Puk Damsgårds notesbøger gemmer alle historierne. Vi åbner dem sammen med hende

”HOLD KÆFT, HVOR ER HER VARMT!” siger Puk Damsgård og sætter sig til rette ved det enorme bord.

Hun bladrer i sine egne bogstaver, som om hun opdager dem igen for første gang.

”Ah!”, ”Ja.” eller ”nå!” siger hun, når hun ser noget interessant.

Den københavnske sensommervind fra det nyåbnede vindue tager blidt fat i siderne på hendes notesbøger.

En er i A4-størrelse med sorte og hvide prikker, som kunne være dryppet af kunstneren Jackson Pollock.

En anden er en lille, hurtig bog med lysegrøn technofarve.

Vi er på jagt efter kernen i Puk Damsgårds journalistik.

Siderne er gennem tiden blevet ramt af vinde fra Mosul i Irak til Damaskus i Syrien.

Håndskriften har de seneste godt 23 år forvandlet ord, detaljer og dufte til fortællinger.

De handler om mennesker, som vi som danskere måske har svært ved at forstå og mærke, men som vi alligevel har faste meninger om.

Puk Damsgård tog dette billede af alle sine notesbøger gennem tiden, da hun gjorde rent i reolen hjemme i Beirut. Vi bad hende tage nogle af dem med hjem til Danmark. Foto: Puk Damsgård

Bøgerne gemmer på historien om Ameens violin, som jihadister så djævlen i. Eller lille Aisha, som moren sørger over.

Den neongrønne larmer nærmest.

Den røde kuglepensskråskrift har travlt og læner sig mod højre.

”Det er skrevet meget on-the-go, mens jeg løb rundt der.”

Der er i Mosul i Irak, hvor Puk Damsgård boede med irakiske specialstyrker under kampe mod Islamisk Stat.

Hendes toneleje bliver lavere, da hun læser om Aishas skæbne.

”Hos familien. Aisha. 3,5 år.”

”Hun var hos soldaterne i morges og fik smøreost og appelsin. Hun kom hver aften.”

Puk Damsgård trækker lidt luft ind.

”Mor: Jeg ville ønske, det var mig. Nu ligger hun i den mørke jord.”

Vi siger ikke noget et øjeblik.

Hvorfor har du beholdt notesbøgerne?

”Fordi det er bidder af folks liv.”

Hun var inde hos Aishas mor på den anden side af gaden, få timer efter den lille pige blev dræbt af en mortergranat.

Den røde skrift er observationer, mens de talte ord gemmes i diktafonen. Hurtigst muligt efter skriver hun noterne ind på computer. Observationerne skal være friske. Og når de er skrevet ind, sætter hun et lille flueben i bogen.

I nyhedsstrømmen ville Aisha måske være et unavngivet barn i krigens tabstal.

Hos Puk Damsgård blev hun til en sjælehistorie i bogen ’Den sorte kat i Mosul’.

”Mor kigger på min telefon. Holder den ind til brystet,” står der i Puk Damsgårds noter. Puk Damsgård havde et foto af Aisha liggende. Det kommer også med i bogen 'Den sorte kat i Mosul': ”Hendes mor klemte mobilen mod sin brystkasse og kyssede den. Hendes overkrop sank forover i et hyl.” Foto: Jonas Pryner Andersen

Vi bladrer videre for at forstå, hvad hun ser, hvad hun fortæller, og hvad hun vælger fra.

”Og så synes jeg, det er respektfuldt over for de mennesker, der har givet mig deres historie,” fortsætter hun.

”Og så er de flotte. Og de er også en del af min historie,” siger hun og holder en af bøgerne ind til sig.

En dårlig selfiearm

Vi kigger med over skulderen i det udsnit af noter, hun fysisk kunne slæbe med ombord på flyet til Danmark.

Resten af de farverige omslag pryder en bogreol hjemme i Beirut.

At Puk Damsgård går ad fordøren ind i menneskers liv, står på en måde i kontrast til hendes barndom, hvor hun gemte sig i sine egne arme ved spisebordet, hvis der var folk på besøg.

Det udadvendte er stadig svært for hende.

Hvis DR bad hende sende hurtige selfie-explainer-video-analyser fra altanen, lå der op til 30 forkastede forsøg i kamerarullen på mobilen.

”Jeg kan ikke finde ud af det der med sådan bare at stå og...”, siger hun grinende og holder en arm op, som bar den en kameratelefon med linsen rettet indad.

”Jeg bliver også nervøs, når jeg skal på live…”

Efter vores første interview skal hun i Deadline. Bagefter en talk på Nationalmuseet, og så videre ud i verden.

Mange vil lytte til hende, men hendes drift er at høre andres historie.

”Jeg kan ikke så godt lide at være i spotlyset,” siger hun og rykker lidt på stolen. Hun kan selv se det morsomme i det.

Foran os ligger min research, blandt andet bøger med hendes ansigt på omslaget.

”Og ja, så er det et paradoks, at jeg stiller op til det her,” fortsætter hun.

Men hun vil gerne tale om journalistik.

”Det kan godt være, at når jeg så kommer ind i et rum, så er jeg mere optaget af det andet menneske end mig selv i situationen,” lyder et bud.

