Vi var årgangen, der troede, vi skulle være journalister. Knap 30 år senere ligner det, at vi er flygtet fra medierne

For nylig fik jeg tilsendt et grynet sort-hvid foto af 22 mennesker. Otte kvinder og 14 mænd. Billedet forestillede os, der begyndte i klasse C på journalisthøjskolen i 1997. Man kan næsten se, hvor udvalgte vi følte os, drevet af drømmen om en karriere som journalister.

Jeg selv står i midten omgivet af blandt andre den senere DJ-formand Tine Johansen på forreste række. Jakob Priess, der vandt Cavlingprisen, er længst ude til venstre, og Jørgen Jacob Jensen ude til højre fik job på TV Avisen.

Da jeg så billedet, slog det mig, hvor ufatteligt få af os af i klassen som stadig arbejder i mediebranchen. Både Jakob Priess og Jørgen Jacob Jensen laver kommunikation i dag.

Faktisk arbejder over halvdelen med kommunikation, mens en håndfuld arbejder i mediebranchen. Kun to af os er journalister.

Det er mærkeligt at tænke på i dag – for vi søgte jo ind på journalisthøjskolen for at få et journalistjob.

Men da jeg udvider søgningen til at omfatte hele min årgang fra skolen, kan jeg se, at mønsteret er præcis det samme.

Ud af mine mere end 100 tidligere medstuderende på årgangen laver 45 procent i dag kommunikation som pressekonsulenter, kommunikationschefer, rådgivere og fotografer med speciale i kommercielt fotografi.

31 procent har forladt mediebranchen og er for eksempel blevet forfattere, rejseledere eller har fået arbejde på et herberg. Eller de har taget en ny uddannelse for at blive præst, forsker, fodterapeut, pædagog eller jurist.

Og kun en fjerdedel – 24 procent – af årgangen har fortsat deres hovedbeskæftigelse i mediebranchen som for eksempel journalist, redaktør eller pressefotograf.

Det ligner ikke et tilfældigt sporskifte, men en massiv flugt væk fra medierne. Og en helt anden karrierevej, end vi havde forestillet os dengang i 90’erne.

Velkommen i klubben

I 1997 var Danmarks Journalisthøjskole det eneste sted, man kunne tage en journalistuddannelse i Danmark, og der var kun én slags studerende på skolen – det var os. Det gav klubfølelse.

Vi var i vores egen boble, vi festede, fandt kærester og var ofte på skolen dag og aften.

Som journaliststuderende kunne vi nu ringe til borgmestre, børnehaver og behandlingshjem og forvente at få et interview, fordi vi sagde, vi var fra Danmarks Journalisthøjskole.

Det var lidt af et privilegie, når man er i begyndelsen af 20’erne, fortæller Michael Holm, som gik på årgangen. Jeg husker ham for hans store sult på at prøve kræfter med journalistikken.

”Jeg har et nysgerrigt hoved, og jeg tænkte, at hvis jeg kunne få løn for at snuse og grave ligesom en detektiv, ville det være det bedste job,” fortæller Michael Holm.

Camilla Qvistgaard Dyssels far var journalist på Fyens Stiftstidende, men hun havde i et stykke tid gået med tanken om at søge ind på universitetet og læse retorik.

Men da hun gik til optagelsesprøve på journalisthøjskolen, kom hun ind, og det var hendes journalistfar glad for.

Uddannelsen var målrettet et job i medieverdenen, og jobmulighederne var gode.

””Nu får du arbejde,” sagde min far. Det værste, der kunne ske, var, at jeg til at begynde med fik et job, som ikke interesserede mig – men selv dét virkede attraktivt, fordi jeg havde fået foden indenfor i branchen,” siger Camilla Qvistgaard Dyssel.

Stemningen var, at når vi fik vores eksamensbevis, ville journalistikken blive vores levevej.

”Vi ville være journalister, og arbejdsløshedstallene sagde, at det godt kunne lade sig gøre,” fortæller Camilla Qvistgaard Dyssel.

Michael Holms mål var at få job på et landsdækkende medie.

”Mit store forbillede var Jens Olaf Jersild, der kunne afsløre magthaverne og hive deres bukser ned.”

Og kommunikation? Det var i hvert fald helt udelukket.

”Det var slet ikke på min radar. Overhovedet ikke. Jeg skulle aldrig være kapitalens lakaj. De var bare nogle løgnagtige spindoktorer,” siger Michael Holm.

For Jørgen Jacob Jensen var journalisthøjskolen den direkte vej til et job i mediebranchen. Kommunikation var slet ikke inde i billedet. Faktisk syntes Jørgen Jacob Jensen, at kommunikationsarbejde var ”ret kedeligt og nok endda lidt amoralsk”.

