Den publicistiske presse bløder. Det er trist og alvorligt for både branche og samfund – men det får også gode mennesker til at gribe til desperate idéer, som forslaget om at skære i optaget af journaliststuderende. Det vil jeg på det kraftigste advare imod. Der er brug for en energifyldt udvikling af journalistfaget, ikke en deprimerende afvikling.

Lidt baggrund for situationen først: Den danske, såvel som den globale mediebranche, befinder sig midt i en perfekt storm, der påvirker betingelserne for oplysningsniveau og den offentlige samtale markant. Omstillingen til en digital virkelighed er mange steder sket alt for sent, annoncørerne har fået adgang til andre, mere lukrative kanaler, konkurrencen om folks opmærksomhed er mere intens end nogensinde – kunstig intelligens kommer med store muligheder, men lige så store udfordringer – og senest er de sociale medieplatforme begyndt at sende langt mindre trafik til nyhedssites. Alt dette presser den publicistiske journalistik, der er sat i verden for at understøtte demokratisk deltagelse og sprede troværdig information om væsentlige samfundsanliggender.

Hvis ikke udviklingen på sigt skal skade netop kvaliteten af den offentlige samtale, er det derfor magtpåliggende, at journaliststanden og mediebranchen i langt højere grad styrkes med nye kompetencer, ny viden, og den helt nødvendige innovations- og udviklingskraft.

Vi opnår intet af det ved at skære i antallet af journaliststuderende. På DMJX finder skolens dimittender arbejde efter deres uddannelse, hvilket i sig selv peger på, at forslaget er usagligt. Skolen står rigtignok i en uhyre alvorlig situation, eftersom vi netop nu ikke kan skaffe praktikpladser nok til alle studerende og dermed ikke kan give de studerende den uddannelse, de har krav på – og som vi indlysende ønsker at give dem. Men at skære på optaget er som at pisse i bukserne. Med færre journaliststuderende kan jeg frygte, at især regional- og lokalaviserne på sigt vil få svært ved at tiltrække dygtige praktikanter. Der er andre måder at løse praktikmanglen på, som samtidig kan styrke fagindhold og kompetencer hos de studerende – og som klart vil gavne ikke bare de studerende, men også mediebranchen. På skolen er vi i færd med at afsøge de muligheder.

Imens beklager jeg at måtte henlede opmærksomheden på, at den nuværende svære situation for mediebranchen ikke skyldes en overproduktion af journalister, men at der igennem alt for mange år ikke er blevet investeret tilstrækkeligt i digital omstilling, nye forretningsmodeller, innovationskraft og teknologi- og produktudvikling. Som Rasmus Kleis Nielsen, direktør for Reuter’s Institute for The Study of Journalism, har påpeget, bruger den globale mediebranche langt færre ressourcer på videns- og kompetenceudvikling, end møbelbranchen gør. Samme billede tegner sig ganske givet specifikt for den danske mediebranche. Det er uholdbart. Der kan være mange grunde til, at den nødvendige innovation ikke har fundet sted. Men tilbage står en branche, der er kommet alt for sent i gang med at tilpasse sig en ny medievirkelighed.

Skal den publicistiske presse overleve i den digitale tidsalder, er der derfor brug for alle mand på dæk: Ny viden. Innovation. Udvikling af færdigheder og kompetencer. Opnår man dette ved at sende færre unge, nyuddannede journalister ud på mediemarkedet? Nej. Man opnår det modsatte. Man opnår en mangel på præcis den innovationskraft og forandringsvillighed, som de unge helt naturligt bærer med sig ind i faget.

Lea Korsgaard er forperson for DMJX’ bestyrelse og chefredaktør på Zetland