Fire reportere ser tilbage: Dengang man kunne ringe til en minister

Der er for mange skriftlige citater og for lidt direkte dialog mellem politikere og presse. Det mener fire journalister, der har dækket dansk politik, dengang der blev drukket bajere og skubbet hemmelige dokumenter ind under dørene på Christiansborg. Presselogen har fejret 100 år
  • Foto: Kasper Palsnov
    Tilsammen har Kate Bluhme, Helge Kierkegaard, Henning Olsson og Solveig Rødsgaard dækket christiansborgstof over en periode på 48 år.
03.01.2019 · 08:48

”Nej, men hvad sker der?”

Kate Bluhmes hånd stryger hen over det lille maskinskrevne skilt ud for en af pladserne i Presselogen i Folketingssalen. ”Land og Folk,” står der med sorte typer i en lille ramme af messing. Den er helt gal ifølge Kate Bluhme.

”Det der, det var min plads,” siger hun og peger på stolen ud for skiltet – og her skal man forstå, at Kate Bluhme har arbejdet for B.T. og Ekstra Bladet alle de 20 år, hun har været fast christiansborgreporter fra 1973 til 1993. Hun dækkede politik igen fra 2008 til 2012 for eb.dk.

”Og så lige Land og Folk,” griner Helge Kierkegaard, der selv var christiansborgreporter fra 1977 til 2003, først for Århus Stiftstidende og siden for De Tre Stiftstidenders Nyhedstjeneste.

2. december i år var det præcis 100 år siden, Presselogen på Christiansborg holdt sin første generalforsamling. I 100 år har den stået som pressens garant for adgang til Christiansborg. I den anledning har Journalisten samlet fire af de christiansborgreportere, som har fulgt dansk politik i længst tid – tilsammen gennem et spænd på 48 år og ni forskellige statsministre.

Ud over Kate Bluhme og Helge Kierkegaard er det Henning Olsson, som var på Christiansborg for Politiken og DR frem til 2014, og Solveig Rødsgaard, der stoppede på Weekendavisens christiansborgredaktion i 2002. Hun startede som politisk journalist i 1966, da Jens Otto Krag var statsminister. Det var i 1965, at han som den første statsminister indførte ugentlige pressemøder.

Mere dialog og mindre formelt 

”Han fortalte lidt om, hvad der var sket. Det var slet ikke så formaliseret, som det er blevet senere,” fortæller hun.

De kritiske spørgsmål kom senere. Men journalisterne havde adgang til at tale med ministrene.

”Hvis man gerne ville noget med den pågældende minister, statsministeren eller fagministeren, så var det ikke noget problem overhovedet at få fat i den pågældende bagefter på tomandshånd,” siger Kate Bluhme.

”Specielt i 70’erne og 80’erne kunne man jo løbe statsministeren eller en hvilken som helst anden minister op bagefter, de var jo ikke omgærdet af sikkerhedsvagter og optrænet i at løbe, når de så skyggen af en journalist,” siger Helge Kierkegaard.

Og det er måske den største forandring i politisk journalistik siden dengang: Journalister i dag skal oftere kæmpe med, at nogen eller noget spænder ben for den direkte dialog mellem journalister og politikere, mener de fire.

”Selvfølgelig er der også i dag kontakt mellem journalister og politikere og ministre, men jeg tror, det er en kontakt, som er sværere at etablere i den daglige debat end tidligere,” siger Solveig Rødsgaard.

Solveig Rødsgaard var det ene af i alt to kvindelige Presseloge-medlemmer, da hun begyndte på Christiansborg i 1966. ”Måske var der den fordel, da man var ung og så bedre ud, at der blev lagt mere mærke til en, så politikerne vidste, hvem man var, selv om man måske ikke havde skrevet så meget. Men jeg har aldrig nogensinde oplevet kvindediskrimination på nogen måde,” siger hun.
Foto: Kasper Palsnov
Veg uden om kritiske spørgsmål 

Det er ellers ikke, fordi statsministre til alle tider har været begejstret for pressens kritiske spørgsmål – tvært­imod. De fire christiansborgjournalister husker, hvilke teknikker de forskellige statsministre har grebet til for at håndtere pågående eller kritiske spørgsmål.

