage dokumenter og oplysninger om faktiske forhold, når en myndighed finder hemmeligholdelse nødvendig på grund af forholdets karakter.

Og beskyttelsesregler i den danske offentlighedslov går ifølge Gravercentret ’betydeligt videre’ end internationale standarder.

I andre lande stiller man krav om mere ’præcis’ afgrænsning af beskyttelsesinteresser i den offentlige forvaltning og kræver en konkret vurdering af den skade, som en aktindsigt kunne forvolde.

Danmark har heller ikke, som det eneste nordiske land, ratificeret Tromsøkonventionen, der er Europarådets konvention om aktindsigt. Gravercentret foreslår, at en ændring af offentlighedsloven som minimum bør sikre, at Danmark kan ratificere Tromsøkonventionen uden forbehold.

De foreslår samtidig, at miljøoplysningsloven og den nuværende offentlighedslov samles i en, hvilket kan lade sig gøre, hvis Danmark følger de internationale standarder.

2. Et nyt klagesystem

En række andre lande har et overordnet klageorgan for aktindsigt. Det har Danmark ikke.

Den nuværende offentlighedslov gør vejen til at klage afhængig af sagsområdet. Det betyder, at der er mange klageorganer, og ikke alle har ekspertise i aktindsigt.

”Aktindsigt handler om demokratisk kontrol med offentlige forvaltninger, og det er paradoksalt, at klagesystemerne er så spredte og svage,” lyder det fra Gravercentret.

For eksempel er Folketingets Ombudsmand den eneste mulighed for at få behandlet en klage over afslag fra ministerier. Ankestyrelsen er det vigtigste organ til at få behandlet klager fra kommuner og regioner.

Men Folketingets Ombudsmand og Ankestyrelsen er ikke egentlige klageinstanser og afgør selv, om en klage skal behandles. Gravercentret forslår, at klagevejene samlet i ét klageorgan med særlig ekspertise i offentlighedsregler for at sikre, at der bliver truffet rigtige afgørelser samt en klar praksis på området.

3. Meroffentlighedsprincip har ingen betydning

Gravercentret påpeger, at den nuværende lovning om ’meroffentlighed’ reelt ikke har nogen betydning.

Princippet om ’meroffentlighed’ går på, at en styrelse i forbindelse med en anmodning om aktindsigt skal overveje, om der kan gives aktindsigt i videre omfang, end hvad der følger af offentlighedsloven §§ 23-25.

Gravercentret foreslår at erstatte den med en ’reel regel’ om meroffentlighed, der kræver konkrete begrundelser for risici ved at give aktindsigt, samt konkrete afvejninger mod hensynet til offentlighed i forvaltningen.

4. Notatpligten er for snæver

Gravercentret foreslår også at få kravet om notatpligt udvidet.

En offentlig myndighed har pligt til at notere alle relevante oplysninger om en sag, som myndigheden senere skal træffe en afgørelse om.

Men Gravercentret mener, at bestemmelsen er for snæver. De forslår derfor, at der stilles krav til dokumentation af politiske beslutninger, samt grundlaget for de beslutninger. Desuden vil Gravercentret have lobbyisme og økonomisk støtte til politiske partier omfattet af notatpligt.

Med ændringerne af offentlighedsloven 2013 blev undtagelse af forretningsforhold væsentligt udvidet. Siden da er det ifølge Gravercentret blevet ’meget vanskeligt’ at kontrollere udgifter til gennemførelsen politiske beslutninger. De foreslår derfor, at undtagelsen af aktindsigt begrænses til egentlige forretningshemmeligheder.

Gravercentret vil desuden have anvendelsesområdet udvidet, så man kan søge aktinsigt i fonde og selskaber, hvor der træffes politiske beslutninger.

0 Kommentarer