Et år efter terrorangrebet, der udløste krigen i Gaza, er konfliktzonen stadig lukket land for de fleste af verdens journalister.

Gaza er omkranset af Israel og Egypten, men 12 måneder efter at de første bomber begyndte at regne over civilbefolkningen, forhindrer de to lande stadig internationale medier i at få adgang, så de kan rapportere fra området.

Ifølge Europas største organisation for journalister – European Federation of Journalists (EFJ) – bør den censur, de to lande ved Gazas grænser udøver, kaste en lang sort skygge over deres samvittighed.

”Vi fortolker den censur, som de israelske og egyptiske myndigheder pålægger internationale medier, som en handling, der gør dem medskyldige i de igangværende krigsforbrydelser og menneskeretsforbrydelser – uanset om de bliver begået af israelere eller palæstinensere,” siger EFJ’s generalsekretær, Ricardo Gutiérrez,  i en kommentar til Journalisten.

Ricardo Gutiérrez hævder, at der er ”hundredevis” af europæiske journalister, der er klar til at tage ind i krigszonen for at rapportere, hvis de får muligheden.

”Den her massive censur af dækningen af en væbnet konflikt er uden fortilfælde i nyere historie. Vi skal sætte en stopper for censuren, fordi det er en konflikt, der vedrører os alle og ændrer verdens gang,” siger generalsekretæren.

Gaza er en sort boks

Også herhjemme er Dansk Journalistforbund fortørnet over den manglende mulighed for at dække krigen fra selve krigsskuepladsen.

Formand i DJ, Tine Johansen, kalder i den forbindelse årsdagen for krigsudbruddet for en ”sort mærkedag”.

”Det er meget trist og uhyggeligt at tænke på, at der er et område i verden, som har udviklet sig til en form for sort boks, hvor vi som omkringliggende samfund ikke har adgang til at have øjne og ører på jorden,” siger hun.

DJ-formanden understreger, at censuren bevirker, at vi mister vidnesbyrd om, hvad der foregår og dermed om de konsekvenser, krigen har for almindelige mennesker.

”Jeg håber, at der bliver åbnet op, så pressens repræsentanter kan komme ind i Gaza og dække det, der foregår. Vi har i tidligere krige set, at vidnesbyrd faktisk kan få noget til at ske. Det så vi under Balkankrigene, hvor verdenspressen kunne fotodokumentere, hvad der udspillede sig for øjnene af os. Det var det, der fik politikere til at reagere,” siger hun.

Lige nu er der ingen tegn på, at de israelske og egyptiske myndigheder bøjer sig for mediernes pres. Sker det på et tidspunkt, vil det også skabe grobund for en række tunge overvejelser om journalisternes sikkerhed.

Ud over at være lukket land for udenlandske medier er krigen i Gaza nemlig også den mest dødbringende for journalister, der nogensinde er registreret.

Ifølge tal fra organisationen Committee to Protect Journalists er mindst 128 – fortrinsvis palæstinensiske – journalister dræbt siden 7. oktober sidste år. Og her er drabet på en 19-årig journalist, som ifølge The Guardian blev dræbt på selve årsdagen, ikke medregnet.

Det nærmeste, journaliststanden kommer et sådant blodbad i egne rækker, er 2006, hvor 56 journalister blev registreret dræbt i forbindelse med Irak-krigen.