”Schlüter havde det med at glide af på tingene, og så henviste han til fagministeren,” siger Helge Kierkegaard.

”Hvis en journalist spurgte: ’Hvad vil regeringen gøre ved det?’, så kunne Schlüter finde på at sige: ’Ja, hvad mener du?’, siger Henning Olsson, mens Solveig Rødsgaard og Kate Bluhme begge nikker frem for sig og udbryder i munden på hinanden:

”Ja, hvad mener du selv?”

”Hvad synes du selv, ja, det er rigtigt”.

De griner.

”Hvis Fogh følte sig generet af kritiske spørgsmål, så var han hurtig til at gå videre til næste journalist, sådan så du ikke kunne få lejlighed til at stille to-tre opfølgende spørgsmål,” siger Henning Olsson.

Helt frem til Poul Nyrups tid foregik pressemøderne i Grønlandsværelset i Statsministeriet – og uden for citat.

”Man fik allernådigst lov til at tage en blok med. Og der var konkurrence om at have mindst muligt papir med for at demonstrere over for naboen, at man havde en bedre hukommelse end ham,” husker Helge Kierkegaard.

Mere styring med Fogh 

Selv om det blev tilladt at referere fra Nyrups pressemøder, så var kameraer stadig forment adgang.

”Der var en strid mellem skrivende og elektroniske medier dengang. Langt mere, end der er nu. Jeg husker, og det var fuldstændigt grotesk, at når Nyrup havde holdt sin tale, og der var et eller andet, man godt ville bruge, så måtte DR og TV 2 stille op uden for Spejlsalen, og så kunne han få lov til at stå og gentage det, han lige havde sagt,” siger Henning Olsson.

Alt det ændrede sig, da Fogh blev statsminister i 2001.

”Han besluttede, at nu skulle kameraerne ind. Det bliver deciderede pressemøder, hvor han siger noget, og så er det dét. Han var jo også stærkt inspireret af britiske Tony Blair og af den amerikanske form på pressemøder,” siger Henning Olsson.

Og i modsætning til Poul Nyrup Rasmussen begyndte Anders Fogh sine pressemøder på klokkeslæt.

”Da Fogh kom til, var der nogle journalister, som kom dryssende 10 minutter over, for det plejede at passe med Nyrups pressemøder. Men der var Fogh jo i fuld gang, han kom lige på klokkeslæt. Der kom mere styr på pressemøderne, men der var også mere styring fra statsministerens side, og det er så simpelthen fortsat,” siger Solveig Rødsgaard.

 

Ringede hjem til Auken 

Før der kom den form for styring, ringede de politiske journalister direkte hjem til ministrene, også til statsministeren. Henning Olsson husker tilbage til engang, han ringede til daværende minister Svend Auken.

”Så var det datteren, der tog telefonen. Hvad hed hun – Jessika, ikke?”

”Den mindste hed Jessika, ja,” bekræfter Kate Bluhme.

”Jeg spurgte hende, om jeg måtte snakke med hendes far. Så råbte hun ud i lokalet, at der var telefon til ham. Og så vendte hun tilbage og sagde: ”Han siger, han ikke er hjemme,” fortæller Henning Olsson.

Anekdoten får alle til at grine.

”I dag er det næsten håbløst. Jeg tror, Bertel Haarder var den sidste minister, du kunne ringe direkte hjem til,” siger Henning Olsson.

”Du er nødt til at gå igennem embedsværket eller spindoktorerne, og de afgør stort set, om du kan komme i kontakt med en minister eller ej. Siden jeg holdt op for fire år siden, sender ministrene flere og flere svar i form af mails. Det forhindrer, at man kan stille opfølgende spørgsmål. Det mener jeg gør journalistikken fattigere,” uddyber han.

