Tilbageholdt

Aldrig før er så mange journalister blevet fængslet på ét år

Organisationen Journalister uden Grænser er udkommet med sin årlige opgørelse over vold begået mod journalister på verdensplan

2022 var et år, hvor det var farligt at udføre sit arbejde som journalist.

Aldrig har så mange journalister været tilbageholdt på verdensplan som i 2022. 533 for at være helt præcis.

Antallet af dræbte journalister i 2022 var 57, mens 65 journalister lige nu er taget som gidsler, og 49 journalister meldes savnet.

Det er nogle af de pointer, som Journalister uden Grænsers (RSF) årlige opgørelse over vold begået mod journalister belyser.

Journalister uden Grænser er en non-profit organisation, der bekæmper og oplyser om overgreb begået mod journalister verden over, fordi de har udøvet deres journalistiske arbejde.

Kina er landet, der tilbageholder flest journalister

Af de 533 journalister, der er tilbageholdt eller fængslet per 1. december i år, sidder 110 af dem i Kina. Landet, hvor censur og overvågning ifølge organisationen har nået ekstreme niveauer.

Også Iran er storleverandør i at tilbageholde journalister. 47 journalister var per 1. december fængslet.

Blandt dem finder man to kvindelige journalister, Nilufar Hamedi og Elahe Mohammadi, som var med til at skabe opmærksomhed omkring den unge iransk-kurdiske kvinde Mahsa Aminis død.

”Diktatoriske og autoritære regimer fylder hurtigt deres fængsler op ved at fængsle journalister.”

”Denne nye rekord i antallet af tilbageholdte journalister bekræfter nødvendigheden af at modstå disse skruppelløse regeringer og give vores aktive solidaritet til alle dem, der legemliggør idealerne for journalistisk frihed, uafhængighed og pluralisme,” udtaler Christophe Deloire, generalsekretær for Journalister uden Grænser, i en pressemeddelelse.

Antallet af dræbte stiger

57 journalister er indtil videre blevet dræbt i år, hvilket er en stigning på 18,8 procent i forhold til 2021.

Ifølge Journalister uden Grænser er en af årsagerne til stigningen krigen i Ukraine, som brød ud i februar i år. Her blev otte journalister dræbt i krigens første seks måneder.

Men hele 60 procent af de dræbte journalister blev dræbt i lande, som anses for fredelige. 11 journalister blev dræbt i Mexico, seks blev dræbt i Haiti, mens tre blev dræbt i Brasilien.

Journalister uden Grænser blev grundlagt i 1985 i Frankrig og er siden 1995 hvert år udkommet med en årlig gennemgang af vold og overgreb på journalister baseret på data indsamlet fra 1. januar til 1. december det pågældende år.

0 Kommentarer