Claus Christensen har været chefredaktør på Ekko siden 2002 Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix, Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix og privatfoto
De satte ansigter på MeToo i filmbranchen, deres journalist tog kokain med en filmkonsulent og bladet lagde en sten i skoen på Søren Gade, der førte til hans deroute som forsvarsminister.
I denne uge udkommer filmmagasinet Ekko med magasin nummer 100, og det bliver markeret med artikler om bladets omtumlede historie.
Chefredaktør siden 2002 Claus Christensen beskriver i dag Ekkos redaktionelle linje som ”kærlig, kritisk – og så er der ingen hellige køer.”
Det gælder for eksempel dengang, Lars von Trier langede ud efter Anders Thomas Jensen og Kim Fupz Aakeson for at lave effektive manuskripter på rekordtid, ”men uden skygge af personlighed”.
”Det var selvfølgelig en debat, vi gerne ville have,” siger Claus Christensen.
På det tidspunkt i 2005 var Lars von Triers kritik allerede velkendt internt i branchen og blandt flere kulturjournalister på dagbladene.
”Men ingen syntes, de skulle skrive om det. I stedet gjorde Ekko det, fordi vi syntes, det var interessant,” forklarer Claus Christensen.
Med debatten fulgte andre medier op på sagen, og Lars von Trier benyttede lejligheden til at erklære, at instruktørkollegaen Susanne Bier ”lavede lortefilm.”
I 2011 lavede René Fredensborg en reportage om indspistheden i filmbranchen – en artikel, som nok især huskes for at han delte en bane coke med en filmkonsulent på et herretoilet.
Claus Christensen, chefredaktør, Filmmagasinet Ekko
Læk af oplysninger
Et andet Ekko-interview, der fik konsekvenser, var med Christoffer Guldbrandsen. Han anklagede forsvarsminister Søren Gades spindoktor, Jacob Winther for at have lækket fortrolige oplysninger om en militær operation i Irak til TV 2.
Sagen var sammen med Jægerbogen med til at koste Søren Gade posten som forsvarsminister.
Kulturjournalistik er normalt et blødt stofområde, der sjældent udløser politiske konsekvenser, siger Claus Christensen.
”Men efter fire ugers intens mediedækning i orkanens øje trådte Søren Gade tilbage.”
Kritisk kærlighed
Ekko består af en lille stab med redaktion på Christianshavn plus et stort netværk af freelancere, der skriver anmeldelser, essays, analyser og store interviews.
Fælles for alle, der leverer til Ekko, er en stor kærlighed til film- og tv-mediet.
”Men det er en kritisk kærlighed”, tilføjer Claus Christensen.
Den linje har udløste talrige sværdslag. Zentropas direktør Peter Aalbæk var i 2012 så utilfreds med en artikel i Ekko, at han anlagde en injuriesag og ikke ville stoppe, ”før den sprøjte er smadret.”
”Det var en vild oplevelse, fordi vi følte, at det var knald eller fald for os,” husker Claus Christensen.
Heldigvis endte sagen med et fint forlig, siger han.
”Og hvis der er nogen, der forsvarer Ekko i dag, så tror jeg det er Peter Aalbæk,” siger han.
Magasinet er vigtigst
Journalistisk består Ekko i dag af et nyhedssite og det trykte magasin – ”der jo er det vigtigste,” som Claus Christensen formulerer det.
Bladet udkommer i et oplag på 10.000 eksemplarer takket være blandt andet de private abonnenter, samarbejdsaftaler med medarbejdergrupper, uddannelsessteder og organisationer indenfor film- og medieverden, for eksempel DJ's specialgruppe Film & Tv-Gruppen.
Claus Christensen, der har læst på Aarhus Universitet i en årrække, begyndte på Ekko i 2002.
Egentlig drømte han om at stifte familie og få en fast 8-16-stilling med pension og fem ugers ferie.
Men da han fik tilbudt jobbet som redaktør på Ekko, kunne han ikke sige nej, selv om der ikke var råd til at give ham fuld løn de første år.
Oplaget var dengang på 2.000 eksemplarer, og en stor del af arbejdet handlede om sikre bladets overlevelse.
”Vi sad hele tiden til møder med folk, vi håbede, der ville støtte os, hvor vi vidste, at det var et spørgsmål og liv eller død. Der var hele tiden en følelse, at vi måske ikke kunne klare det,” siger Claus Christensen.
I dag økonomien på Ekko mere robust end de første år.
Men uden bladets ildsjæleånd ville det være umuligt.
”Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft sommerferie,” siger Claus Christensen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.