Filippa K har trukket en hel kampagne tilbage, fordi to AI-genererede billeder nærmest er en direkte kopi af fotografers tidligere fotos. Foto: Filippa K/Pressefoto
Lighederne er slående.
På det ene billede laver en kvinde i bikini et hovedspring i vandet fra en sten, mens en mand står på stenen og kigger på. På det andet billede springer en kvinde iført badedragt med hovedet først i vandet, mens en mand står og kigger på
Forskellene mellem de to billeder er så små, at det bedst kan beskrives sådan, at det andet billede stort set bare er en spejlvending af det første.
Der er dog den forskel, at det første er taget af den græske modefotograf Athina Chrissaki. Det andet er genereret af en AI for den svenske modegigant Filippa K, der havde anvendt billedet i en kampagne.
Men lighederne er så store, at der nærmest ikke kan være tale om andet end et brud på ophavsretten. Det slår Tonny Foghmar, formand for DJ Fotograferne, fast:
”Jeg er ikke i tvivl om, at det er det samme billede. Hele opstillingen og grundopstillingen i billedet er den samme. Hvis du som fotograf skulle stjæle samme billede med dit kamera, ville du få problemer med at efterligne det så nøjagtigt,” siger han.
Det er ikke kun det ene billede i Filippa K-kampagnen, der er et problem.
Tonny Foghmar, formand for DJ Fotograferne
Det samme er et billede af en mand, der tager en sweater på. Det billede ligner utroligt meget et billede, den svenske modefotograf Johan Sandberg tog for modehuset Arket for et par år siden.
På de to billeder ses manden fra præcis samme vinkel, trøjen folder på samme måde, og mandens arm er rejst i præcis samme vinkel over hovedet. Sågar blodårerne på mandens hånd er ens på de to billeder.
”Man kan jo ikke diskutere, om AI'en bare er blevet ret inspireret. Den kan jo lave de billeder, fordi der er blevet stjålet et sted fra,” siger Tonny Foghmar.
”Og det er vildt, at den har taget dem så specifikt,” tilføjer han.
Pengekrav på vej
Johan Sandberg siger selv, at han er rasende over Filippa K's brug af fotoet.
”Vi kommer ikke til at lade det her passere, det er helt sikkert. Der er uden tvivl et pengekrav på vej til Filippa K,” siger Johan Sandberg, der lige nu er i dialog med sine advokater, til dr.dk.
Det var den danske modefotograf Daniel Stjerne, der fik sagen om Filippa K's kampagne til at rulle i medierne. Han delte en story på sin Instagram-profil med kritik af kampagnen, og det opfangede den svenske modejournalist Emily Dahl.
Selv føler Daniel Stjerne sig ikke presset af, at firmaers brug af AI skulle påvirke hans forretning og økonomi. Men at AI lader sig mere end bare inspirere af rigtige fotografer, er noget, branchen bider mærke i, siger han til dr.dk:
”Jeg har oplevet, at flere kolleger har reageret på det her og rakt ud til mig, fordi de også føler, at deres arbejde bliver brugt uretmæssigt i AI-kampagner.”
Tonny Foghmar, formand for DJ Fotograferne
Hos DJ Fotograferne er man sådan set glade for sagen. I hvert fald for omtalen af den.
”Det er godt at få sat fokus på den her slags sager. Man kan ikke bare gøre det her,” siger Tonny Foghmar.
”I dag er der ikke mange, der lever af kun at være reklamefotografer. Men dem, der lever af det, bliver presset af det, fordi man begynder at kunne lave billederne med AI.”
Der ryger på ægthedskontoen
Filippa K omsætter hvert år for et trecifret millionbeløb.
Og særligt i det lys bliver det ”useriøst” at bruge AI til en kampagne - særligt når den stjæler fotografers arbejde, mener Tonny Foghmar.
”Udgiften til en fotograf, model og stylist havde nok ikke væltet det hele,” siger han og fortsætter:
”Man bliver måske forblændet af, at det er skidesmart. Men der ryger noget på ægthedskontoen.”
Samme kritik rejser Daniel Stjerne over for dr.dk:
”Det er et luksusbrand, som slår sig op på godt, gedigent håndværk. For mig er en AI-kopi af nogle andres billeder alt andet end det. Det svarer til at gå og flotte sig med et fake Rolex-ur,” siger han.
Endnu er Tonny Foghmar ikke stødt på lignende danske eksempler. Men hvis en fotograf skulle opleve det, har han en klar opfordring:
”Man skal gøre opmærksom på det, og DJ skal være med til at se på det ophavsretsmæssige, så der kan blive statueret nogle eksempler,” siger han.
Filippa K har fjernet hele kampagnen, og hele materialet bliver nu gennemgået.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
”Og det er vildt, at den har taget dem så specifikt,” tilføjer han.
Ja, det er højst usandsynligt, at billederne blot er blevet promptet frem i Gyodi, og at systemet spontant har skabt så præcise kopier alene på baggrund af tekstprompter og modellens træningsdata.
Den mest sandsynlige forklaring er, at originalfotografierne er blevet uploadet direkte til Gyodi som billedreferencer eller input, hvorefter AI’en kun har ændret personer, tøj og enkelte detaljer. Ændringerne er så begrænsede, at resultatet næsten lige så godt kunne være lavet i Photoshop.
Det ligner klart en direkte tilegnelse af fotografernes kompositioner og billedidéer. Jeg håber, at den præcise fremgangsmåde bliver afdækket i en retssag, herunder hvilke billeder der blev uploadet, og hvordan de blev brugt i AI-processen.