Tendensen med skriftlige svar fra politikere irriterer dem alle fire.

”Hvis man har et opfølgende spørgsmål, har man ikke mulighed for at stille politikeren det. Han har skrevet otte linjer, det er formentlig spindoktoren, der har gjort det, og det svarer måske slet ikke til det, som man har fundet ud af ved at tale med andre kilder,” mener Solveig Rødsgaard.

”Jamen, det er fuldstændigt rigtigt,” udbryder Kate Bluhme og fortsætter:

”Det er jo fuldstændigt elementært for alle os, der har gennemgået en journalistuddannelse, at man får noget ud af at tale med mennesker. De politikere, som henholder sig til det der mailhejs, de afskærer sig selv fra at få opbygget et fortrolighedsrum, hvor de også er trygge ved at sige noget.”

Kate Bluhme var gennem 80’erne og 90’erne med til at arrangere middage for kvindelige politikere og journalister. ”Jeg kan ikke huske nogen tilfælde, hvor det gjorde en forskel for mig som politisk journalist, at jeg var kvinde. Men en anden ting, som jeg er kommet til at tænke på, jeg har haft fordel af, det er, at jeg er nordjyde. Der har helt klart været nogle markante politikere, som jeg havde en anden tilgang til, fordi jeg er fra Nordjylland,” siger hun.
Foto: Kasper Palsnov

 

Sagde op på talerstolen 

Op gennem 70’erne og 80’erne var politik mindre topstyret end i dag. Det betød også, at kommunikationen til pressen mildest talt blev koordineret mindre end i dag – det husker alle fire logemedlemmer flere eksempler på.

”Kan I huske, da Risgaard overraskede alle – også Anker Jørgensen – da han i stedet for at sige op oppe ved Anker Jørgensen gik herned på talerstolen?” siger Henning Olsson, og alle får ligesom blikket suget tilbage i tiden.

Jens Risgaard Knudsen var en socialdemokratisk politiker, som blev minister ad flere omgange, både under Jens Otto Krag og under Anker Jørgensen. Men den dag i oktober 1981 stoppede ministerkarrieren brat.

”På talerstolen, ja, for helvede,” siger Kate Bluhme.

”Jeg sad lige hernede,” siger Solveig Rødsgaard og peger skråt frem mod højre, hvor hun havde sin faste plads for Berlingske Tidende.

”Det var fantastisk den dag,” siger Helge Kierkegaard frem for sig.

Anker Jørgensen var statsminister, da daværende trafikminister Jens Risgaard Knudsen trak sig efter den såkaldte ”postsag”. Den handlede om problemer med postomdelingen, som det ikke var lykkedes Risgaard Knudsen at løse.

”Anker, han kom drønende ned,” husker Henning Olsson, og Helge Kierkegaard bryder ud i grin, da Henning fortsætter:

”Han var lige så overrasket som vi andre.”

Henning Olsson var på Christiansborg for Politiken og DR frem til 2014. Han husker tydeligt, dengang journalisterne ringede direkte hjem til ministrene. ”Det var mere enkelt,” siger han. Henning Olsson mener, at Bertel Haarder var den sidste danske minister, pressen ringede hjem til. Det var statsminister Thorvald Stauning, som i 1924 indførte, at journalisterne kunne ringe hjem til ministrene.
Foto: Kasper Palsnov

Research i en papirtid 

Hverken lovforslag eller ministersvar var digitaliserede. Dialogen med kilderne og research på papir hang sammen.

”Nogle gange kendte man politikere og kunne få lov til at kigge i deres papirer,” siger Helge Kierkegaard.

Han husker tilbage til engang, hvor regeringen skulle komme med et oplæg, men deres pressemøde var klokken 14 – på klokkeslæt samme minut, som hans lokale aviser skulle sendes i trykken.

