Journalistpris

Freelancer i Afghanistan vinder ”den lille Cavling” for utrættelig dækning

Journalist Nanna Muus Steffensen modtager Kristian Dahls Mindelegat for at fortælle videre der, hvor historien om Afghanistan i danske medier ellers ville være forstummet

Kristian Dahls mindelegat går i år til journalist Nanna Muus Steffensen. Det skriver Dansk Journalistforbunds Kreds1, der uddeler prisen, som ofte kaldes ”Den Lille Cavling”.

Nanna Muus Steffensen er freelancejournalist bosat i Afghanistan og modtager prisen for sin utrættelige dækning af landet.

”Nanna Muus Steffensen fortæller videre der, hvor historien om Afghanistan i danske medier ellers ville være forstummet,” lyder det i begrundelsen fra juryen.

Da de sidste danske soldater forlod landet i sensommeren 2021, blev Nanna Muus Steffensen boende i Kabul, hvor hun fortsatte med at fortælle historierne om de mennesker, vi havde lagt bag os.

”Uden hende ville vi være gået glip af væsentlig viden om en del af danmarkshistorien, som er let at glemme, og som mange ønsker at vende ryggen til,” skriver juryen.

Nuancer, følelser og erfaringer

De fremhæver Nanna Muus Steffensen for hendes kendskab til landet og et kildenetværk, der ud over fakta kan give nuancer, følelser og erfaringer.

”Hun kan i én artikel formidle både den store fortælling om fundamentale ændringer i et helt land og de små menneskelige fortællinger,” lyder det.

Samtidig fremhæver juryen de umulige arbejdsvilkår, som Nanna Muus Steffensen arbejder under i Afghanistan, der sidste år blev overtaget af Taliban.

14 var indstillet

Kristian Dahls Mindelegat uddeles af den københavnske Kreds 1 til ”en yngre journalist, som med lødig journalistik har skabt interesse for sit stofområde”. Prisen er på 15.000 kroner.

Der var i år 14 indstillinger til prisen. Komitéen valgte ud over Nanna Muus Steffensen at nominere: Mikkel Vuorela & Johanne Pontoppidan Tuxen for ’Naturvidenskaben Genfortalt’, og Anne Kirstine Hermann for ’Imperiets børn’.

0 Kommentarer