Foto: Sjællandske Medier (red. Jo)
De seneste fem år har Sjællandske Medier mindst syv gange gennemført sparerunder, som har kostet et hav af redaktionelle stillinger.
Undervejs har det ført til frustrationer hos medarbejderne, der har efterlyst en klar strategi for at undgå fyringer.
Men der skal alligevel fyres kollegaer igen i kølvandet af den strategi, som den nye ledelse har præsenteret, efter forhenværende adm. direktør Jens Nicolaisens afgang i november.
Helt konkret skal der lukkes ugeaviser og kontorer i koncernen.
Ifølge direktør og ansvarshavende chefredaktør Louise Pettersson er der med lukningen af flere ugeaviser i Storkøbenhavn tale om en reel strategi, som skal sikre fremtiden for Sjællandske Medier.
Kort fortalt vil mediehuset have fokus rettet stift mod de steder, hvor der er potentiale.
Og det er altså ikke København og Storkøbenhavn, er man nået frem til:
”Vi har nogle virkelig, virkelig gode lokale aviser derinde, men der er ikke det store abonnementspotentiale,” siger hun og understreger, at mediehuset stadig bevarer nogle af de rentable forretninger i Storkøbenhavn som i for eksempel Høje Taastrup og Ballerup.”
Kan ikke udelukke flere sparerunder
Til MediaWatch lægger I meget vægt på, at det ikke er en spareøvelse, men et strategisk skifte. Tror du også, medarbejderne sidder med en følelse af, at det er et strategisk skifte frem for en spareøvelse?
”Jeg håber, de forstår, at det her i virkeligheden handler om at styrke vores lokale dækning, selvom jeg udmærket er klar over, at det kan lyde som Komiske Ali. Men det er vores fokus at løfte den lokale dækning på Sjælland. Der, hvor det giver bedst mening, og hvor brugerne efterspørger os og vil betale for os.”
Øvelsen handler for Louise Pettersson om at sikre et langsigtet fundament for Sjællandske Medier, så man kan undgå de konstante sparerunder. Hun vil for nuværende ikke svare på, hvor mange medarbejdere der lægges op til at blive afskediget.
Kan medarbejderne på den anden side af denne fyringsrunde ånde lettet op og tænke: Pyh, nu er der i hvert fald ikke en fyringsrunde i et stykke tid?
”Det synes jeg er virkelig svært, for det er der ikke nogen, der kan sige i de her år. Men vi vil gøre alt i verden for at undgå det. Jeg synes, at det værste man kan gøre i en medievirksomhed, er at køre en salami-metode, hvor virksomheden langsomt udmagres for medarbejdere, og det vil vi ikke have.”
Afviser salamimetode
Louise Pettersson afviser dog, at man kan kalde de flere end syv sparerunder de seneste fem år for en salamimetode:
”Vi har forsøgt at tilpasse os så klogt som muligt. Når vi har skåret, har vi ændret i opgaver, automatiseret og effektiviseret. Vi er ikke bare blevet færre om at løse den samme opgave.”
Men er syv sparerunder ikke for meget i forhold til, hvad man kan udsætte medarbejderne for?
”De her svære perioder er altid enormt krævende for medarbejderne. Men det er jo ikke noget alternativ til at tilpasse virksomheden til den økonomiske virkelighed. Jo, så kunne vi vælge at lukke, men det er der heller ikke nogen, der ønsker sig. Men man kan kræve af ledelsen, at der træffes kloge beslutninger i forhold til, at man ikke bare bliver ved med at gøre det samme og samme og så forvente et bedre resultat.”
Grundet vinterferien vil forhandlingerne om afskedigelser forlænges til de sidste uger i februar. Selvom ledelsen ikke vil sætte tal på, er det blevet meldt ud, at det drejer sig om stillinger på både det redaktionelle og administrative.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.