Fyringsrunde på Bornholms Tidende: Det er virkelig trist

Fyringsrunden på Bornholms Tidende er nu overstået, og det har været en trist omgang. Det har dog også været nødvendigt, vurderer både chefredaktør og tillidsmand

Bornholms Tidende er en relativt lille redaktion og avis, og derfor kommer man tæt ind på livet af sine kolleger.

Derfor var det også en trist dag torsdag, hvor man endegyldigt færdiggjorde den fyringsrunde, som blev bebudet efter faldende annoncesalg på grund af coronapandemien.

”Det er en trist dag, for det er kolleger, hvor mange af dem har været der i mange år, og de udgør og har udgjort en stor del af avisens dna,” siger tillidsmand Berit Hvassum.

Samme toner lyder fra chefredaktør Kristoffer Gravgaard:

”Det er virkelig trist, at vi skal sige farvel til seks medarbejdere og nedlægger syv stillinger. Det er vi rigtig kede af,” siger han.

Opretter nye stillinger

Helt konkret siger man farvel til en grafiker, en fotograf, en redaktionssekretær og nedlægger tre skrivende stillinger. Derudover flyttes en fotograf over i en skrivende stilling.

Selv om der skal spares i millionklassen, vil lokalmediet samtidig oprette fire nye stillinger inden for bladsalg og digital udvikling.

Ifølge tillidsmand Berit Hvassum var der dog ikke umiddelbart mulighed for at omplacere nogen af de afskedigede medarbejdere til de nye stillinger.

”Spørgsmålet er, om det var det, folk ville. Når man er journalist eller redaktionssekretær, så er det ikke digital udvikling, man gider at sidde og rode med,” siger hun og tilføjer, at medarbejderne er indstillet på forandringerne:

”Nu sætter vi kursen, og alle går ind i det nye. Alle er klar over, at Bornholms Tidende skal være skarp og tilpasses fremtiden. Vi skal blive mere modstandsdygtige,” siger hun.

Ultralokale nyheder

Chefredaktør Kristoffer Gravgaard fortæller, at avisen skal blive meget bedre til at dække Bornholm med et ”ultralokalt” fokus. Man skal også blive bedre til at finde ud af, hvad bornholmerne gerne vil læse om:

”Vi benytter samtidig sparerunden til at fokusere på den digitale fremtid, som vi skal leve i. Men jeg er meget fortrøstningsfuld omkring fremtiden. Jeg tror, vi har et kæmpe digitalt potentiale på Bornholm,” siger han.

Helt konkret skal der foretages trafikanalyser af hjemmesiden, så man gennem data bliver klogere på brugernes adfærd. Men overordnet set kan Kristoffer Gravgaard allerede nu fortælle, at man kommer til at satse på ultralokale nyheder, nyheder, debat, navnestof og servicestof.

I forbindelse med fyringsrunden er der indgået aftrædelsesordninger, men chefredaktøren ønsker ikke at fortælle hvor mange.

0 Kommentarer