Danskernes tillid til medier og journalister er høj. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Kunstig intelligens er her, der og alle vegne i mediebranchen for tiden, men spørger man danskerne, er bekymringen for AI-journalistik stigende.
Det viser et af delresultaterne i den årlige udgave af rapporten ’Danskernes brug af nyhedsmedier’, som udkommer i dag.
Tallene viser, at 53 procent af danskerne er utrygge ved journalistik, der primært produceres af kunstig intelligens. Sidste år var tallet 48 procent. Tilsvarende er kun 28 procent utrygge, hvis nyhederne produceres af en journalist med lidt hjælp fra kunstig intelligens.
Derudover har danskerne også lave forventninger til kunstig intelligens’ evner til at forbedre kvaliteten af nyhederne.
Rapporten udarbejdes hvert år af Center for Nyhedsforskning på Roskilde Universitet (RUC) på baggrund af tal fra den internationale Reuters-undersøgelse.
Idéen med rapporterne er at følge med i, hvordan folk bruger nyheder på tværs af platforme og formater i en lang række lande.
Mere digitale
I årets rapport fremgår det også, at danskerne er blevet mere digitale i deres nyhedsvaner.
Halvdelen af befolkningen møder nyheder på internettet først, mens hver femte tænder for tv eller radio fra morgenstunden. Hos de unge i aldersgruppen 18-24 år er det to ud af tre, der først får nyheder via internettet.
Noget tyder også på, at danskerne i højere grad end andre landes borgere fortsat har tillid til nyhedsmedier og journalister. I hvert fald er tilliden til nyhedsbrands uændret fra 2024 til 2025, og det er de samme nyhedsmedier, som er på toppen af rapportens såkaldte tillidspyramide.
Her er medierne med højest troværdighed vurderet til at være DR, TV 2 og TV 2-regionerne.
Dernæst er det en lang række traditionelle nyhedsbrands som Børsen, Politiken og Berlingske, mens den mindste grad af tillid udtrykkes til tabloidmedier som avisen.dk, BT.dk og EB.dk.
Tillid påvirkes af politik
Tallene afspejler også, at politisk observans hos brugerne kan påvirke vurderingen af tilliden til de enkelte medier. Eksempelvis har venstreorienterede betydeligt mere tillid til Information og Zetland end højreorienterede.
Derudover peger kun 20 procent af danskerne på, at fake news stammer fra medier og journalister.
Skeptiske over for influencere
Til gengæld nærer danskerne en skepsis over for influencere og personligheder på internettet. Her mener 61 procent, at de i høj grad er med til at sprede fake news, ligesom fremmede regeringer, politikere eller politiske partier kan være det.
Når danskerne så skal forsøge at verificere falske nyheder, benytter de stadig nyhedskilder og offentlige hjemmesider til det.
Der er dog også igen i år en stigning i antallet af danskere, der undgår nyheder ”tit eller nogle gange”. Dermed er det nu 27 procent af danskerne, der undgår nyheder tit eller nogle gange, hvilket er en stigning på 4 procentpoint i forhold til sidste år.
Årsagerne er for mange nyheder om krig og konflikt, negativ indvirkning på brugernes humør, og at brugerne kan blive overvældet af mængden af nyheder.
Undersøgelsen viser også, at sociale medier i mindre grad end tidligere fører trafik videre til medierne.
Andelene af danskerne, der bruger Facebook til at finde nyheder, er således faldet fra 32 procent til 27 procent siden 2024. Faldet er endnu større på X, tidligere kendt som Twitter, ligesom også politikere og aktivister kæmper med at få opmærksomhed på sociale medier.
Som noget nyt har den danske rapport også fokus på nyhedspodcasts, hvor 12 procent af danskerne svarer, at de har lyttet til en nyhedspodcast den seneste uge.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.