Forbrugerombudsmand Torben Jensen politianmelder en række influenter. Foto: PR
Alt indhold, som influenter udgiver, skal leve op til markedsføringsloven.
Det konkluderer Forbrugerombudsmanden, Torben Jensen, der samtidig politianmelder en gruppe influenter for ni overtrædelser af reglerne.
”Når influenter driver deres profiler på sociale medier via et CVR-nummer, er de allerede af den grund erhvervsdrivende. Deres produkter er dem selv og alt deres indhold på sociale medier. Derfor skal alt indhold leve op til markedsføringsloven – præcis som det gælder for alle andre erhvervsvirksomheder,” siger han i en pressemeddelelse.
Forbrugerombudsmanden konkluderer på den baggrund, at alle former for opslag fra influenter altså skal overholde markedsføringsreglerne. Det gælder, uanset om der er tale om reklame eller ej.
Foruden den deciderede politianmeldelse af de ni overtrædelser af reglerne indskærper Forbrugerombudsmanden samtidig reglerne over for en anden gruppe influenter, der har overtrådt reglerne i 31 tilfælde.
Særligt hensyn til børn
Sagerne, som Forbrugerombudsmanden tager op, kan få stor betydning for influenter, der målretter deres aktiviteter til børn og unge.
Overtrædelserne baserer sig således blandt andet på influenters indhold på sociale medier, hvor der indgår alkohol, energidrikke eller optræder farlige situationer.
Og den går altså ikke, siger Torben Jensen.
”Influenter, der særligt henvender sig til børn og unge, skal være ekstra varsomme, fordi markedsføringsloven indeholder en række særregler, som skal beskytte børn og unge.”
Det gælder også for opslag, der direkte opfordrer børn til at foretage et køb, eller hvor der optræder børn og unge under 15 år.
Det fremgår ikke af oplysningerne fra Forbrugerombudsmanden, hvilke influenter der er blevet politianmeldt eller for hvilke konkrete opslag.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.