Foto: Dado Ruvic/Reuters/Ritzau Scanpix
Siden TV 2 Østjylland i efteråret afdækkede en årelang usund kultur med råb, skældud og ydmygelser i den aarhusianske gymnastikforening Flying Superkids, har foreningen på forskellige vis forsøgt at slå igen.
I januar skrev Flying Superkids i en harmdirrende pressemeddelelse, at de og deres direktør var udsat for ”en unuanceret og fuldkommen ensidig mediestorm”, og senest har organisationen også langet ud efter TV 2 Østjyllands konkrete journalistiske metoder.
I en pressemeddelelse fra denne uge anklager Flying Superkids TV 2 Østjylland for at fiske efter børn som kilder på det sociale medie Tiktok.
Gymnastikforeningen henviser til, at mediet ”i flere tilfælde” har henvendt sig direkte til børn på Tiktok, hvis børnene har kommenteret historien. En metode, som pressechef for Flying Superkids kalder ”alvorligt og bekymrende”.
Konkret nævner foreningen et tilfælde, hvor TV 2 Østjylland fra mediets profil på Tiktok har svaret på en kommentar fra en bruger med ordne: ”Vi vil meget gerne høre, hvordan det er der for dig – har du lyst til at fortælle om det?”
Kan stille barnet i sårbar situation
Over for Journalisten understreger journalistisk chefredaktør på TV 2 Østjylland, Daniel Bach Nielsen, at de i det konkrete tilfælde ikke har brugt dialogen på Tiktok i deres journalistik.
”Og hvis vi havde fundet en potentielt mindreårig kilde i kommentarsporet, ville vi selvfølgelig kontakte forældrene,” understreger han.
Men alligevel kan fremgangsmåden godt være problematisk. Det mener i hvert fald børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår, Ida Hilario Jønssson. Hun påpeger, at man som medie skal gøre sig rigtig mange tanker om, hvordan man interagerer med børn og unge på sociale medier.
”Særligt i en sag som den her, hvor der kan være alt muligt på spil for børn, der for eksempel kan stå i en loyalitetskonflikt, som gør det udfordrende for dem at blive kontaktet ud af det blå på sociale medier,” siger hun.
Tidligere har Børns Vilkår også kritiseret Ekstra Bladet i en en krænkelsessag fra Tivoli-Garden, hvor mediet brugte Tiktok til i en video at opfordre børn i orkesteret til at dele deres oplevelser med avisen.
Men opstår problemet ikke først, hvis mediet f.eks. aftaler et interview uden forældrenes samtykke?
”Der er selvfølgelig flere steps i det. Men når et etableret medie indgår i dialog med et barn eller en ung på et socialt medie, så kan det godt stille barnet i en sårbar situation. Specielt når det er til offentligt skue, som det jo er her,” siger Ida Hilario Jønssson.
Dialog er en præmis på sociale medier
Men det syn på sagen deler Daniel Bach Nielsen fra TV 2 Østjylland ikke.
Han påpeger, at det er en indbygget præmis ved de sociale medier, at brugernes deltagelse i kommentarspor er ”til offentligt skue”, og at dialog i et kommentarspor ikke er noget, som sker ”ud af det blå”.
Og netop dialog med brugerne på sociale medier er noget, som TV 2 Østjylland vægter højt, forklarer Daniel Bach Nielsen.
”Når vi udgiver noget på TikTok, så går vi som udgangspunkt altid i dialog med vores brugere, og det har vi derfor også gjort med kommentarsporene på TikTok-historierne om Flying Superkids. Det er vores sædvanlige procedure og tilgang på sociale medier - at interagere med brugerne,” skriver han.
Daniel Bach Nielsen, TV 2 Østjylland
Han afviser ikke, at TV 2 Østjylland dermed kan have kontaktet mindreårige Tiktok-brugere. Men reelt kan det være svært at vide, hvem der gemmer sig bag profilerne på Tiktok, påpeger han og tilføjer:
”Vi skal selvfølgelig være ekstra opmærksomme på, når vi er i dialog med børn på sociale medier. Men det er en vigtig pointe, at børn også har en stemme.”
Skriv mere generelt
Hos Børns Vilkår understreger Ida Hilario Jønssson, at TV 2 Østjyllands dækning af historien om Flying Superkids er vigtig, og at børn og unge selvfølgelig også skal have lov at komme til orde.
”Men man kan jo gøre det på mange måder. I stedet for at gå i direkte kontakt med de enkelte brugere i kommentarsporet og spørge, om de har lyst til at fortælle om deres perspektiv, så kan man skrive mere generelt og ikke direkte til det enkelte barn i kommentarsporet,” foreslår hun.
Ida Hilario Jønssson, Børns Vilkår
Men som medie kan man jo ikke altid vide, hvilke profiler på sociale medier, der gemmer sig en mindreårig bag?
”Nej, og det understreger i virkeligheden pointen. Det ved man netop ikke, og derfor er det en god ide, at man skaber kontakt på en måde, hvor man ikke risikerer at skabe utryghed hos et eller flere børn. Særligt på TikTok er der grund til at være opmærksom, fordi de fleste brugere er børn,” mener Ida Hilario Jønssson.
Til det siger Daniel Bach Nielsen fra TV 2 Østjylland, at han fuldt ud anerkender, at sårbare situationer kan opstå.
”Og i de tilfælde vil dialogen i kommentarsporet flytte over til en mail eller en privat besked på det pågældende sociale medie,” skriver han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.