Med ujævne mellemrum kan vi på websites – men såmænd også i aviser og andre trykte tidsskrifter – læse en foto-henvisning, der siger: ”FOTO: Privat” eller ”FOTO: Facebook”.

Man må gå ud fra, at bylinen er placeret der af enten en redaktionssekretær, en billedredaktør eller en journalist; altså et DJ-medlem, der formidler dagens og udgivelsens historier til brugere og læsere.

Men så må man selvfølgelig også gå ud fra, at kollegerne er klar over, at der naturligvis skal indhentes tilladelse hos rettighedshaveren til billedet, før man publicerer det.

For det handler nemlig om ophavsret. Et kerneområde for DJ gennem mange år, hvilket jeg for nylig erfarede på egen hånd:

Midt i en oprydning på kontoret fandt jeg et gammelt hæfte, udgivet af DJ i 2002. Det hedder ”Mediemennesker – et selvportræt af Journalistforbundet”, og her omtales i kun ganske let rosende vendinger DJ’s fortræffeligheder og styrker.

Herunder blandt andet ophavsret. Under overskriften ”Vores forhold til ophavsret er kompromisløst” berettes det, hvordan DJ årligt skaffer millioner af kroner til medlemmerne, som trygt kan henvende sig til forbundet, hvis de føler deres ophavsret kommet for nær.

Og sådan er det fortsat. DJ værner om ophavsretten, og vi kæmper for at udbrede kollektive aftaler på området i form af videreudnyttelsesaftaler. Vi agerer på vegne af medlemmer, der kan se deres værker blive udnyttet uretmæssigt, og vi arbejder i forskellige sammenhænge for at fastholde ophavsrettens betydning for det danske demokrati og videnssamfund.

Men det går naturligvis begge veje. Man skal ikke kun være opmærksom på ophavsretten, når man bliver bestjålet for sin ret. Man skal selvfølgelig også sørge for, at man ikke stjæler fra andre.

Derfor er det, at man skal huske at få accept fra den, der har taget billedet eller videostrimlen på Facebook, før man bringer den som illustration til sin historie på sit eget medie.

Det er i princippet det samme som at sikre sig en udtalelse, hvis man er journalist. Man er nødt til at vente, til man har fået fat i en kilde eller en rettighedshaver, før man kan publicere deres holdning – eller deres billede.

At tage ophavsretten alvorligt er blevet endnu vigtigere i dag, end det var i 2002. Men allerede dengang skrev vi i prale-folderen: 

”Med de mange nye net- og online funktioner, spørgsmål om udnyttelse af stoffet på hjemmesider m.m. er der et stigende behov for information og opsøgende indsats for at højne bevidstheden om vigtigheden af ikke at overdrage ophavsrettigheder uden at få passende betaling for det, og uden at stille betingelser om stoffets fremtidige anvendelse.”

I dag bør vi se på ophavsret fra begge sider. For i 2017 publicerer langt de fleste DJ-medlemmer selv på platforme som Facebook, Instagram, Snapchat og Periscope – ligesom langt de fleste borgere i det hele taget gør.

Vi skal tage ophavsretten alvorligt, både når vi har den, og hvis vi gerne vil ta’ den. 

For blot fordi noget er nemt – og i 2017 er det meget nemt at låne et foto på nettet – bliver det ikke mere i orden. 

Og inden for dette område er det faktisk også meget nemt at være lovlig.