
Alex Nyborg Madsen (th.) og hans makker, Søren Rebbe, er lykkedes med at crowdfunde midler til at føre deres nystartede radiokanal over på DAB. Foto: Morten Husted
Mundvigene pegede nedad, da radioværten Alex Nyborg Madsen i 2022 måtte forlade sin mangeårige arbejdsplads i DR i forbindelse med en fyringsrunde.
Siden har smilet sneget sig tilbage hos radioværten, og i dag har det bredt sig til et grin.
Alex Nyborg Madsen er nemlig lykkedes med at rejse de 400.000 kroner, som han og hans makker, Søren Rebbe, havde sat sig for at indsamle via crowdfunding-portalen Kickstarter.
Pengene er indsamlet for at rykke makkerparrets radiokanal, Radio Mars, fra alene at være en internetbaseret musikkanal til også at udkomme på DAB, fortæller Alex Nyborg Madsen.
”Mange af vores brugere har efterspurgt en DAB-løsning. De er den generation, der er vokset op med, at radio er et apparat, man tænder og slukker for, og desuden bliver langt det meste radio lyttet i biler, som har DAB-radioer,” siger han.
Regnestykket sagde 400.000
For at kunne udkomme på DAB regnede Alex Nyborg Madsen og Søren Rebbe sig frem til, at de skulle rejse mindst 400.000 kroner via indsamlingen.
170.000 af dem skal bruges til at betale for en DAB-licens i en prøveperiode på halvandet år.
Yderligere 170.000 kroner skal bruges til at betale de afspillede kunstnere gennem rettighedsorganisationerne Koda og Gramex.
Crowdfunding-portalen Kickstarter skal have 10 procent af indsamlingen, og de sidste 20.000 kroner er sat af til at opgradere det tekniske set-up, når Radio Mars skal udkomme på DAB.
Hvad med løn?
”Det er ikke en del af det. Vi har besluttet, at vi ikke vil drive en reklamekanal, så indtil videre er det drevet af hjerteblod og af de penge, vi får ind fra brugere, der vælger at støtte os med mindre beløb, og som til gengæld får adgang til kanalen on-demand,” siger Alex Nyborg Madsen.
Troede på det hele vejen
Crowdfunding til medieprojekter er fortsat en forholdsvis uprøvet størrelse i Danmark, men selv om det umiddelbart kan lyde svært at få almindelige borgere til at spæde til, var Alex Nyborg Madsen ikke i tvivl om, at det ville lykkes.
”Jeg er repræsentanten for den lyse side, så ja, jeg havde egentlig regnet med, at det ville lykkes. Men det havde min makker ikke, så han har en hat, han skal æde nu,” siger Alex Nyborg Madsen.
Indsamlingen fortsætter indtil på lørdag. I skrivende stund har 657 donorer indbetalt i alt 409.350 kroner.
Alex Nyborg Madsen forventer, at Radio Mars er tilgængelig som DAB-kanal omkring 1. januar.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.