
Kurset foregår over en lille uge og henvender sig til journalister, som er optaget af at udvikle deres eget sprog og egen originale fortælling. Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix
En blog, der blander journalistens tanker om det at løbe med hans dybt personlige oplevelse af at miste et barn.
Eller en artikel, der ved at mikse reportage og portræt med dybe dyk i litteraturhistorien undersøger, hvad naturen betyder for os mennesker.
Det er to af eksemplerne på den type genrebrydende fortællende journalistik, som et nyt kursus for journalister på det skønlitterære forlag Gladiators såkaldte Gladiatorskole gerne vil fremelske.
Kurset foregår over en lille uge og henvender sig til journalister, som er optaget af at udvikle deres eget sprog og egen originale fortælling. Fortællinger, der bryder barrieren mellem litteratur og journalistik, men som samtidig overholder journalistikkens krav til fakta og dokumentation.
”Ambitionen er at lave en slags forfatterskole for journalister. Et sted, hvor man kan dyrke den originale, selvstændige, skrevne journalistik i en nær litterær form,” forklarer underviser på kurset og journalist på Kristeligt Dagblad Maja Funch.
Hun fortæller, at selv om der i første omgang er tale om et kursus, er forlagets ambition og hensigten på sigt at udvikle og udgive journalistiske værker i bogform.
Går død i formen
Netop det at se på den journalistiske tekst som et værk eller et kunstprodukt er noget af det, der adskiller Gladiators kursus fra andre kurser i fortællende journalistik, fortæller Maja Funch.
”Jeg har personligt savnet en mere litterær måde at gå til journalistiske tekster på. Når man har skrevet et vist antal store features eller store portrætter, så begynder jeg selv at gå død i formen. Men kan man finde en mere personlig og selvstændig vej, der rusker og blander genrerne, så kan man også frigøre sig fra de fasttømrede journalistiske fortælleformer,” siger hun.
Det mest velkendte eksempel på et genrebrydende journalistisk værk er ifølge hende Anders Legarth Schmidts blog ’Jeg løber’ fra Politiken, som også siden blev til en bog og et teaterstykke. Men Maja Funch har også selv eksperimenteret med fortælleformerne i flere artikler på Kristeligt Dagblad.
I artiklen her blandede hun for eksempel kirkegårdshistorie med erfaringer med død i nutiden for at svare på spørgsmålet: Hvor bliver de døde af, når de dør? Og i artiklen her medbragte hun en bunke litterære værker om natur til en sjællandsk sø for sammen med et ”grænseløst naturbarn” at undersøge, hvad naturen betyder for mennesker.
”Det er forsøg på at prøve noget nyt. At samle en viden på tværs af mange forskellige metoder og materialer for at undersøge et emne eller en tanke i dybden,” forklarer Maja Funch.
”Jeg tænker den slags journalistik som mere essayistisk eller jeg-agtigt. Det er ikke gonzo – jeg’et kan være meget subtilt – men det handler om at kunne mærke journalistens ærinde med teksten og en personlig fortællestemme, der vil læseren noget.”
Vær lidt mærkelig!
Ud over hende og en række gæster vil underviserne på kurset være forfatter og tidligere rektor på Forfatterskolen Hans Otto Jørgensen samt Gladiators forlagsredaktør Jakob Sandvad.
”De er vant til at arbejde med at udvikle en forfatters stemme. Og bare det at få en forfatters øjne på ens journalistik bringer jo et andet blik ind,” siger Maja Funch.
Tror du, der er en efterspørgsel blandt læserne efter den her type journalistik?
”Folk læser gerne skønlitteratur. Og jeg lægger selv tit avisen fra mig, hvis noget er dårligt skrevet. For eksempel Anders Legarth Schmidts blog blev jo en gevaldig succes, der også er opsat som teater, hvilket siger noget om dens kunstneriske kvaliteter,” siger hun.
Måske vil det kræve lidt tilvænning på redaktionerne, siger hun. Selv var hun også nervøs, da hun afleverede de to underlige tekster om naturbarnet og kirkegårdshistorie.
”Men redaktøren var glad, og de er blevet læst. Det handler om at mikse genrerne og få lov at være lidt mærkelig,” siger Maja Funch.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.