”Vi havde nok en lidt moraliserende holdning om, at vi skulle arbejde med noget, der var ægte og betød noget – og det kunne man ikke inden for kommunikation,” siger Jørgen Jacob Jensen i dag.

’Hell no’ til kommunikation

Camilla Qvistgaard Dyssel husker, at Kredsen af Journaliststuderende holdt et åbent møde på skolen, hvor det blev diskuteret, om der skulle undervises mere i kommunikation.

Svaret fra de studerende var hell no, også fra nogle af de studerende, der siden skiftede til kommunikation, bemærker hun.

Vi journaliststuderende var ikke parate til at sælge ud – og sådan havde jeg det også selv.

I de fire år jeg gik på journalisthøjskolen, husker jeg kun to gæstebesøg i auditoriet, der handlede om kommunikation. Det var pressechefen for MD Foods og Henrik Qvortrup, spindoktor for Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen.

Ingen af dem rokkede ved min faste overbevisning om, at jeg skulle vælge journalistikken. Og desuden: Hvis jeg virkelig fik et kommunikationsjob, kunne jeg jo ikke skifte tilbage og blive journalist i medierne igen uden en grundig aflusningsperiode.

Ja, sådan så man på kommunikationsfaget dengang.

Også journalisthøjskolens rektor Kim Minke modsatte sig, at vi skulle undervises i kommunikation, hvor vi lærte at ”narre” andre journalister.

I praktiksøgningen var der 15 praktiksteder med kommunikationspladser.

Men kommunikationspladserne var ikke særligt søgte sammenlignet med topscorere som Jyllands-Posten, Politiken og DR.

”Det værste, der kunne ske på panikdagen, var at ende i en kommunikationspraktikstilling,” siger Camilla Qvistgaard Dyssel.

Direkte ud i arbejdsløshed

Jo tættere vi kom på at få vores eksamensbevis, jo mere bristede troen på, at mediebranchen stod klar til at tage imod os med åbne arme.

Dagbladet Aktuelt lukkede, og der var fyringer på Jyllands-Posten, Århus Stiftstidende, TV3 og Nordisk Film. Pludselig var der 700 flere ledige og nærmest ingen stillinger, vi kunne søge.

”Mange kunne ikke få arbejde. Jeg var arbejdsløs i to et halvt år. Det var ikke, fordi vi var dumme. Der var bare ikke nok stillinger,” siger Camilla Qvistgaard Dyssel.

Fire måneder efter at min årgang var dimitteret, var halvdelen af os fortsat uden fast arbejde, viste en optælling fra a-kassen.

Der var så meget rift om stillingerne, at nogle aldrig fik et journalistjob – og konkurrencen spidsede til, da der også kom journalister fra de nye uddannelser på RUC og SDU.

”Jeg søgte journaliststillinger, men hver gang var der vanvittigt mange ansøgere,” siger Dorthe Hinze Lund.

Hun endte med at tage en body SDS-uddannelse og åbne en butik med garn og kunsthåndværk i Fredericia.

”Journalistikken gled lige så stille ud af det,” siger hun.

Michael Holm var en af dem, der hurtigt fik job som journalist. Først i DR i Aalborg, dernæst på Nordjyske og gratisavisen 24timer.

Men da han skulle bygge hus i Aarhus, havde han ikke et job på hånden.

”Jeg skulle finde et job, og jeg havde kun blik for medier,” husker han.

Men så fik han et tip om et kommunikationsjob hos Vestas i Randers.

”Jeg skal sgu ikke være kommunikationsmand,” var hans første indskydelse, men han gik alligevel til samtale og blev ansat.

Det viste sig, at han godt kunne arbejde med kommunikation uden at se sig selv som ”lakaj for kapitalen”.

”Jeg havde nok haft svært ved at arbejde for tobaksindustrien. Men Vestas var grøn omstilling,” siger Michael Holm.

Og så var det en befrielse at komme væk fra mediebranchen, der skulle spare hvert år.

”I vindmølleindustrien var det et dårligt år, hvis vi kun voksede med 30 procent,” siger Michael Holm.

Desuden var opgaverne mere spændende, end han havde forestillet sig.

Pludselig var han en del af en international virksomhed, hvor han brugte sin journalistiske indsigt til at få Vestas’ direktør Ditlev Engel på forsiden af Forbes, og han identificerede de steder i organisationen, hvor Vestas kunne være sårbar for kritik.

”Det var ligesom undersøgende journalistik bare med omvendt fortegn. Forskellen var, at jeg ikke kunne udkomme med det,” siger Michael Holm.

I dag har han arbejdet med kommunikation og forretningsudvikling inden for vindmøllebranchen i snart 15 år, og det har han det fint med.

