”Jeg elsker roen, naturen og menneskene i Grønland – det var derfor, vi kiggede den vej. Det var slet ikke, fordi jeg tænkte, at nu skulle jeg op og være freelancer for medier over hele verden.” Foto: Privatfoto
Hvis livet var en konkurrence om at være på det rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt, har fotograf Oscar Scott Carl ramt bullseye.
I sommeren 2023 flyttede han som næsten nyuddannet fotojournalist til Grønland, som siden – og særligt det seneste år – er strøget helt op øverst på den internationale dagsorden.
Oscar Scott Carl havde på det tidspunkt fået en tjans for Visit Nuuk, og det var nok til, at han sammen med sin kæreste besluttede at forfølge en drøm om at flytte tilbage til landet, hvor han som barn boede med sin familie i et par år.
”Jeg elsker roen, naturen og menneskene i Grønland – det var derfor, vi kiggede den vej. Det var slet ikke, fordi jeg tænkte, at nu skulle jeg op og være freelancer for medier over hele verden. På det tidspunkt anede man jo heller ikke, at der ville ske alt det, som er sket det sidste år,” fortæller Oscar Scott Carl.
”Men især siden jul sidste år er det jo bare stukket helt af.”
På vej til USA for Sermitsiaq
Oscar Scott Carl fortæller over telefonen fra lufthavnen tirsdag formiddag, hvor han venter på et fly til Washington.
Mens flere medier hiver i ham for at få ham til at løse fotoopgaver i Grønland, er han nemlig blevet sendt til USA for at dække det højspændte møde mellem USA’s vicepræsident, J.D. Vance, udenrigsminister, Marco Rubio og Vivian Motzfeldt og Lars Løkke for den grønlandske avis Sermitsiaq.
Oscar Scott Carl, fotojournalist
Siden begyndelsen af 2025 har Oscar Scott Carl haft fast job som foto- og videojournalist for Sermitsiaq. Derfor har avisen hans klare førsteprioritet, når der skal sorteres i de mange forespørgsler fra andre medier.
”Jeg freelancer stadig ved siden af, når der er tid. Men efter at jeg startede på avisen, har det været meget lidt, fordi det sidste år har været så vildt,” fortæller han.
Ringer fra Japan og Brasilien
Oscar Scott Carl fortæller, at det for alvor tog fart kort efter nytår sidste år, da Donald Trump Jr. landede i Nuuk.
”Jeg tror, jeg fik over 10 opkald fra danske og udenlandske medier den dag. Og så startede freelanceopgaverne for alvor. Også fra medier, jeg måske ikke lige havde tænkt, at jeg skulle arbejde for.”
Oscar Scott Carl, fotojournalist
Det seneste år har den 30-årige fotojournalist blandt andet løst opgaver for amerikanske Wall Street Journal, tyske Der Spiegel og danske Weekendavisen, Information og Berlingske.
”Men jeg har også fået forespørgsler fra japanske, brasilianske og schweiziske medier. For det meste henviser jeg videre. Men vi er jo ikke så mange freelancefotografer i Nuuk, og jeg tror, alle har været lagt ned,” siger Oscar Scott Carl.
Som fotograf bosiddende i Grønland er Oscar Scott Carl særligt optaget af at forsøge at dække historierne fra grønlændernes perspektiv. Foto: Privatfoto
Alt føles historisk
For ham personligt har det ud over flere opgaver også givet endnu mere mening til arbejdet, at Grønland er blevet central i en storpolitisk strid.
”Sidste år var jeg ude i lufthavnen og fotografere flere fly, der landede. Det lyder jo ikke som den fagligt mest spændende opgave. Men fordi alt er historisk lige nu, så føles alt, hvad man gør, vigtigt,” siger Oscar Scott Carl.
Oscar Scott Carl, fotojournalist
Som fotograf bosiddende i Grønland er han særligt optaget af at forsøge at dække historierne fra grønlændernes perspektiv.
”Jeg forsøger at gøre det så nært som muligt, selv om det er helt oppe på den storpolitiske klinge. Så det hele ikke bliver pressemøder og fly, der lander. For eksempel vil jeg helst undgå at lave alt for mange voxpop-portrætter på gaden,” siger Oscar Scott Carl og tilføjer:
”Jeg vil gerne ind i de rum, hver hverdagslivet udspiller sig – ind på teenageværelset, hvor Harry Styles-plakaterne hænger. Så det hele ikke bliver det lidt overfladiske helikopterperspektiv,” forklarer han.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Kære Oscar. Lækre billleder
Kæmpe stor ros!
Det er så dejligt at se fotos uden uden det belejigelen Asger Ladefofogele
seotos der ikke er udsat for Asger Ladefoged filter