”Ikke på hylderne – Skaf Sass-bogen lige her”.
Sådan lød det på B.T.’s forside tirsdag i sidste uge, da Henrik Sass Larsens bog om sagen om overgrebsmateriale mod børn udkom.
Mellem billedet af den tidligere socialdemokratiske minister og rubrikken stod der med mindre bogstaver: ”Shoppingtips med reklamelinks”.
Ifølge Forbrugerombudsmanden er det ikke nok at vise en annoncørs logo eller en ikke-iøjnefaldende markering af annonceindhold, hvis en reklame fremstår som redaktionelt indhold.
”Det mener jeg er tilfældet her. Altså, at der ikke er en iøjnefaldende markering, og at man derudover kalder det ”reklamelinks” og ikke ”reklame” eller ”annonce”, som er det klare udgangspunkt for, hvad man skal skrive i sin reklamemarkering,” siger Marie Frank-Nielsen, seniorjurist i Forbrugerrådet Tænk.
Brud på markedsføringsloven
Inde i artiklen er det markeret, at der er tale om sponsoreret indhold, og linksene i den leder så brugeren over til Bog & Idés hjemmeside.
Men det er altså ikke tilstrækkeligt at markere artiklen som ”shoppingtips med reklamelinks” på forsiden, vurderer Marie Frank-Nielsen:
”Det bliver derfor til skjult reklame og dermed en overtrædelse af markedsføringsloven, efter min vurdering,” tilføjer hun.
Sådan så annoncen ud på forsiden af B.T. Foto: Skærmbillede
Det afviser Berlingske Medias kommercielle direktør, Lisbet Røge Jensen, dog fuldstændigt.
”Vi bryder ikke loven,” siger hun.
Hvorfor kalde det shoppingtips med reklamelinks i stedet for annonce eller sponsoreret indhold?
”Det er den mest ærlige afhandling af, hvad der gemmer sig inde bag den forsidehenvisning.”
Også andet sponsoreret indhold er markeret på samme måde på B.T.’s forside. Det gælder for eksempel en annonce for streamingtjenesten Skyshowtime og en ansigtscreme fra mærket Bark DNA.
Skarpere krav til medier
Det er i sidste ende Forbrugerombudsmanden, der tager stilling til, om markedsføringsloven bliver brudt.
Hos Forbrugerombudsmanden kan jurist Sabrina Amtrup ikke udtale sig om den konkrete sag, men forklarer, at formålet med loven er, at man som forbruger skal kunne have tillid til, at reklamer fremstår som reklamer.
”Og det skal være muligt at adskille reklamer fra redaktionelt indhold. Det står faktisk på sortlisten til markedsføringsloven, at reklame for et produkt ikke må fremstå som redaktionelt indhold,” siger Sabrina Amtrup.
Ifølge Forbrugerombudsmanden skal det være tydeligt for brugerne, om indhold hos et medie er reklame, allerede inden de klikker på linket fra for eksempel forsiden af et nyhedssite.
Lisbet Røge Jensen, kommerciel direktør hos Berlingske Media
Når der er tale om indhold, der fremstår redaktionelt, stiller det ifølge ombudsmanden større krav til, at der er tydelig markering af reklameindhold.
”Når vi laver en vurdering af, om det er tydeligt oplyst, at en artikel er reklame, vil vi derfor kigge på helhedsindtrykket,” forklarer Sabrina Amtrup.
”Og det vigtige spørgsmål her er, om en helt almindelig forbruger tydeligt kan gennemskue, at der er tale om reklame. Her kan det også være relevant, om oplysningen er umiddelbart tydelig for forbrugeren, eller om den forsvinder i andre mere fremtrædende elementer på siden, som afleder forbrugerens opmærksomhed herfra,” tilføjer hun.
Tydeligste måde at markere
Lisbet Røge Jensen forklarer, at annoncerne, der er markeret som ”shoppingtips med reklamelinks”, er lavet af ”affiliate-teamet” i Berlingske Medias kommercielle afdeling. Den type sponseret indhold, der er tale om, er kommet til verden ved, at det kommercielle hold har valgt at skrive om et bestemt emne.
”Og så har man aftaler med affiliate-netværk, hvor der betales en kommission, hvis der går salg igennem på nogle særlige links.”
”Det her er et kommercielt team med egen indholdschef. De producerer journalistik, men det er ikke publicisme. Det er adskilt fra B.T. Det er ikke nogen på B.T.’s redaktion, der skriver det indhold. Det er hos mig i den kommercielle afdeling,” siger hun.
Men hvorfor ikke kalde det, hvad det er: Reklame?
”Det er jo lige præcis det, vi gør.”
Men det bliver i dine øjne ikke sværere for brugerne at afkode, at der er tale om reklame, når man kalder det ”shoppingtips med reklamelinks”?
”Det står der jo. Det er jo den tydeligste måde, vi kan fortælle brugerne, at der er links til reklame i indholdet. Så der må svaret være nej,” siger Lisbet Røge Jensen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.