Den 30. august har Politiken et ægte solo-scoop i avisen. For første gang i 29 år udtaler den kontroversielle forretningsmand Jan Bonde Nielsen sig til et dansk medie. En mand, der har nærmest mytisk status blandt danske erhvervsjournalister. 

Han ryddede forsiderne hos især Ekstra Bladet for 35 år siden, da han som hovedaktionær for skibsværftet B&W blev beskyldt for økonomisk svindel for et trecifret millionbeløb. 

Jan Bonde Nielsen flyttede derefter til London i eksil for den danske presse. Han blev frikendt af byretten i 1986 og har siden nægtet at give interviews til danske medier. Ligesom han udeblev fra ankesagen i landsretten, som derfor aldrig er blevet gennemført.

Men Politiken kan nu over to søndage bringe stort opsatte interviews skrevet af graverchef John Hansen. ”Interviewet er ikke Jan Bonde Nielsens idé, tværtimod,” skriver John Hansen. 

Jan Bonde Nielsen føler sig nødsaget til endelig at stille op. Politiken er i besiddelse af detaljeret dokumentation og oplysninger om en prekær retssag mod Jan Bonde Nielsen i London. En sag, som hidtil har været holdt helt uden for offentlighedens kendskab. Den har aldrig tidligere været omtalt i danske medier.

Jan Bonde Nielsen betinger sig dog, at interviewet også skal omhandle andre dele af hans forretninger, som han selv udvælger. Et krav, som Politiken accepterer for at få manden i tale.

Men æren for solo-scoopet er måske ikke alene Politikens og John Hansens. Når oplysningerne om retssagen og det efterfølgende interview havner hos Politiken, skyldes det i virkeligheden et forlist samarbejde mellem to andre garvede erhvervsjournalister om en Jan Bonde Nielsen-biografi på Gyldendals forlag.

Sådan lyder påstanden fra journalisterne Birgitte Erhardtsen og Birgitte Dyrekilde. En påstand, som John Hansen afviser. Det vender vi tilbage til senere. 

Samarbejdet afbrydes

Først skal vi tilbage til efteråret 2014. Her slår Birgitte Erhardtsen og Birgitte Dyrekilde sig sammen om at skrive en biografi om Jan Bonde Nielsen, der skal udgives på Gyldendal. Men i foråret 2015 bryder samarbejdet sammen, fordi de to er uenige om, hvorvidt de skal samarbejde med Jan Bonde Nielsen om biografiens udformning.

Dyrekilde er bange for, at Bonde Nielsen vil forsøge at få kritisk stof om sig selv udeladt fra bogen. Omvendt finder både Erhardtsen og Gyldendal det væsentligt at få Bonde Nielsen til at medvirke aktivt, hvis der skal være tale om en helstøbt biografi.

Den konflikt medfører, at Erhardtsen og Gyldendal stadig barsler med en biografi i et samarbejde med Bonde Nielsen, der efter planen skal udkomme i efteråret 2016. Dyrekilde indleder derimod et samarbejde med Politiken og arbejder i dag på sin egen Bonde Nielsen-biografi.

Men striden om bruddet stopper ikke her. Dyrekilde beskylder i dag Erhardtsen for ukritisk mikrofonholderi. Desuden har både Erhardtsen og Bonde Nielsen truet Dyrekilde med en retssag, hvis hun selv udgiver noget af sit eget materiale fra bogprojektet hos andre aviser eller forlag. Det sker på trods af, at Dyrekilde ifølge Gyldendal har rettighederne til sin egen research. 

Lad os slå fast, at det i sig selv er meget opsigtsvækkende, at de to journalister i første omgang overhovedet har fået Bonde Nielsen til at udvise interesse for at medvirke til deres bog.

Bonde Nielsen fortæller selv til Politiken, at cirka 10 journalister i årenes løb har forsøgt at skrive en bog om ham. Men hver gang er projektet blevet droppet, fordi Bonde Nielsen har afvist at medvirke.

Men Berlingskes Birgitte Erhardtsen, der har flere bøger om kendte erhvervsfolk på CV’et, og freelanceren Birgitte Dyrekilde, der tidligere har arbejdet på Børsen og Jyllands-Posten, har i foråret 2015 fået gjort Bonde Nielsen interesseret i muligvis at stille op. 