”Hvad skulle jeg gøre? Der ville være et helt døgn til næste gang, vores avis udkom, og det var en af de historier, som virkelig interesserede vores læsere,” siger Helge Kierkegaard – og løfter sløret for sin daværende journalistiske metode i totalt anonymiseret form:

”Så opsøgte jeg en af de gutter, og vi kiggede lidt på hinanden. Så sagde han: ”Hvad går du ellers og laver?” Jeg sagde: ”Ja, jeg går jo og leder efter denne her historie …” Og så kunne jeg se, hvad der lå øverst i hans stak,” fortæller Helge Kierkegaard og viser en høj papirstak med hænderne foran sig.

””Den ligger der,” sagde han og spurgte, om vi ikke skulle tage en kop kaffe. ”Jo,” sagde jeg, ”det ville da være en god idé”. ”Jeg går lige ud og laver en kop kaffe,” sagde han, og så lød det fra sekretæren inde i det tilstødende lokale: ”Det kan jeg da lave.” ”Nej nej,” protesterede han, og så rejste han sig, kiggede på mig og sagde: ”Det kan godt være, det tager lidt tid.”

”Hvor er det dog skønt,” udbryder Kate Bluhme, og alle griner.

Helge Kierkegaard var politisk journalist i 26 år og har altid haft som princip, at han ikke skulle blive personlig ven med nogen af politikerne. ”Der har måske været en enkelt politiker, som jeg har kunnet betegne som ven, men vi kom ikke sammen privat. Ellers har jeg bevidst prøvet at holde afstand, for det duer ikke,” siger han.
Foto: Kasper Palsnov

Helge Kierkegaard fortsætter:

”Så læste jeg rapport som en gal, og så kom han med kaffen. Og jeg sad og skævede til uret. Det var formiddag, jeg skulle op og have afleveret min historie. Så sagde jeg: ”Nå, men jeg må også se at komme videre”. ”Ja,” sagde han, ”men du har jo også fået, hvad du skulle have.”

”Der verserer mange historier om papirer, der er blevet skubbet ind under døre, eller som pludselig har ligget i vindueskarme et eller andet sted,” fortæller Kate Bluhme.

Solveig Rødsgaard husker en anden metode fra engang, journalisterne sad udenfor og ventede, mens politikerne forhandlede i forligsværelset. På et tidspunkt skulle folketingsbetjentene dele en række ændringsforslag fra Finansministeriet rundt til politikerne.

”Hvis man kendte folketingsbetjentene godt, kiggede de et øjeblik sigende på én, når de gik fra udvalgsværelset og forbi journalisterne med et ekstra sæt papirer hen til deres skrivebord rundt om hjørnet. Lidt efter slentrede jeg selv rundt om hjørnet, og så sagde betjenten: ”Jeg tror, der er telefon til dig.” Så gik man ind i telefonboksen, og der lå en stak papirer. Reglerne var fulgt – jeg havde ikke fået papirerne overrakt af nogen, og jeg havde ikke bedt om noget. Jeg fik bare papirerne, og så kunne jeg stå og læse der. Sådan foregik det dengang,” siger Solveig Rødsgaard.

Verden er en anden 

Det er mellem fire og 16 år siden, de fire logemedlemmer stoppede på Christiansborg. Politisk journalistik har ændret sig, blandt andet målt på antallet af deadlines i døgnet og presserådgivere.

”Hvis man skal se positivt på det, så har jeg jo lavet ret meget rugbrødsjournalistik, og her har rådgiverne været til stor hjælp, når det gjaldt om at finde en embedsmand, der kunne forklare mig det ene eller det andet. Omvendt er de et helvede at have med at gøre, så snart du har en historie, hvor ministeren er i knibe,” siger Henning Olsson.

Han husker blandt andet, at han tilbage i 90’erne bad om et interview med daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen, fordi hans partifælle og daværende EU-kommissær Ritt Bjerregaard havde sagt ham imod i en konkret sag.

