
Inde i et rum i spillet kan spillere se billeder og tekst fra den finske avis’ journalister. Foto: Helsingin Sanomat/Reuters/Ritzau Scanpix
Counter-Strike og pressefrihed.
To ting, der normalt ikke bliver forbundet med hinanden. Men det bliver de måske fremover.
Finlands største avis, Helsingin Sanomat, har nemlig taget en noget anden metode i brug for at prøve at nå russiske borgere med information om, hvad Rusland faktisk foretager sig i Ukraine.
Avisen har designet et kort – altså en slags bane – i skydespillet Counter-Strike, der er særdeles populært blandt flere millioner unge, russiske mænd.
Det sker i et forsøg på at nå russiske borgere, der ellers ikke kan få uvildig information om, hvad der foregår i Ukraine, fordi Rusland har blokeret for udenlandske medier og forbudt russiske medier at bringe andet end den politiske udlægning af invasionen i nabolandet.
”Eftersom vi har været dybt bekymrede over pressefriheden og ytringsfriheden i Rusland, er vi kommet frem til, at det måske er muligt at finde nogle andre kanaler til at levere pålidelig og uafhængig journalistik om for eksempel situationen i Ukraine til det russiske publikum,” fortæller Antero Mukka, ansvarshavende chefredaktør for Helsingin Sanomat, til Reuters.

Billeder og tekst fra avisen
Counter-Strike-kortet hedder ’de voyna’, der refererer til det russiske ord ’voyna’, der betyder krig, og som i Rusland er forbudt at bruge om krigen i Ukraine.
Fortællingen udspiller sig i en slavisk by, og inde i et hemmeligt rum kan spilleren finde papirer med billeder og tekster, der viser, hvilke ødelæggelser og grusomheder avisens journalister har været vidner til under krigen.
Antero Mukka, chefredaktør hos Helsingin Sanomat
Det er selskabet Valve, der står bag Counter-Strike, og fra den finske avis’ side har man udnyttet, at spillere selv må designe kort til spillet og har derfor ikke bedt om tilladelse.
”Hvis nogle unge mænd i Rusland, bare på grund af det her spil, bruger et par sekunder på at tænke over, hvad der sker i Ukraine, er det det værd,” siger Antero Mukka til Reuters.
Over for mediet Fast Company uddyber chefredaktøren, at man fra avisens side har fundet ud af, at computerspil endnu ikke er blokeret i Rusland.
”Vi har set, hvad der er sket i Ukraine, og hvordan Rusland opfører sig der. Vi har mere end 1.300 kilometer grænse til Rusland. Vi er dybt interesserede i, hvad der sker derovre, og vi har desperat fulgt med i, hvad der er sket. Folk har ret til at vide det. Vi vil have unge russiske mænd til at tænke over, at der kan være en anden virkelighed end den, deres stat præsenterer,” siger han.

Udnytter smuthul
Det er art director Roope Sandberg fra det kreative bureau Miltton, der har fået idéen til kortet.
”Efter en planlægnings-session tog jeg hjem, og på vejen fra busstoppestedet til mit hus fik jeg den idé at lave et Counter-Strike-kort og gemme uafhængig journalistik i det,” fortæller Roope Sandberg, der er art director hos bureauet Miltton, til Fast Company.
Art directoren spiller selv Counter-Strike, og efter at Rusland invaderede Ukraine, undrede han sig over, at udvikleren bag spillet ikke havde ekskluderet de omkring fire millioner russiske spillere.
”Hvorfor så ikke udnytte det smuthul til vores fordel ved at levere uafhængig information gennem spillet til de russiske spillere?” siger han.
Det kreative bureau har efterfølgende lagt udviklingen af kortet ud til to specialiserede kort-magere i Australien og Danmark, som begge ønsker at forblive anonyme.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.