Den russisktalende Dyrekilde har blandt andet researchet på nogle af Bonde Nielsens aktiviteter i tidligere sovjetrepublikker som Kasakhstan og Georgien. Herunder salget af en olieterminal i 2008 og den efterfølgende retssag i London i 2009, som senere skal blive omdrejningspunktet i Politikens historie om Jan Bonde Nielsen. 

En dårlig mavefornemmelse

De to journalister mødes til en snak med Bonde Nielsen på Hellerup Parkhotel i februar 2015.

Forfatterne har medbragt deres synops. Den indeholder et kort skelet med et udkast til bogen, herunder flere kritiske elementer blandt andet retssagen i London. Da de overrækker synopsen til Jan Bonde Nielsen, holder Erhardtsen vejret, fortæller hun.

Da Bonde Nielsen i 2013 fyldte 75 år, skrev Erhardtsen et portræt af ham i Berlingske med overskriften ”Manden, enhver erhvervsjournalist drømmer om at interviewe.”

De er så tæt på. Men hun frygter, at Bonde Nielsen vil sige nej tak, når han ser synopsen. Han skimmer den hurtigt. Lægger den fra sig og siger, at det er fint med ham. Han vil dog endnu ikke tage stilling til, om han vil medvirke. 

Men Dyrekilde har en dårlig mavefornemmelse. 

»Jeg frygtede, at Jan Bonde Nielsen kun var ude på at lave seriøs damage control. Under parolen, if you can’t beat them, join them. And then outsmart them,« siger Birgitte Dyrekilde.

Den 23. marts holder de endnu et møde. Denne gang hos Gyldendal. Her tropper Jan Bonde Nielsen op med sin advokat og stiller en række krav for sin eventuelle medvirken. 

Krav, som Bonde Nielsen kun skærper, da han mødes alene med de to forfattere dagen efter på Hellerup Parkhotel.  

»Defacto kræver han at få vetoret over bogen. Hvis bogen ikke blev, som han forventede, eller der var ting, han ikke kunne leve med, så skulle bogen ikke udgives. Han krævede også en aftale om, at vi aldrig måtte skrive om ham igen noget sted, hvis samarbejdet brød sammen,« siger Birgitte Dyrekilde og fortsætter:

»Vi måtte heller ikke sætte spørgsmålstegn ved det, han sagde. Vi skulle stole 100 procent på ham. Han brød sig ikke om, at der skulle foregå uafhængig research ved siden af,« siger Birgitte Dyrekilde.

Hun optager møderne med Bonde Nielsen på bånd. Journalisten har haft lejlighed til at høre passager fra båndene, hvor Bonde Nielsen rigtignok kommer med disse krav.

Dyrekilde går til Politiken

Birgitte Erhardtsen bekræfter, at Bonde Nielsen kom med disse krav. Men hun påpeger, at både hun og Dyrekilde klart afviste kravene. 

»Der, hvor vi har dokumenterede faktuelle oplysninger, så er der ikke noget med, at det vil man ikke have med i bogen. Det forklarede jeg ham meget tydeligt. Og det erklærede han sig indforstået med,« siger Birgitte Erhardtsen.

Men det beroligede ikke Dyrekilde.

»Jeg troede simpelthen ikke på, at vi kunne få kontrol over bogen,« siger Birgitte Dyrekilde.

Hun mener, at Bonde Nielsen må nøjes med at blive konfronteret med deres oplysninger og interviewet på almindelig journalistisk vis. Erhardtsen og Gyldendal vil derimod gerne fortsætte dialogen med Bonde Nielsen om et samarbejde.

Striden fører i april 2015 til et brud mellem parterne. Dyrekilde forlader bogprojektet. Hun går til Politiken med sin research om blandt andet retssagen i London og indleder et samarbejde med John Hansen om, at de sammen skal skrive nogle artikler om Jan Bonde Nielsen. 

Dyrekilde er og var dybt skuffet over Erhardtsen og Gyldendal. 

