Danske Filminstruktører giver ikke meget for den kritik, Statsrevisorerne har rejst af Det Danske Filminstitut (DFI) i forbindelse med tildeling af filmstøtte under den såkaldte konsulentordning.
”Jeg synes, den er rimelig søgt,” siger Danske Filminstruktørers forperson, Søren Balle, til Kulturmonitor.
Statsrevisorerne har i en beretning om forvaltningen af filmstøtten konkluderet, at forvaltningen er utilstrækkelig, da der ikke er etableret tilstrækkelige procedurer, der sikrer, at filmkonsulenterne er upartiske og økonomisk uafhængige af filmbranchen.
”Konsekvensen af den mangelfulde forvaltning af filmstøtten er, at der er risiko for, at det ikke altid er de rette filmprojekter, der opnår støtte,” står der i Statsrevisionens beretning.
Det bliver blandt andet bemærket, at der oftere bliver givet støtte til projekter, når der er en professionel relation mellem ansøger og konsulent, end når der ikke er. Det er Rigsrevisionen, der tidligere er kommet frem til, at der bliver givet støtte til 66 procent af de ansøgninger, hvor der er en professionel relation mellem ansøger og konsulent, og til 44 procent af de ansøgninger, hvor der ikke er en relation.
Rigsrevisionen har undersøgt DFI's støtte til filmprojektet i perioden fra 2020-2025, hvor der er tildelt støtte for cirka to milliarder kroner. 1,2 af de milliarder er tildelt fra konsulentordningen.
Kulturminister Zenia Stampe (R) har tidligere på ugen oplyst til Kulturmonitor, at hun vil nærlæse beretningen og overveje, om der er behov for yderligere tiltag.