Fyringsrunde

For DR’s mange freelancere er fremtiden stadig usikker

Tillidsfolkene fortsætter dialogen med ledelsen om omsorgen for freelancere og tidsbegrænsede ansatte

”En trist dag.”

Sådan sammenfatter fællestillidsrepræsentant i DR Henrik Friis Vilmar gårsdagens sindedag i DR, hvor 47 ansatte fik besked om, at DR har i sinde at fyre dem.

”Alle var mærket af dagen på den ene eller den anden måde – men selvfølgelig først og fremmest de mennesker, som fik at vide, at de ikke længere skal arbejde i DR,” siger han.

Behov for udmelding til freelancere

Selv om det altså var dommens dag for de fastansatte i DR i går, er der stadig en stor gruppe ansatte, som endnu ikke har fået vished om deres fremtid i huset.

For DR’s mange freelancere og tidsbegrænsede ansatte står det nemlig endnu ikke klart, hvad ændringerne får af betydning for deres mulighed for for eksempel at få forlænget kontrakter, fortæller Henrik Friis Vilmar.

”Men fra Journalistgruppens side er vi i dialog med ledelsen om det, og vi har meget tydeligt sagt, at der er behov for en udmelding til den gruppe, så de medarbejdere kan søge andet job, hvis de ikke bliver forlænget. Den dialog om omsorgen for freelancere fortsætter vi i den kommende tid,” lover han.

Forhandlinger bar frugt  

DR’s ledelse havde før sindedagen meldt ud, at der skulle nedlægges op mod 100 stillinger, heraf skulle 60-70 findes gennem afskedigelser. Men på grund af frivillige fratrædelser og ”diverse løsninger” endte det med at være 47 medarbejdere, der i går fik at vide, at DR har i sinde at fyre dem.

”Fra tillidsfolkenes side har vi lagt pres på, for at man skulle forhandle frivillige fratrædelser og undlade at fyre, og det har klart betydet, at nogen undgik at blive sindet,” siger Henrik Friis Vilmar.

Den næste tid kommer til at handle om at hjælpe de sindede og omplacerede bedst muligt videre i huset og i arbejdslivet, forklarer han. Samtidig tager tillidsfolkene sammen med DJ stilling til hver enkelt sindede for at vurderes, om der skal gøre indsigelser.

”Hver eneste stilling, vi kan redde, tæller og er vigtig,” siger Henrik Friis Vilmar.

2 Kommentarer

Peter Frandsen Siggaard
7. SEPTEMBER 2022
Hej Berit.
Kan i princippet godt forstå, at du reagerer på udtrykket, men der er en mening med det (og Henrik Vilmar omtaler da bestemt også gårsdagens hændelser som fyringer).
DR følger de regler, der findes på det offentlige område, når folk bliver fyret. Det betyder, at de berørte kolleger i princippet ikke blev fyret i går. De fik at vide, at DR har 'i sinde' at afskedige dem. Der af udtrykket 'sindedag', som vel mest er DR-jargon, der er sevet ud gennem DR Byens mure.
Kollegerne får 14 dages partshøring, hvor de kan komme med indsigelser, inden beslutningen om afsked føres ud i livet. Det er også derfor, at fyringsrunder/sindedage i DR altid falder i første halvdel af måneden, da det vil koste en måneds ekstra løn til de fyrede, hvis runden blev holdt efter den 16., fordi selv fyringen så ville falde på den 'forkerte' side af den 1. på grund af høringsperioden.
Men når alt det er sagt. så er der ingen grund til at pakke ind, at det var en lortedag at være ansat i DR i går - uanset hvad man kalder dagen.
Bedste hilsner fra en af de tillidsfolk, der heldigvis ikke var brug for i går, da alle mine kolleger stadig har deres job.
Berit Nyholm
7. SEPTEMBER 2022
Jeg kan godt forstå, at DR's ledelse bruger udtrykket "sindedag", for det lyder bare pænere end fyringsrunde, og de har al mulig grund til at pakke det ind, men det undrer mig, at en tillidsrepræsentant og fagbladet også vælger at bruge den slags eufemismer, der er skabt til at nedtone situationens alvor.