Rundhyl i middelklassen? DJ’s medlemmer ligner hinanden – men vi ligner ikke resten af danskerne
Danske medie- og kommunikationsfolk er en flok velbjergede storbyflexitarer med friværdi, økologi i indkøbskurven og lækre liv, viser ny undersøgelse.
Risikoen for ekkokamre og rundhyl i den øvre middelklasse er overhængende, når danske medie- og kommunikationsfolk mødes.
Vi medlemmer af Dansk Journalistforbund – Medier & Kommunikation (DJ) ligner nemlig i høj grad hinanden – og vi adskiller os på lange stræk markant fra gennemsnitsdanskeren.
Det konkluderer livsstilsekspert Anne Glad, kendt fra DR-programmet ’Kender du typen’, på baggrund af en ny undersøgelse fra fagbladet Journalisten.
Den er baseret på en rundspørge, som Journalisten sendte ud i foråret, og som 2.329 DJ-medlemmer har besvaret.
Her stillede vi en lang række spørgsmål om alt fra forbrugs- og kulturvaner til boligforhold, socialklassebaggrund og værdier. Tilsammen tegner det nu for første gang et billede af, hvem DJ’s medlemmer egentlig er, udover deres faglighed.

Konger på boligmarkedet
Lettere karikeret kan man sige, at den typiske DJ’er er en politisk korrekt storby-flexitar, som er født og opvokset i middelklassen, cykler til arbejde og er storforbruger af kulturoplevelser.
”I er nogle velbjærgede storbytyper, som lever et dejligt liv. Den typiske journalist bor i København og har en lækker ejerlejlighed eller et lækkert hus - og så også lige et sommerhus i baghånden,” siger Anne Glad.
Det er især en lun placering på de attraktive boligmarkeder omkring hovedstaden og de større byer, som gør DJ’s medlemmer velbjærgede.
Sammenlignet med gennemsnitsdanskeren ejer dobbelt så mange DJ’er en bolig, som er mere end fem millioner kroner værd, og tre gange så mange har et sommerhus i husstanden.
”Mens flertallet af befolkningen jo har boliger til mere ydmyge 1-2 millioner kroner, så er der i jeres gruppe en overrepræsentation af mennesker med boliger, der er 6-10 millioner kroner værd,” siger Anne Glad.
Så vi har masser af friværdi?
”I har masser af friværdi, ja!”
Med på tidens trends
Og hvad bruger vi medie- og kommunikationsfolk så al vores dejlige friværdi på? Det korte svar er: På at forsøde tilværelsen – på den politisk korrekte måde, vel at mærke.
”I er jo nogle superpolitisk korrekte forbrugere. 80 procent af jer køber økologi ’altid’ eller ’ofte’ – altså wooow!” udbryder Anne Glad.
”Det siger noget om, at vi er i et segment, hvor man har råd til at vælge økologi. Men samtidig er vi jo også i et segment, hvor man risikerer at blive klynget op i en lygtepæl, hvis man siger, man går efter konventionelle varer. Så jeg ville gerne lave et faktatjek ned i den enkelte indkøbskurv.”
I det hele taget bemærker livsstilseksperten, at DJ’s medlemmer er meget bevidste om nye tendenser og ”de rigtige” holdninger.
Det ser man for eksempel i andelen, som i tråd med tidens ’sober curious’-trend angiver, at de drikker 0 genstande på en typisk uge – uden dog at have droppet alkohol helt – og i andelen, som svarer, at de ikke ser sig selv som kødspisere – uden dog at være vegetarer.
”Det er simpelthen over hver tredje, som ser sig selv som flexitar. Set i det lys må journaliststanden jo måbe, når kostvaneundersøgelsen fortæller, at kun 55 procent af befolkningen spiser grøntsager hver dag,” griner Anne Glad.
At det ikke længere er cool at ryge, er tydeligvis også sivet ind hos de danske medie- og kommunikationsfolk.
Halvt så mange DJ-medlemmer som danskere generelt ryger dagligt, men til gengæld ryger dobbelt så mange DJ'ere ’lejlighedsvist’, og markant flere har prøvet at ryge cannabis.
”I gamle dage var en journalist jo sådan en, som altid sad med en cigaret i hånden. Sådan er det ikke længere. Men I er jo stadig nogle festglade typer, så når der er fest, så skal der ryges! Og når I drikker alkohol, så drikker I selvfølgelig ikke alkoholsodavand – I drikker naturvin og vermouth.”

Bilejere med grundstress
Det er dog ikke kun i svarene på forbruget af smøger, kød og alkohol, at der er et vist hykleri at spore i DJ-medlemmernes livsførelse.
Selv om de fleste af os er overmåde klimabevidste, bor i byerne og cykler til arbejde, så har 80 procent af os nemlig bil.
Det er markant flere end i befolkningen generelt, hvor andelen af bilejere er på 61 procent.
Ifølge Anne Glad er paradokset udtryk for ”kognitiv dissonans i sin fineste form”.
”Egentlig er I jo slet ikke typerne, der har en bil – det passer ikke ind i jeres selvbillede og identitet, så det fylder jer faktisk lidt med grundstress. Men det bliver simpelthen bare for bøvlet at komme ud til sommerhuset på Sejerø uden en bil,” karikerer hun og tilføjer:
”Men så er det jo, at man heldigvis kan købe en elbil og droppe kød fem af ugens syv dage. Så kan man alligevel godt forklare det for sig selv og omverdenen.”
Samme selvfortælling kan forklare, at hver tredje i medie- og kommunikationsbranchen svarer, at de kun rejser med fly på ferie hvert andet år eller sjældnere – eller ligefrem aldrig.
”Her er fortællingen, at vi slet ikke har brug for at flyve, for vi elsker Danmark, og vi elsker at komme ud på de små danske øer og spise frisk fisk hentet nede på havnen. Men det er jo også et privilegium, man kan have, når man allerede har rejst verden tynd og været i Thailand som barn,” siger Anne Glad.

2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Er spørgeskema udsendt til samtlige medlemmer i Dansk Journalistforbund – Medier og Kommunikation?
Eller kun fastansatte?
Og hvem var afsender af spørgeskemaet?
Måske man burde lade en statistiker se kritisk på rundspørgets resultater?