Når han dengang på journalisthøjskolen var så kritisk over for kommunikation, var det, fordi han var ung og idealistisk, forklarer han.

”Jeg definerer mig stadig som journalist i hjertet, men jeg er ligesom andre blevet mere pragmatisk med alderen,” siger Michael Holm.

Skepsissen, som han har med sig fra journalistuddannelsen, bruger han i dag til at adskille sig fra alle de andre kommunikationsuddannede, som ikke er journalister.

”Vi kan noget særligt,” siger Michael Holm.

Rugbrødsarbejde

På journalisthøjskolen interesserede Jørgen Jacob Jensen sig for visuel formidling, og alt så lovende ud, da han fik job i DR Nyheder på morgen-tv og siden udlandsredaktionen.

Men for 10 år siden sagde han op i DR – og skiftede til kommunikation.

”Det var ikke en nem beslutning, men dagen efter at jeg stoppede, kunne jeg mærke, at det kom jeg aldrig til at fortryde. Jeg skulle måske have gjort det før,” fortæller Jørgen Jacob Jensen.

Det tillokkende ved at arbejde i medieverdenen var endt som kedsommelige rutineopgaver og dårlige arbejdsvilkår.

”Det, man bildte sig ind, var vigtigt, var i virkeligheden blevet til rugbrødsarbejde.”

Når folk i dag spørger Jørgen Jacob Jensen, hvad han laver, beskriver han sig selv som ”en uddannet journalist, der arbejder som selvstændig med videokommunikation”.

De fleste kunder er banker og pensionsselskaber. Det er ikke så sexet som breaking news, men for Jørgen Jacob Jensen er der en masse, der er faldet på plads.

”I dag hænger mit arbejdsliv og privatliv sammen. Jeg kan tjene en ok hyre uden at knokle for meget,” forklarer Jørgen Jacob Jensen.

Han opfatter ikke længere kommunikation som kedeligt og amoralsk.

”Men jeg gad heller ikke i dag at arbejde i en kommunikationsafdeling i en kommune. Det lyder stadig sindssygt kedeligt,” siger Jørgen Jacob Jensen.

Fra afvikling til udvikling

På fodboldbanerne i Gentofte-Vangede Idrætsklub nord for København sætter Kristian Boye en gruppe spillere i gang med en træningsøvelse.

”Husk at se efter hinanden, og skift mellem forsvar og angreb,” forklarer Kristian Boye.

Han har lige hjulpet en af drengene med at binde sine fodboldstøvler, og en anden har fået FC Barcelona-pandebåndet løftet væk fra øjnene.

”Jeg elsker at være herude på banerne og træne spillerne under syv år. Det er jo stadig små børn, nogle er supergode, mens andre kigger mere efter flyvemaskiner. Men det giver mig energi at træne dem, fordi de er så sjove,” siger Kristian Boye.

Da Kristian og jeg mødtes på journalisthøjskolen, var han 31 år, uddannet revisor og lykkelig for at lægge bogholderiet på hylden for at studere journalistik.

”Jeg følte mig mere hjemme på journalisthøjskolen end sammen med revisorerne,” siger Kristian Boye om skiftet.

Hans højeste ønske var at blive sportsjournalist, og det blev han på Ritzau, hvor han var med til både OL og VM i fodbold. Men med tiden var det, som om magien ved journalistfaget forduftede, og for otte år siden blev han ansat i en idrætsklub i Vangede, hvor han i dag er talentchef og mikrotræner og sørger for, at træning af alle årgange foregår efter de samme principper.

Der er nu tre ansatte på fuld tid og to på halv tid, og det har fået medlemstallet i klubben til at eksplodere.

”Jeg er i dag med til at udvikle en fodboldklub, mens journalistikken i mange år har været under afvikling.

Det var trist at være en del af. Se bare, hvor små aviserne er blevet,” siger Kristian Boye.

Redningsplanken

Når jeg løber ned over listen med de mere end 100 navne fra mit semester, er det påfaldende, at jeg ikke kan finde nogen, der er skiftet til mediebranchen de seneste 10 år.

Tværtimod er tendensen, at nedskæringer på medier fører til, at folk finder job uden for branchen.

Redningsplanken er ofte kommunikation.

”Virksomhederne har brug for kommunikation, mens medierne ikke har brug for journalisterne,” som Dorthe Hinze Lund sammenfatter det.

Det oplevede jeg selv, da jeg sammen med fem af mine gamle medstuderende kom med på avisprojektet Dagen i 2002.

Da Dagen lukkede med et brag, skulle jeg ud at søge job i konkurrence med 60 af mine Dagen-kolleger.

