Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
13:27 13.11.2024 Anna Sol Jørgensen

”Giftig platform”: The Guardian trækker sig fra X

”Giftig platform”: The Guardian trækker sig fra X

X-ejer Elon Musk er i dag blevet sat i spidsen for et nyt ministerium i USA. Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix

Det britiske medie The Guardian kommer ikke længere til at dele sit indhold på den Elon Musk-ejede platform X, skriver mediet selv.

”Vi mener, at fordelene ved at være på X ikke længere opvejer det negative, og at ressourcerne er bedre brugt på at promovere vores journalistik andre steder,” skriver The Guardian.

Ifølge The Guardian har mediet længe overvejet at droppe sin tilstedeværelse på platformen, hvor der i stigende grad bliver promoveret ”foruroligende indhold”, herunder konspirationsteorier og racistisk indhold.

”Den amerikanske præsidentvalgkamp har kun understreget, hvad vi har tænkt længe: At X er en giftig medieplatform, og at dens ejer, Elon Musk, har været i stand til at påvirke og forme den politiske debat,” skriver The Guardian.

Elon Musk støttede Donald Trump under valgkampen, og i dag har Donald Trump annonceret, at Elon Musk bliver sat i spidsen for et nyt ministerium, der skal mindske bureaukrati i USA’s regering.

Mediet understreger, at brugere stadig vil kunne dele The Guardians indhold på platformen, og at journalister også stadig vil bruge X til nyhedsovervågning.

 

SENESTE NYT

Flere nyheder