Ugeaviser

Festen er forbi på ugeaviserne: ”De seneste år er det virkelig gået hurtigt”

Engang var der gyldne tider på ugeaviserne, men nu er de i en accelererende dødsspiral i hele landet. Senest har Nordjyske lukket 13 ugeaviser

Henrik Rath dumpede direkte ned i en gylden epoke i en boomende branche, da han i midten af 90’erne fik job som journalist på en ugeavis i Kolding.

Det var måske ikke et af journalistfagets mest prestigefyldte stillinger, men økonomisk var det en lukrativ periode for ugeaviserne, og arbejdstempoet blandt journalisterne var ikke opskruet, husker Henrik Rath.

”På gode dage tog man en frokost for at pleje kilderne og afleverede bilagene til avisen. Hvis man havde behov for en ny, pæn skjorte, kunne man få det betalt af arbejdsgiveren,” husker Henrik Rath.

Dengang i 90’erne fandtes der omkring 300 distriktsblade, og nærmest alle danskere læste en ugeavis. Nogle mennesker boede steder, hvor der sågar udkom to-tre ugeaviser. Ugeaviserne omsatte annoncer for astronomiske 2 milliarder kroner, og de penge gjorde gavn langt ud over ugeaviserne. 20 procent af mediehusenes overskud stammede nemlig fra ejerskabet af ugeaviser.

På gode dage tog man en frokost for at pleje kilderne og afleverede bilagene til avisen.
Henrik Rath, ugeavisjournalist

Henrik Rath skiftede job fra Kolding til Sønderborg Ugeavis i 1997, og når han kørte avisens artikler ud til trykkeriet, foregik det i taxa – frem og tilbage. Hvis der var et møde for medarbejderne i København, tog man flyveren fra Sønderborg. Det var jo hurtigst.

”Det er alt sammen udtryk for, at det gik godt dengang,” siger Henrik Rath.

Men så kom Google og Facebook, der overtog butikkernes annoncer, og festen ebbede ud. De seneste 15 år er antallet af ugeaviser styrtdykket.

”Økonomien blev dårligere, da nettet begyndte at tage fat, og de seneste år er det virkelig gået hurtigt,” siger Henrik Rath.

Fra 1. marts 2024 går Det Nordjyske Mediehus fra at udgive 20 trykte ugeaviser til at have syv.

Forklaringen er høje produktionsomkostninger og faldende annonceindtægter.

I JFM’s regnskab for 2022 står der, at koncernens faldende omsætning ”hovedsageligt henføres til koncernens ugeavisaktiviteter”, og i oktober 2023 tog JFM konsekvensen og lukkede 11 ugeaviser.

Dermed blev endnu et sort kapitel skrevet i historien om de gratis ugeavisers tilbagegang.

Men måske er der lys for enden af tunnelen for ugeavisernes trængte økonomi.

Nedtur i tal

Færre ugeaviser
I 2010 var der 248 ugeaviser.
I 2020 var der 184 ugeaviser.

Mindre annonceomsætning
I 1997 var ugeavisernes annonceomsætning på 2 milliarder kroner årligt (3,3 milliarder i nutidskroner).
I 2022 var omsætningen faldet til 731 millioner kroner.

Faldende læsertal
I 1997 læste 90 procent af befolkningen en ugeavis ugentligt.
I 2023 læste 46 procent af befolkningen en ugeavis ugentligt.

Kilder: Danske Medier, rapporten ’Det sander til’ af Anders C. Østerby, opslagsværket ’Lokalpressen’

Kæmpe potentiale

Med den seneste medieaftale slår et bredt flertal i Folketinget for første gang fast, at digitale og trykte ugeaviser spiller en så vigtig rolle i det danske nærdemokrati, at politikerne er parate til at tildele ugeaviserne mediestøtte. I slutningen af december 2023 modtog ugeaviserne i alt 29 millioner kroner i tilskud, og fra 2024 er der afsat 53 millioner kroner om året frem til 2026.

Dermed får ugeaviserne en håndsrækning til at hæve det journalistiske niveau, siger Bruno Ingemann, chef for det nye Gravercentret, der er sat i verden for at bistå lokale og regionale medier, som ønsker at lave undersøgende journalistik.

Der er et kæmpe potentiale i at løfte en journalistisk opgave, som ikke bliver løftet lokalt i dag.
Bruno Ingemann, Gravercentret

”Der er et kæmpe potentiale i at løfte en journalistisk opgave, som ikke bliver løftet lokalt i dag,” siger Bruno Ingemann.

De regionale medier har nemlig ikke ressourcerne til at komme helt rundt i hjørnerne, og det giver ugeaviserne en hjemmebanefordel, fordi de er mere lokalt forankret, forklarer han.

”Der er en stor bane at spille på, hvor de kan løfte en opgave for de lokale samfund – og jeg tror, at der er læsere til mere lokal graverjournalistik,” siger Bruno Ingemann.

Skal igennem krisen først

Ugeavispuljen giver en lokal­avis mellem 100.000 og 350.000 kroner i tilskud.

