Fotograf tiltalt for at stå i vejen ved færdselsuheld – nu frifundet

Morten Brandborg kalder det en sejr for ytringsfriheden, at han i dag blev frifundet for på en opgave ved et færdselsuheld at have hindret redningstjenestens arbejde. ”Jeg er meget lettet. Det har været en hård belastning for mig og min familie,” siger han

Fotograf og DJ-medlem Morten Brandborg er netop blevet frifundet i byretten på Bornholm, hvor han var tiltalt for at have hindret myndighedernes arbejde.

I december sidste år var han i forbindelse med et færdselsuheld på Bornholm på opgave for ekstrabladet.dk og bornholm.nu. Her mente anklagemyndigheden, at han hindrede redningstjenesten i at gøre sit arbejde, da han tog billeder til sin reportage. Og anklagemyndigheden krævede fængselsstraf.

”Jeg er meget lettet. Det har været en hård belastning for mig og min familie. Og for min nattesøvn,” siger 64-årige Morten Brandborg, da han taler med Journalisten, få minutter efter at dommen er afgjort.

Aldrig set en sag af lignende karakter

Journalisten talte tidligere på dagen med formanden for Dansk Journalistforbund, Lars Werge.

Lars Werge fortalte, at han i sine otte år som næstformand og formand i DJ ikke har set en sag af lignende karakter.

”Det er immervæk ikke tit, at vores medlemmer kommer i en retssag for at have udført deres arbejde – og så tilmed bliver mødt med et krav om at skulle i fængsel. Det gør sagen ekstraordinær og helt speciel for DJ,” sagde han.

Lars Werge havde netop selv været i retten på Bornholm, da Journalisten talte med ham. Han havde været indkaldt som vidne for at forklare, hvad meningen er med et pressekort. Og han blev som vidne spurgt, hvornår en sag er af offentlighedens interesse.

”Kort sagt kan man sige, at hvis der er en udrykning, er det en sag med en vis offentlig interesse,” siger Lars Werge.

Men er der ikke også en grænse for, hvor meget adgang man kan få som presse?

”Jo, og det er jo en diskussion og en dialog, der er løbende på stedet. Men jeg så reportagen fra bornholm.nu med to af hans billeder, og der er intet i de billeder, der tilsiger, at manden er gået i vejen. Han har stået et stykke derfra og zoomet ind,” sagde Lars Werge, før Morten Brandborg blev frifundet.

En sejr for ytringsfriheden

Efter domsafsigelsen fortæller Morten Brandborg, at det har været et hårdt år.

”Jeg har prøvet at leve mine 64 år som et retskaffent menneske, og så bliver jeg præsenteret for noget som det her. Jeg har ikke fået så meget som en parkeringsafgift. Det har virkelig været en hård belastning for mig,” siger han.  

Morten Brandborg kalder det en meget vigtig afgørelse. Og ikke kun for ham selv.

”Det er en sejr for ytringsfriheden og for vores muligheder for at arbejde som uafhængige journalister der, hvor tingene sker,” siger han.

10 Kommentarer

Martin Lehmann
23. NOVEMBER 2018
Tillykke med frifindelsen,
Tillykke med frifindelsen, Morten.
Vigtigt for os alle.
Niels Riis Ebbesen
23. NOVEMBER 2018
Det er i de senere år blevet
Det er i de senere år blevet meget almindeligt, at politi og redningsfolk jager fotografer væk fra ulykkessteder.

Og det kan kan muligvis hænge sammen med, at det er blevet ret almindeligt, at der er nogle af de frivillige brand/redningsfolk, som har en nebengesjæft kørende, hvor de leverer billeder til de lokale aviser.
Johnny Frederiksen
23. NOVEMBER 2018
Endnu en gang tillykke Morten
Endnu en gang tillykke Morten. Dejligt udfald på sagen. Bh Johnny
Morten Brandborg
23. NOVEMBER 2018
Jeg er utrolig glad og lettet
Jeg er utrolig glad og lettet i dag. Jeg takker alle dem der har støttet mig gennem hele processen.
En særlig tak til Journalistforbundet,Advokat Anders Sevel Johnsen, PF og til min advokat, Tyge Trier og hans medarbejdere, som jeg har haft et super samarbejde med :-)
Hans Otto
23. NOVEMBER 2018
Kære Morten Brandborg. Tak
Kære Morten Brandborg. Tak for sidst i København, og ISÆR tillykke med rettens afgørelse!!! (Alt andet ville være stærkt urimeligt). God weekend!
Kollegial hilsen
Hans Otto

Flere