”Der sagde spindoktoren direkte, at det får du ikke noget ud af, for jeg vil anbefale ham ikke at sige noget. Og det gjorde jeg så heller ikke,” siger Henning Olsson.

De fire er enige om, at det hele tiden går hurtigere, både i journalistikken og i dansk politik. Kate Bluhme mener, unge journalister skal insistere på at have mere tid til deres historier. Andre mener, det er mere kompliceret end som så.

”Det tror jeg simpelthen ikke, man kan ændre på,” som Solveig Rødsgaard siger.

”Den måde, man laver tv, avis og radio på, den er jo en helt anden i dag. Der er ikke plads og tid til at forberede sig bedre, til at følge bedre op på spørgsmålene. Det er ikke en kritik af de mennesker, der står der – jeg ved ikke, om det er en kritik af nogen overhovedet. Verden er bare en anden,” siger Helge Kierkegaard.

Flere, kortere deadlines og mere skriftlig kommunikation er ifølge de fire journalister den største forandring for politiske journalister. ”Hvis man har et opfølgende spørgsmål, har man ikke mulighed for at stille politikeren det. Han har skrevet otte linjer, det er formentlig spindoktoren, der har gjort det,” mener Solveig Rødsgaard.
Foto: Kasper Palsnov

 

Sådan blev Presselogen til

Journalisterne på Christiansborg kan takke fortidens politiske journalister – rigsdagsreferenterne, og ikke mindst sammenholdet mellem dem, for at de kan gå side om side med de folkevalgte i dag på Christiansborg. Det fortæller Hanne Rasmussen, som er historiker og tidligere bibliotekar og bibliotekschef på Christiansborgs Bibliotek gennem tæt på 30 år.

Christiansborg brændte i 1884, og mens det nye Christiansborg blev bygget op, var Landstinget og Folketinget i de lokaler i Fredericiagade, hvor Østre Landsret har til huse i dag. De daværende politiske journalister havde kun samme adgang til folketingsdebatter og ministersvar, som andre borgere havde.

”Pressen ville gerne have bedre forhold. Og gerne fremstå som en samlet gruppe, tror jeg. De måtte kun være på Borgen, så længe der var møder. Det var ikke deres egne lokaler, de disponerede over,” fortæller Hanne Rasmussen.

Alt det fik journalisterne ændret på, fordi de organiserede sig og henvendte sig både ved Rigsdagens ledelse og ved arkitekten bag det nye Christiansborg. De tre politiske journalister H.J. Blicher, G. Chr. Olsen og A.J. Poulsen stillede sig i spidsen for processen og forhandlede med de to formænd for Rigsdagen, N. Pedersen-Nyskov og A. Thomsen. Og da Danmarks politiske hovedsæde rykkede tilbage på Christiansborg i 1918, stod det klart, at missionen var lykkedes.

”De fik nogle rimeligt gode vilkår på det tidspunkt. De fik stillet både en spisestue og en dagligstue og nogle lokaler til rådighed, sådan så de fik nogle lokaler både på landstingssiden og på folketingssiden,” siger Hanne Rasmussen.

I 1919 holdt den nye Presseloge sin første årsmiddag nogensinde. Den blev holdt på Restaurant Nimb. Ud over Presselogens medlemmer deltog Præsidiet og partiernes formænd. Daværende statsminister (konseilspræsident) Carl Theodor Zahle sidder som nummer tre fra venstre på forreste række.

Desuden fik journalisterne såkaldte ”referentloger” i Folketingssalen og i Landstingssalen, hvor der både var installeret telefonbokse og et ”rørpostanlæg”. Herfra kunne journalisterne sende deres referater direkte til portvagten, hvor avisens bud så kunne hente det direkte og fragte referatet til tryk på redaktionen. Messingrørene til referaterne er stadig i logen den dag i dag.