»De kastede en god bog på gulvet. De lod sig forblænde af Jan Bonde Nielsen. De var alt for fascinerede af tanken om, at han ville stille op, efter at han ikke har villet tale med en dansk journalist i næsten 30 år. Gyldendal og Birgitte Erhardtsen var for naive i forhold til Jan Bonde Nielsens reelle hensigter. Nemlig at bremse en kritisk og uafhængig bog om ham,« siger Birgitte Dyrekilde.

»Vi var to garvede og kritiske erhvervsjournalister, som gik i gang med en uafhængig biografi. Med fokus på forretningsmanden. Udgangspunktet var ikke en mikrofonholderbog om, hvem han tager på safari med, eller hans memoirer,« siger Birgitte Dyrekilde.

Erhardtsen arbejder videre på biografien

Erhardtsen afviser kritikken fra Dyrekilde.

»Det må stå for hendes egen regning. Hvis man tager et tjek på, hvilken form for journalistik jeg står for, så er det ikke mikrofonholderjournalistik, og det er mine bøger bestemt heller ikke. Min seneste bog om Niels Due Jensen endte jo med, at vi blev forfærdeligt uvenner, fordi der var ting med, som han ikke brød sig om,« siger Birgitte Erhardtsen.

Hun arbejder i dag videre på Gyldendals biografi om Jan Bonde Nielsen. En bog, som han selv medvirker aktivt til. Men Erhardtsen afviser, at Bonde Nielsen har fået vetoret eller andre af sine krav igennem. 

»Det er alt sammen taget af bordet. Der er ingen skriftlig eller juridisk aftale. Der er en mundtlig aftale og en forståelse mellem ham og mig om, at jeg skal skrive en helstøbt biografi om hele hans liv, hans person, hans forretninger, internationale forbindelser, hans barndom og familie,« siger Birgitte Erhardtsen.

Hun peger dog på, at der kan være noget give and take, når man skal opbygge et tillidsforhold til en kilde.

»Når man bliver rykket tættere ind i personsfæren og i den proces, kan der godt være nogle ting, man må undlade at skrive for at få noget andet, som er større eller vigtigere end noget andet.«

Hvad er det for ting, du er villig til at give, uden at det gør vold på en journalistisk biografi?

»Der kan være nogle private ting, som han har nogle gode grunde til at bede mig om at undlade at omtale.«

Kunne du finde på at udelade ting om hans forretningsliv?

»Det kan jeg ikke sige. Jeg har ikke nogen færdig skabelon på forhånd,« siger Birgitte Erhardtsen og uddyber:

»Dyrekilde og jeg ser meget forskelligt på det. Hun vil slet ikke give nogen indrømmelser. Det kan ofte være en god strategi. Men på den måde vil der også være nogle ting, som man aldrig får at vide. Kunsten er at kunne balancere både at være tæt på personen og få ham til at lukke op og fortælle om sit inderste. Og samtidig insistere på, at vi også snakker om kritisk stof, som man selv har fundet frem. Og det tror jeg på, at jeg kan,« siger hun.

Ærgrer sig over kuldsejlet samarbejde

Birgitte Dyrekilde stoler sådan set på, at Erhardtsen ikke vil udelade kritiske oplysninger, som kan dokumenteres.

»Men jeg er ikke sikker på, at Erhardtsen har brug for at tage alverdens ting ud længere for at kunne udgive en bog sammen med Jan Bonde Nielsen. Stort set alle kritiske afsløringer om, hvad han har foretaget sig i forretningsverdenen siden 1990, røg jo ud sammen med mig. Så Jan Bonde Nielsen har allerede vundet den første store sejr, fordi det lykkedes ham at splitte os ad,« siger Birgitte Dyrekilde. 

Erhardtsen afviser, at de fleste kritiske sager fulgte med Dyrekilde ud ad døren. Men hun ærgrer sig også over, at samarbejdet brød sammen.

»Jeg må starte forfra med de ting, Dyrekilde stod for. Heldigvis har jeg et helt år til at researche op på det. Men nogle steder er jeg handicappet, fordi jeg eksempelvis ikke kan læse russisk, som hun kan. Og jeg havde da helst set, at vi var blevet ved med at arbejde sammen,« siger Birgitte Erhardtsen. 

