På billedet ses DJ’s forperson, Allan Boye Thulstrup, og formand for Djøf Privat Anne Waagstein sammen med stifter af Community Helge Toksvig Bjerre. Foto: Jens Panduro
Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation (DJ) har sammen med DJØF Privat for første gang indgået en overenskomstaftale med et kommunikations- og konsulentbureau.
Det skriver DJ i en pressemeddelelse.
Konkret er der tale om en aftale med bureauet Community Agency, som omfatter seks ansatte. Aftalen viser ifølge Allan Boye Thulstrup, forperson i DJ, at også kommunikations- og konsulentbranchen kan organiseres på en måde, der tager arbejdsmiljø og trivsel alvorligt:
”Det er et gennembrud, at der nu findes en rigtig overenskomst i en branche, hvor mange medarbejdere ellers har stået uden fælles rammer om blandt andet arbejdstid og adgang til at vælge tillidsrepræsentant,” udtaler han.
Højt arbejdspres og uklare grænser
Overenskomsten er resultatet af et års forhandlinger og gælder de næste tre år. Den fastsætter rammer for blandt andet lønstigninger, arbejdstid, pension, barsel, ferie, fritvalg, tillidsrepræsentant og efteruddannelse.
Samtidig er aftalen konstrueret, så andre kommunikations- og konsulenthuse fremover vil kunne tiltræde den.
Dermed skaber aftalen et konkret grundlag for, at der på sigt kan udvikles en egentlig brancheoverenskomst i en sektor, der hidtil har stået uden fælles løn- og arbejdsvilkår, påpeger DJ.
Konsulent- og kommunikationsbranchen er præget af højt arbejdspres og en kultur med uklare grænser for overarbejde. En analyse fra 2024 udarbejdet af DJØF viser eksempelvis, at halvdelen af konsulenterne er nødt til at arbejde over hver dag eller flere gange om ugen. Samtidig har mange – særligt yngre medarbejdere – svært ved at se sig selv blive i branchen på længere sigt.
Kan forhåbentlig bane vejen for andre
Også hos bureauet Community Agency, er founder og CEO Helge Toksvig Bjerre ifølge pressemeddelelsen begejstret over, at det er lykkedes at lande en aftale med DJ.
”Vi vil gerne vise, at overenskomst og gode arbejdsforhold sagtens kan gå hånd i hånd med vækst og tårnhøje faglige ambitioner. Derfor er jeg også stolt over, at Community er gået forrest med at tegne en overenskomst og forhåbentlig kan være med til at bane vejen for andre,” udtaler han.
For det er der brug for, tilføjer Helge Toksvig Bjerre:
”Der er brug for et fælles løft, hvis branchen vil være attraktive arbejdspladser og kunne tiltrække og fastholde nye generationer på den lange bane.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.