De stillinger, jeg søgte, fik jeg ikke, men lidt tilfældigt var der et job i Danmarks Pædagogiske Universitets kommunikationsafdeling, hvor opgaven var at formidle forskning, som ellers ikke ville komme til offentlighedens kendskab.

Det var måske ikke så fedt som at arbejde på en avisredaktion, men jeg kunne stå inde for det, jeg skulle lave – og så havde jeg forhåbentlig fortsat mulighed for at vende tilbage til journalistikken senere.

Da jeg begyndte på DPU, så forskerne mig som en fremmed fugl. Hvordan skulle en journalist med en fireårig bacheloruddannelse dog kunne forstå deres fine akademiske forskning og omsætte det til artikler og pressemeddelelser?

Men de tre år, jeg var der, lærte mig også en del om, hvad vi som journalister har at bidrage med i et kommunikationsjob.

Forskerne blev bedre til at stille op, når journalisterne ringede, og omtalen i medierne blev tredoblet.

Da Dagen lukkede, begyndte en af de andre fra årgangen, Mikael Baden, at lave kommunikation som rådgiver for lærerforeningens formand Anders Bondo Christensen.

”At jeg skiftede til kommunikation, var mere tvunget af omstændighederne på grund af Dagens lukning.

Hvor gode var mine chancer for at finde et job som journalist, når jeg kun har været et år på Ritzau og på Dagen?” spørger han.

I dag er Mikael Baden medstifter af kommunikationsbureauet Friday og glad for den ballast, han fik på journalistuddannelsen.

”Jeg har været journalist, kommunikationsrådgiver, iværksætter og leder. Alt det har jeg fået ud af det grundlag, som journalistikken gav mig,” siger han.

Mikael Baden mener, at de senere års nedgang i journaliststillinger giver grund til bekymring for for eksempel nyhedsørkener. Men han ser ikke historien om vores semester som en begrædelig historie.

”Vores uddannelse dengang var rettet mod et job i mediebranchen, men det er godt at se, at uddannelsen har bragt os helt andre steder hen,” siger Mikael Baden.

Deadline efter deadline

Så hvorfor forsvandt så mange fra semestret fra medierne?

Nogle bud på forklaringer er de utallige nedskæringer, manglen på work-life-balance og monotonien ved at skære hakkelse i døgnets rejsestald.

Michael Holm tror, at folk flygtede fra de høje produktionskrav.

”Medieverdenen er deadline efter deadline. Jeg forstår godt, at man vælger det fra for at få pulsen lidt ned.

Tidligere blev journalister gift, skilt og døde på jobbet. Det kan jeg godt forstå, at folk ikke gider,” siger Michael Holm.

Camilla Qvistgaard Dyssel kombinerede i en årrække indlæsning af lydbøger med lokaljournalistik for JFM.

Nu indlæser hun bøger og live-tekster på TV 2 Nyhederne i Odense.

”Jeg er glad for, at jeg ikke skal lave nyhederne, bare tekste dem,” siger hun.

Når Camilla Qvistgaard Dyssel tidligere blev spurgt, om hun ville anbefale andre at tage en journalistuddannelse, plejede hun at svare, at det var et job med stor variation og mulighed for at møde spændende mennesker.

Det siger hun ikke længere.

”Nu siger jeg, at konkurrencen er blevet for hård, og at jeg oplever, at arbejdsvilkårene er blevet dårligere på mange arbejdspladser,” siger Camilla Qvistgaard Dyssel.

En anden forklaring er, at min generation var vidne til en uhørt vækst i antallet af kommunikationsstillinger.

Fra 2001 til 2024 blev antallet af kommunikationsmedlemmer i DJ femdoblet fra 670 medlemmer til 3.448 i dag.

Og det, vi ikke forstod dengang på journalisthøjskolen, men som gik op for os hen ad vejen, var, at fjendebilledet ikke holdt.

Kommunikationsfolk var ikke nødvendigvis kapitalens amoralske lakajer. De var ikke allesammen sat i verden for at narre journalister.

Og tog man ”springet” til kommunikation, kunne det være forbundet med lige så meget motivation, lige så meget purpose, som at lave journalistik. Og hvis man fortrød, kunne man altid vende tilbage til journalistikken.

Hvis der altså er et job.

Og Tine Johansen, der også gik i klassen – hvad har hun af planer, når hun træder tilbage som DJ-formand i slutningen af april? Jeg fanger hende på telefonen, hvor hun fortæller, at hun ikke er afklaret med det endnu.

”Nu har jeg jo været i mediebranchen alle årene, og jeg ved ikke, hvad der skal ske. Men det kunne både være et job inden for mediebranchen, kommunikation eller organisationsverdenen. Jeg er ikke afvisende over for at gå nye veje.”