Forhandlinger om den konkrete ordlyd af Presselogens adgang til Christiansborg strakte sig over flere måneder i 1918, men 2. december 1918 kunne Rigsdagens Presseloge holde sin første egentlige generalforsamling.

Marchen Neel Gjertsen, som er politisk redaktør på Jyllands-Posten og nuværende formand for Presselogen, fortæller, at medlemskab af Presselogen i dag giver medlemmerne adgang til fem-ti frokostmøder om året, som for eksempel kan være en minister, der giver en baggrundsbriefing. Derudover er der årligt en fælles julefrokost og så den store fest, Præsidiefesten, som Presselogen og Præsidiet holder sammen, og hvor de to parter skiftes til at være vært.

 

Magasin: 

Kommentar

CAPTCHA
Dette er en test for at sikre at du ikke er en robot der blot spammer kommentarsporet.

Seneste jobopslag

Redaktør til TV Avisen

DR
Ansøgningsfrist: 24.01

Danwatch søger Ansvarshavende Chefredaktør

Danwatch
Ansøgningsfrist: 17.02

Dansk Psykolog Forening søger en psykologfaglig redaktør

Dansk Psykolog Forening
Ansøgningsfrist: 12.02

BARSELSVIKAR: KOMMUNIKATIONS- OG MARKETINGMEDARBEJDER

MCH - Messecenter Herning Kongrescenter
Ansøgningsfrist: 15.02

Erfaren kommunikationskonsulent til Tandlægeforeningen

Tandlægeforeningen
Ansøgningsfrist: 30.01

Vikar til lokalredaktionen i Svendborg

Jysk Fynske Medier
Ansøgningsfrist: 28.01

Kommunikationskonsulent (Barselsvikariat)

Amnesty International Danmark
Ansøgningsfrist: 21.01

Informationsspecialist til Særlig Efterforskning Øst

Københavns Politi
Ansøgningsfrist: 21.01

Digital redaktør med stærkt udviklingsgen

Flensborg Avis AG
Ansøgningsfrist: 06.02

Grave-reporter til Flensborg Avis

Flensborg Avis AG
Ansøgningsfrist: 06.02

Kommunikationsmedarbejder til By & Havn

By & Havn
Ansøgningsfrist: 21.01

Kommunikationskonsulent

Ballerup Kommune
Ansøgningsfrist: 17.02

Web-reporter til førende nyhedssite i København

Landbrugsmedierne
Ansøgningsfrist: 25.01

Kommunikationskonsulent til Ringsted Kommune - barselsvikariat

Ringsted Kommune
Ansøgningsfrist: 23.01

Pressekonsulent, der kan sætte sikkerhed på dagsordenen

Sikkerhedsstyrelsen
Ansøgningsfrist: 03.02

Kommunikationsmedarbejder til intern og ekstern kommunikation

Nationalmuseet
Ansøgningsfrist: 25.01

DIIS søger kommunikationsmedarbejder (barselsvikariat)

Dansk Institut for Internationale Studier
Ansøgningsfrist: 24.01

Redaktør til nyt og innovativt betalingsmedie

Avisen.dk og Ugebrevet A4
Ansøgningsfrist: 21.01

DIIS søger journalist til forskningsformidling

Dansk Institut for Internationale Studier
Ansøgningsfrist: 20.01

Kommunikationsmedarbejder til Læger uden Grænser

Læger uden Grænser
Ansøgningsfrist: 20.01

Barselsvikar: SoMe-konsulent med presseerfaring

Mødrehjælpen
Ansøgningsfrist: 21.01

Initiativrig kommunikationsansvarlig søges!

Edlund
Ansøgningsfrist: 20.01

DANMARKS VILDESTE REDAKTØR TIL JAGTMAGASINER

Recreation Media ApS
Ansøgningsfrist: 31.01

Kommunikationsmedarbejder/ journalist til Danske Erhvervsakademier

Danske Erhvervsakademier
Ansøgningsfrist: 20.01