PAPIRMANGEL

Finske aviser går ned i sidetal – danske magasiner bliver også påvirket

Forbrugerne vil i den kommende tid mærke, at trykkerierne har svært ved at skaffe papir

Alt papir er bedre end intet papir.

Sådan lyder devisen i disse dage fra danske trykkerier, der producerer de danske ugeblade og magasiner.

Papirbranchen er nemlig så presset, at magasiner og ugeblade i den kommende tid med stor sandsynlighed vil udkomme på papir i en anden kvalitet.

En kombination af faldende efterspørgsel på papir, coronakrisen, en strejke på en papirfabrik i Finland og Ruslands invasion af Ukraine har nemlig gjort, at udbuddet ikke kan følge med efterspørgslen på papirmarkedet.

”Vi skaffer papir, men ikke nødvendigvis den kvalitet, vores kunder vil have og har bestilt,” siger Jesper Jungersen, der er administrerende direktør hos Aller Tryk, der trykker en stor andel af de danske magasiner og ugeblade, man finder på hylderne ved siden af kassen i de danske supermarkeder.

Dyrere at trykke

I sidste uge oplevede man hos Aller Tryk, at 30 procent af en ordre blev annulleret, da producenten ikke kunne få leveret træfiber fra Rusland. Dertil er alle andre led i at drive et trykkeri også blevet dyrere som følge af prisstigninger efter Ruslands invasion af Ukraine.

I sidste ende vil det også gøre det dyrere for medier at trykke magasiner.

”Papirpriserne er jo fortsat med at stige. Vi ser også, at langt de fleste kvaliteter er nærmest fordoblet i pris på 12 måneder, og intet tyder på, det stopper her. Sidste uge var der yderligere stigninger, så det er en rigtig kedelig udvikling,” siger han.

Der skal nok komme papir til udgivelserne frem til sommer, men kunder og forbrugere skal altså vænne sig til en anden kvalitet på papiret, uddyber Jesper Jungersen.

Også her på Journalisten vil det kommende trykte magasin udkomme i en anden papirkvalitet.

Bonnier: Øget pres

Hos Bonnier Publications, der blandt andet udgiver Costume, Gør Det Selv, Illustreret Videnskab, Bo Bedre og Bil Magasinet, vil administrerende direktør Jesper Buchvald af konkurrencehensyn ikke kommentere på, om situationen får indflydelse på antallet af trykte udgivelser i 2022.

Han nikker dog genkendende til, at krigen i Ukraine har lagt et ekstra pres på det i forvejen påvirkede papirmarked.

”Både den direkte effekt på papirmarkedet, men også i andre dele af processen. For eksempel er transporter gennem Europa blevet både sværere og dyrere,” forklarer han. Han vurderer dog ikke, at forbrugerne vil mærke den store forskel på produkterne. Men situationen er usikker, og derfor er det ifølge ham vanskeligt at afgøre, hvilke konsekvenser der måtte være i de kommende måneder.

I første omgang betyder det dog ikke nødvendigvis en kæmpe omstilling fra print til digital hos Bonnier:

”Alle vores produkter er i en eller anden form allerede på vej fra print til digital, så papirsituationen er i den forstand ikke afgørende. Der vil fortsat være forudsætninger for udgivelse af trykte magasiner også fremover. Men situationen understreger naturligvis vigtigheden af et højt tempo i den digitale udvikling,” lyder det.

Massive problemer i Finland

I Finland, hvor en række store papirproducenter opererer, er der i disse dage udtalte problemer med at skaffe nok papir.

”Efter Ruslands angreb på Ukraine har mediefirmaer besluttet at holde op med at bruge russisk papir,” siger Jukka Holmberg, der er direktør i en lobbygruppe, som præsenterer finske medier, til Yle.

Omkring en femtedel af Finlands aviser udkom på russisk papir, før strejken ved papirproducenten UPM begyndte tidligere i år. Allerede nu har papirmanglen betydet, at avisen Helsingin Sanomat udkommer med færre sider i weekenden. Derudover er prisen på avispapir steget fra 390 euro per ton sidste år til 670 per ton i dag.

Journalisten forsøger også at få en kommentar fra Pressens Fællesindkøb, der står for indkøb af papir til avisproduktion i Danmark.

0 Kommentarer