Hos Gyldendal afviser man at stille op til et interview om sagen. Men direktør for Gyldendal Business Lise Nestelsø skriver følgende i en mail om begrundelsen for, at Gyldendal støttede Erhardtsens kurs: 

”Det er vores generelle opfattelse, at biografier bliver mest nuancerede og indholdsmæssigt tunge med den biograferedes medvirken.” 

Trusler om sagsanlæg

Da Erhardtsen ad omveje får nys om, at Dyrekilde har indledt et samarbejde med John Hansen hos Politiken, bliver hun nervøs.

Den 23. juni sender hun gennem sin advokat en trussel om, at hun vil sagsøge Birgitte Dyrekilde, hvis hun ikke:

”… vil afstå fra udgivelsen af artikler eller andet, hvorved materiale/oplysninger, der er indgået i projektet, anvendes – minimum indtil bogen er udgivet og da efter nærmere aftale,” står der i brevet, som både bliver sendt til Birgitte Dyrekilde og til Politikens chefredaktion.  

Seks dage senere sender Jan Bonde Nielsens advokat en lignende trussel om et sagsanlæg, hvis Dyrekilde udgiver noget af sit materiale, inden Gyldendals bog udkommer. 

Dette brev bliver også sendt til Politikens chefredaktion.

Det sker på trods af, at Dyrekilde, ifølge Gyldendal, har rettighederne til sin egen research og frit kan bruge den nu, hvor hun ikke længere er en del af bogprojektet.  

Hvorfor truer du Dyrekilde med et sagsanlæg, når Gyldendal siger, at hun frit kan bruge sin egen research?  

»Det er min advokat og Gyldendal så ikke enige om. Min advokat mener, at researchen tilhører projektet. Jeg var meget frustreret over, at hun ikke ville være med til at lave en skriftlig aftale om, hvordan vi skulle dele researchen mellem os. Da jeg hører, at hun er gået til Politiken, bliver jeg bange for, at hun også ville tage noget af min research med,« siger Birgitte Erhardtsen.

Birgitte Dyrekilde, hvorfor ville du ikke skrive under på sådan en aftale?

»Det her handler om almindelig ophavsret. Jeg kan ikke stjæle hendes interviews og dokumenter, og hun kan ikke stjæle mine. Så det er en skindiskussion. Vi kan ikke blive enige om formuleringerne. Jeg er bekymret for, at hun og Bonde Nielsen vil forsøge at beslaglægge mit materiale. Hun har både et forlag og en hovedperson. Jeg har kun min research, så den vil jeg værne om,« siger Birgitte Dyrekilde. 

Hun har lige nu planer om at udgive sin egen Jan Bonde Nielsen-biografi på et andet forlag.  

»Jeg giver ikke op så let. Jeg går og pusler med mit materiale og er i god dialog med et forlag. Jeg har fortalt, at vi risikerer nogle retssager. Der er i hvert fald advokattrusler nok,« siger Birgitte Dyrekilde.  

Vil du sagsøge Birgitte Dyrekilde, hvis hun udgiver sin egen bog? 

»Det har jeg ikke besluttet endnu,« siger Birgitte Erhardtsen.  

Politiken og Dyrekilde afbryder samarbejde

Her vender vi så tilbage til Politikens opsigtsvækkende artikler og interview med Jan Bonde Nielsen. Efter bruddet med Erhardtsen kontakter Birgitte Dyrekilde Politikens graverchef, John Hansen. De arbejder herefter sammen i over en måned på at udgive nogle artikler om Jan Bonde Nielsens forretninger.

Stik imod forventningen lykkes det for Birgitte Dyrekilde og John Hansen at få Jan Bonde Nielsen til at stille op til interview om blandt andet retssagen i London. 

Jan Bonde Nielsen betinger sig dog, at Birgitte Dyrekilde ikke må være med til interviewet. Han mener, at hun har brudt hans tillid ved at optage samtalerne hos Gyldendal og på Hellerup Parkhotel.  

John Hansen gennemfører interviewet alene i begyndelsen af juli. Men det er ifølge begge parter fortsat planen, at de to skal udgive artiklerne sammen under fælles byline. 

