Al Jazeera-journalist Anas Al Sharif, var blandt de dræbte. Dawoud Abu Alkas/Reuters/Ritzau Scanpix
FN fordømmer Israel for drab på seks palæstinensiske journalister i Gaza.
Det skriver FN's menneskerettighedskontor i et opslag på X mandag.
FN-kontoret kalder angrebet "en alvorlig krænkelse af den humanitære folkeret" og opfordrer samtidig til uhindret og sikker adgang til Gaza for alle journalister.
Fem af de dræbte journalister arbejdede for det arabiske medie Al Jazeera, heriblandt den profilerede journalist Anas al-Sharif.
Det oplyser mediet selv.
I et opslag på X bekræfter Israels hær at have dræbt journalisten og beskylder ham for at være "leder af en Hamas-terrorcelle".
”Et pressekort er ikke et skjold for terrorister,” skriver hæren i opslaget.
Al-Sharif befandt sig angiveligt i et telt, der var tiltænkt journalister, uden for hospitalets hovedindgang, da teltet blev ramt af et israelsk angreb.