Intentionen fra politikerne om at støtte lokaljournalistikken er fin nok, siger Thorkil Christensen, der udgiver Aars Avis og er formand i foreningen for de uafhængige ugeaviser i Danske Lokalaviser.

”Men tilskuddet til den enkelte avis er ikke voldsomt stort.”

Thorkil Christensens egen avis, Aars Avis, modtog 226.000 kroner i 2023.

”Det svarer slet ikke til det tab, vi har haft de senere år. Men det forhindrer nedskæringer. Hvis vi slet ikke får penge fra ugeavispuljen, må vi skære noget væk, og det vil jo gå ud over kvaliteten,” siger Thorkil Christensen.

Han siger, at størrelsen af ugeavispuljen viser, at politikerne ikke ved, hvor slemt det i virkeligheden står til med økonomien på ugeaviserne. Når pengene bliver udbetalt, er der først nogle huller i økonomien, der skal lappes, før der er råd til et løft af journalistikken.

”Måske kan pengene føre til en oprustning af journalistikken, men vi skal igennem krisen først,” siger Thorkil Christensen.

Måske kan pengene føre til en oprustning af journalistikken, men vi skal igennem krisen først.
Thorkil Christensen, Aars Avis

På Lolland-Falster var der engang mere end 20 ugeaviser. Nu er der fire tilbage, og tre af dem er ejet af Folketidendegruppen, hvor Ole Sloth er administrerende direktør og ansvarshavende chefredaktør.

Folketidendegruppen modtog 830.000 kroner fra ugeavispuljen i 2023.

”Pengene fra puljen kan hjælpe ugeaviserne med at overleve,” siger Ole Sloth.

Engang var der fire journalister ansat til at skrive for ugeaviserne. Nu er der kun en enkelt dedikeret journalist – og en støtte på 830.000 kroner svarer til halvanden medarbejder, bemærker Ole Sloth.

Han siger, at det er ambitionen at give ugeaviserne et journalistisk løft, men han kan ikke love, hvordan det præcist skal ske.

”I dag har vi en journalist dedikeret ugeaviserne – måske kunne der komme en mere. Eller vi kan flytte journalistiske kræfter fra hovedredaktionen over på ugeaviserne,” siger Ole Sloth.

Behov for en ny forretningsmodel

Journalist Anders C. Østerby lavede i 2020 en fellowship-rapport på SDU om lokalmediernes betydning. Han tror ikke, at ugeavispuljens 53 millioner bliver et vendepunkt for ugeaviserne.

”Selvfølgelig kan det gøre en forskel her og nu som et plaster på såret. Men på den lange bane er det bare en dråbe i havet,” siger han.

Ugeavisernes problem er, at de mangler en fremtidssikret forretningsmodel med flere indtægtskilder. Det er faktisk vigtigere end at sætte sin lid til, at bedre journalistik gør en forskel, forklarer Anders C. Østerby.

”Da jeg lavede min rapport for to et halvt år siden, var jeg nok mere optimistisk om fremtiden, men hver gang der kommer en historie om nedskæringer, bliver det sværere og sværere at bevare optimismen,” siger Anders C. Østerby, der i dag arbejder på DR Fyn.

Ugeaviserne har historisk dækket en del af mediemarkedet, som dagbladene ikke interesserede sig for, fordi annoncerne var for lokale og historierne for små. Det var i den niche, at ugeaviserne skabte en lukrativ forretning, forklarer museumsinspektør på Mediemuseet i Odense Sissel Bjerrum Fossat.

”Deres demokratiske rolle har typisk været, at lokalpolitikerne kunne optræde i aviserne i form af interviews og læserbreve, eller i reportager, når en rådmand var ude til en indvielse. Det er ikke det tunge politiske stof, man finder i ugeaviserne,” siger Sissel Bjerrum Fossat.

Behovet, aviserne skulle dække, var at dele lokale historier om stort og småt.

”Man kan sige, at de bidrager til den lokale sammenhængskraft ved at give folk gratis adgang til viden om, hvad der foregår. Det redaktionelle stof har måske ikke været det mest prangende, men deres force har været, at det har været lokalt,” forklarer Sissel Bjerrum Fossat.

Mere end papegøjer på flugt

Henrik Rath arbejder i dag for både Sønderborg Ugeavis og JydskeVestkysten – begge ejet af JFM. Han forventer ikke, at pengene i medieaftalen forvandler alt med et trylleslag.

”Det er ikke den store gevinst i lotteriet. Det hjælper lidt, men når du ser på, hvad der skal spares, er det ikke noget, vi kan varme os på særligt længe.”

Henrik Rath håber, at mediestøtten omsættes til bedre journalistik. Både i form af den slags historier, der giver værdi for læserne – men også dem, de måske ikke ved, at de vil have.

”Vi skal ikke bare bringe artikler, der rammer laveste fællesnævner om for eksempel papegøjer, der er fløjet væk. Jeg håber, at vi får ressourcer til at lave mere samfundskritisk journalistik – men en gravergruppe, det tror jeg ikke, vi får.”

0 Kommentarer