Men senere opstår der knas i samarbejdet mellem dem. Og de ender med at gå hver til sit. Hverken Politiken eller Birgitte Dyrekilde ønsker dog at forklare årsagen.

I slutningen af juli får Birgitte Dyrekilde en besked fra Politiken om, at hun ikke kan komme med på en fælles byline. Hun bliver i stedet tilbudt at komme med på en byline som researcher. Det takker hun nej til. 

Da John Hansen og Birgitte Dyrekilde går hver til sit, får hun med bistand fra Dansk Journalistforbund lavet en aftale, der klart definerer, hvilken research der tilhører hende, og hvilken der tilhører Politiken.

Derefter kan John Hansen køre sine artikler i mål alene. Ingen anklager ham for at have stjålet nogens research. 

Ærgelse over at Politiken løber med interview

Men ifølge både Birgitte Erhardtsen og Birgitte Dyrekilde ville John Hansen ikke være kommet på sporet af historien om retssagen i London, hvis det ikke havde været for samarbejdet med Birgitte Dyrekilde. Dermed ville han ifølge dem heller ikke have fået det eftertragtede interview med Jan Bonde Nielsen. 

»Jeg er da ærgerlig over at se John Hansen sole sig i at være den, der har det første interview med Jan Bonde Nielsen i 29 år. Det har han kun på grund af, at Birgitte Dyrekilde indvier ham i research, som ellers var tiltænkt vores fælles bog,« siger Birgitte Erhardtsen.

»Han var nok ikke kommet i gang, hvis jeg ikke var dukket op inde på Politiken. Jeg kommer med nogle dokumenter og afgørende kilder, som vi sammen arbejdede videre med,« siger Birgitte Dyrekilde.   

Har de ret i det, John Hansen?

»Nej,« siger John Hansen. 

Hvordan kan du pludselig beskrive retssagen i London fra 2009 ned i mindste detalje kort efter dit samarbejde med Birgitte Dyrekilde, når hverken du eller andre danske journalister tidligere har skrevet om den sag? 

»Det ligger jo i den research, der er lavet,« siger John Hansen.  

Han ønsker ikke at udtale sig yderligere til citat under interviewet med Journalisten. 

Men han sender efterfølgende en mail til Journalisten, hvori han skriver følgende: 

”Jeg har kendt til retssagen i London siden 2013, da jeg fandt stævningen i ICIJ-lækagen OffshoreLeaks og konstaterede, at sagen var endt med et forlig. Samme sted fandt jeg senere, efter at Birgitte Dyrekildes henvendelse havde fået mig til at genoptage researchen, et af sagens mest afslørende dokumenter, det, der handlede om lånet til Petr Andriakov,” skriver John Hansen. 

Journalisten har forsøgt at få kommentarer til hele sagen fra Jan Bonde Nielsen gennem hans advokat, John Korsø Jensen. Men han oplyser, at Jan Bonde Nielsen ikke ønsker at udtale sig om sagen.

——–

Blå bog:

Hvorfor er Jan Bonde Nielsen så interessant?

77-årig dansk forretningsmand

Har boet i London siden 1981

Blev landskendt i Danmark i 1970’erne. Her stod han i spidsen for skibsværftet B&W og var en nær ven af kongehuset, særligt Prins Henrik

I 1978 var han hovedpersonen i en sand mediestorm anført af Ekstra Bladet med påstande om økonomisk kriminalitet

Bagmandspolitiet indleder en sag mod ham i 1980, hvor han bliver tiltalt for mandatsvig for 146 millioner kroner

I 1981 fik to journalister fra Ekstra Bladet Cavlingprisen for deres afdækning af hans økonomiske transaktioner

Bliver frikendt af Københavns Byret i 1986

Bagmandspolitiet anker sagen til landsretten. Men sagen bliver aldrig gennemført, fordi Jan Bonde Nielsen udebliver fra retsmøderne og ikke kan udleveres fra Storbritannien

Straffesagen imod ham blev derfor aldrig endelig afgjort. Bagmandspolitiet har siden droppet sagen, som i dag er forældet

Der er hidtil kun udgivet to bøger om Jan Bonde Nielsen. ’Dømt’ (1981) og ’Frikendt’ (1986), som han selv har skrevet om sit opgør med den danske stat og pressen.