Den forgangne uge har journalist Jens Langhorn næsten ikke turdet åbne sin mail eller tjekke indbakkerne på sociale medier.

Siden hans dokumentarserie ’Skolens tabte børn’ mandag havde premiere på DR, er reaktionerne nemlig strømmet ind på alle platforme.

”Det har været helt vildt. Jeg kan slet ikke følge med – jeg kan simpelthen ikke rumme det,” fortæller Jens Langhorn.

Serien handler om børn med ekstrem skolevægring og tager udgangspunkt i Jens Langhorn og hans kones egen fortælling som forældre til to børn med langvarigt ufrivilligt skolefravær.

”Vores program giver et nært indblik i noget, vi selv står midt i, og som kan være svært at forstå. Det er et ekstremt fænomen, men det er jo et hverdagsdrama, som foregår i mange tusinde hjem hver dag. Og det er et hverdagsdrama, som på mange måder er usynligt og tabubelagt,” siger Jens Langhorn.

Hans kones idé

Oprindeligt var det Jens Langhorns kone, Louise Gielov, som foreslog ham at lave en dokumentar om ekstrem skolevægring.

På det tidspunkt havde parrets to yngste ud af tre drenge ikke været i skole i henholdsvis halvandet år og fem måneder, og situationen derhjemme var desperat.

”Da vi var det allermørkeste sted, sagde Louise: Du bliver nødt til at lave noget om det her,” fortæller Jens Langhorn.

”Jeg kan huske, at jeg havde en del modstand på det. Jeg tænkte, at jeg som objektiv undersøgende journalist jo ikke kunne dække noget, jeg selv er så fedtet ind i. Jeg vidste simpelthen ikke, hvordan jeg skulle gøre det.”

Derfor sparkede han i første omgang idéen til hjørne. Men da hans kone en dag kom hjem og viste ham en video, hun havde filmet af sig selv i familiens baghave, opløst i tårer efter endnu et meltdown, ændrede han mening.

”Pludselig kunne jeg se det for mig, at okay, det er dén vej, vi skal gå. Og så begyndte vi egentlig bare at filme, hvordan virkeligheden faktisk er herhjemme.”

Selve beslutningen om at inddrage deres egne børns historie var dog langtfra let for Jens Langhorn og hans kone.

”Det var nok det sværeste valg af dem alle. For kan man overhovedet det? Det er jo også vores børns fortælling,” fortæller han.

Kæmpe wauw-effekt

I dokumentaren følger man, hvordan forældreparret via forskellige facebookgrupper rækker ud til andre forældre i samme situation og derfra samler en forældregruppe.

I løbet af de første uger efter deres opslag får de over 300 beskeder fra forældre, som gerne vil være med til at fortælle og nuancere historien om langvarig skolevægring.

”Jeg kan huske, jeg vågnede klokken fem om morgenen og gik ned i baghaven, fordi jeg bare var nødt til at læse alle de her beskeder. Det var virkelig rørende og gav en kæmpe wauw-effekt at høre fra andre, som én til én stod i det samme som os,” husker Jens Langhorn.

Her mødes Jans Langhorn og hans kone, Louise Gielov, for første gang med hele forældregruppen. Foto: DR

En helt ny rolle

Jens Langhorn har arbejdet som undersøgende journalist i 18 år og har tidligere stået bag en række store dokumentarsatsninger.

Men arbejdet med serien om skolens tabte børn har været langt mere personlig end andet, han tidligere har været involveret i, fortæller han.

”Normalt skal man jo som undersøgende journalist være objektiv og have armslængde. Men her er jeg gået ind i det som far,” siger Jens Langhorn.

Den præmis lægger han allerede i seriens indledende minutter åbent frem ved at sige, at han er journalist, men at han i denne sammenhæng først og fremmest er far. Og det har været afgørende for troværdigheden, understreger Jens Langhorn.

”I hvert eneste program skal du som seer ikke være i tvivl om, at jeg selv er part i sagen – at jeg selv er en far, der sidder i det samme problem,” siger han.

Jens Langhorn fortæller desuden, at serien ikke bare er det mest personlige, men også det mindst kritiske og mest konstruktive, han har lavet i sine 18 år som undersøgende journalist.

”Hvis du er undersøgende journalist, er konstruktiv journalistik jo nogle gange lidt et fyord. Men det har faktisk været virkelig befriende og interessant at lege med, hvordan man kan gå anderledes til det end som en klassisk undersøgende journalist,” fortæller Jens Langhorn.

Et terapeutisk arbejde

For Jens Langhorn og hans familie har arbejdet med at lave serien og mødet med de andre familier haft nærmest terapeutisk effekt.

”Det har givet så meget mening at kunne tage vores private sorg og prøve at løfte den op til noget meningsfuldt. At skabe mening ud af det meningsløse har nok i virkeligheden været den største gave og en kæmpe driver i det for mig,” siger Jens Langhorn.

”På den måde har det været hjælp til selvhjælp, fordi vi selv stod et virkelig mørkt og ensomt sted og nu har fundet et fællesskab med de andre forældre.”