Foto: Privatfoto (collage: Journalisten)
Ferietid er højtid for store karrierevalg. Hen over sommeren taler vi med 10 branchefolk, som har truffet et usædvanligt karriereskift og i dag er landet i et helt andet arbejdsliv end det, der oprindeligt lå i kortene for dem.
I dag skal du møde 63-årige Niels Juel Severin.
Han var administrerende direktør for Metronome i ni år og programdirektør for STV Production.
Her var han blandt andet med til at lave tv-programmer som ’Langt fra Las Vegas’, ’Big Brother’ og ’Sporløs’.
I dag er han anlægsgartner med sit eget firma, ’Stadsgartneren’.
Mere end hvert tredje medlem af Dansk Journalistforbund overvejer helt at forlade medie- og kommunikationsbranchen.
Men hvor går man hen i stedet?
I sommerserien her har vi samlet et lille idékatalog med fortællinger om, hvad man kan lave, hvis man drømmer om noget helt andet.
Jeg landede i branchen ... ved et tilfælde. Jeg var oprindeligt uddannet anlægstekniker. Ved siden af spillede jeg musik og mødte Michael Bundesen, dengang programchef for Kanal 2, da jeg spillede til et bryllup. Vi hyggede os, og han foreslog, at jeg skulle lave noget fjernsyn. Jeg har altid syntes, jeg var lidt småkreativ, så det at lave have og lægge fliser var ikke nødvendigvis min drøm. Da muligheden på Kanal 2 bød sig, greb jeg den. Det kan man lige så godt, når man bliver tilbudt noget her i livet. Kort efter startede min tv-karriere, som elev og yngste mand på Kanal 2.
Til at begynde med … var det sjovt og inspirerende. Tv-stationerne var åbne for nyt, for en lille smule vildskab og for, at man turde noget. På Metronome fik vi lov til at starte ’Langt fra Las Vegas’ op. Jeg følte, vi erobrede nyt land hele tiden og flyttede branchen. Jeg fandt på nye måder at producere og klippe på. Det var bare enormt skægt.
Der sker det … at jeg selvfølgelig bliver ældre, men der sker også det, at tv-stationerne begynder at tage mere hensyn til økonomi, til kanalens samlede look og flow, fremfor idéfolk. Det blev mere strømlinet, mere sikkert og mere: Vi skal passe på ikke at træde nogen over tæerne. Branchen ændrede sig. Branchen blev træt af mig, og jeg blev også træt af branchen. Vi slog op med hinanden.
Min drømmescenarie var … slet ikke at blive gartner. Jeg drømte ikke om det til at begynde med – overhovedet ikke. Jeg startede først et kommunikationsbureau med et par andre gutter og tog til et møde på et bureau for at pitche en idé. De grinede og syntes, vores idé var verdens bedste. Men så opdagede jeg, at der også sad nogle, som tænkte mere på deres egen profit og status. Og der indså jeg, at jeg skulle finde på noget helt andet.
Vejen dertil var … megahård. Jeg vendte hver eneste 25-øre, for at det kunne lade sig gøre. Der var meget, jeg ikke havde rørt ved i 30 år, som jeg lige skulle have fat i igen. Det startede, efter at en gammel kollega tog fat i mig og spurgte, om det ikke var noget med, at jeg var gammel gartner, og om jeg ville lave hans indkørsel. Jeg sagde ja, fordi jeg skulle bruge nogle penge. Det var aldrig min mening, at det skulle blive ved. Det skulle være en lille periode, mens jeg ledte efter noget andet at lave. Siden har det grebet om sig. Nu synes jeg faktisk, at det er blevet sjovt, og jeg kan se en kæmpestor værdi i det, jeg laver. Nu er jeg ovenikøbet den stolte gartner.
Det sværeste var ... statusændringen. At skulle forklare sig selv, at nu var man noget andet, end man havde været i 30 år. Der er stor forskel på at sige, at man er direktør på Metronome, til at sige, at man er gartner. Det var megasvært, og det krævede en del selvindsigt at overbevise sig selv om, at det var den rigtige beslutning. Jeg ser heller ikke mange af mine gamle kolleger længere. Der ringer indimellem nogen, når de skal have lavet en have, men de ringer ikke og chit-chatter. Når man er ude af tv-branchen, så er man ude.
Det bedste er … at jeg har et job, hvor jeg er tæt på mine kunder hele tiden. Det er helt vidunderligt, at der ikke er nogen mellem mig og mine kunder. Men det er ikke prestigefyldt, og det er heller ikke godt betalt, selv om jeg har fået en god forretning nu. Når solen skinner, siger mine naboer, at de ville ønske, de også kunne være gartnere, så kigger jeg på dem og siger: Har du glemt, at det har regnet i fire måneder? Det er hårdt, koldt og slidsomt, men samtidig megasjovt og megatilfredsstillende.
Når jeg ser branchen i bakspejlet ... tænker jeg, at det, jeg har lavet i tv-branchen, ikke er noget, der består. Når jeg siger til mine børn, at jeg lavede ’Big Brother’, aner de ikke, hvad det er. Men når jeg planter et træ eller laver en græsplæne, så står den der de næste 50 år. Det har en værdi for mennesker. De bruger deres opsparing på at få lavet en ny have, som de bliver lykkelige og glade for. Det er fantastisk.
Mit bedste råd til andre er … at komme væk, når man først har fået tanken om, at man ikke længere, skal være der. Du kan ikke ændre branchen, du kan kun ændre dig selv. Det er ikke sikkert, at man brænder for det nye med det samme, men så kan man lære at brænde for det og få det bedste ud af det.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
God vind til dig
Hans Østergaard