En uges tid senere sidder vi en lørdag morgen i en form for backstage på Karen Blixen Museet omringet af tykke og tynde bøger fra alle verdens egne, inden hun skal på scenen til en udsolgt talk med Åsne Seierstad.

En ældre vicevært i muntert trav præget af mange års gåpåmod siger ”hej”, da han læner sit hoved halvt ind ad døren på vej forbi os med en lang foldestige under den ene arm.

”Hej. Har du sovet godt?” spørger Puk Damsgård.

Viceværten siger ja, men det er jo ikke ham, der skal ”være på” på scenen om lidt, siger han. Han lunter muntert videre, og jeg spørger hende, om hun kender ham.

”Næh.”

Karma og tilfældets magt

At tale med folk – også dem, som måske bare passerer forbi – hører med til jobbet.

”Jeg tror faktisk, det er ikke at have en formel,” siger hun om sin måde at arbejde på.

”For hvis du er god til at lytte, stiller du også bedre spørgsmål.”

Det går dog også dårligt for Puk Damsgård nogle gange.

Vi skal ikke tro, at hun har en magisk nøgle, der åbner alt og alle op.

Når det går galt, er det, fordi hun stiller for ledende spørgsmål.

Eller tror, hun ved, hvad kilden egentlig mener på forhånd.

”Det er jo meget spændende at blive interviewet,” siger hun og kigger mig i øjnene, som om det er rettet direkte til mig.

Hun har selv oplevet spørgsmål med fordomme om Mellemøsten, eller at hendes karriere kun kan lade sig gøre, fordi hun ikke har børn, selvom langt de fleste af hendes korrespondentkollegaer har børn.

Hun bliver også kaldt modig. Og hun forstår godt, at nogen tror det.

Det er i øvrigt også pænt sagt, synes hun.

”Men det er ikke sådan, jeg ser mig selv.”

Hun forsøger selv at pakke meningerne væk.

Kilder og historier er organiske, og man skal lade det organiske åbne sig ved at være til stede i rummet og mærke sig frem, mener hun.

”Vi skal lade os lede af nysgerrighed. Vi skal læse romaner. Gå på kunstudstillinger.”

Hun tror dog også på tilfælde, og at man nogle gange skal vente på karma eller punkterede dæk.

Som den aften ved skumringstid ved Helmandfloden i Afghanistan, hvor dækket sprang ved en opiumsmark.

Puk Damsgård og fotograf Mads Køngerskov blev lidt tilfældigt tilbudt overnatning hos en Taliban-opiumsbonde.

Det blev ”en fantastisk aften,” husker hun.

Konerne lavede mad ude i køkkenet et sted. Hun så dem ikke.

I lerhyttens spisestue stak de snus op under overlæben fra et snusetui formet som en håndgranat.

De udenlandske soldater havde lige inden trukket sig fra Afghanistan.

”De havde ikke talt med en vesterlænding før, men de havde skudt mod en vesterlænding i uniform, så det var et rigtig spændende møde,” siger Puk Damsgård.

Hun kan trække dufte og scener fra noterne op, så hun kan snuse til dem eller holde dem ind til sig.

Med sig til Helmand havde hun en løs idé om at finde ud af, hvad der var blevet af en danskstøttet skole i området.

Pludselig sagde bondemanden, at den i mange år havde været koranskole for Taliban-krigere.

Historien blev kæmpe.

”Man skal turde ikke at have planlagt for meget,” siger hun.

”Men man skal have en ide, og troen på, at verden nok skal vise sig derude, ikke?” siger hun, som var det en selvfølgelighed.

”Spiser på en sivmåtte. Med niqab. Fascinerende at være en yemenitisk kvinde,” skriver Puk Damsgård i sin notesbog til bogen 'Arabica'. Hun beskriver sig selv som en kamæleon. Niqaben skjuler hendes sande identitet. Hun sætter flueben, når hun er færdig med at skrive noterne ind på computeren. Foto: Jonas Pryner Andersen

Spændte nakker i et S-tog

Selv troede hun inden journalistuddannelsen, at hun skulle være skuespiller.

Skuespillerskolen sendte hende ud i S-togene for at se, hvordan tilfældige mennesker kiggede på uret, kiggede på neglene eller hvordan de var til stede i deres kroppe.

Dengang øvede hun sig.

Skuespillet blev hun ikke så dygtig til, men hun lærte at iagttage.

”Zina på taget. Hun kan lide at sove på taget,” står der i fin, velorganiseret skrift, sorteret med små punktopstillinger i en sort notesbog med grå kanter fra 2003.

Den er fra Puk Damsgårds allerførste tur til Irak, efter hun droppede skuespillet, og hvor hun end ikke var begyndt på journaliststudiet på SDU.

Sammen med en veninde endte hun med at sælge historier til Jyllands-Posten og Information.

”Gjort det siden hun var barn. 14 år. I Mosul sover folk også på taget om sommeren.”

Du er allerede dengang meget bevidst om reportageelementer. Noget, man igen og igen beder de studerende huske på journaliststudiet?

”Ja.”

Det lukkede spørgsmål får Puk Damsgård til at kigge ned på de ord, hun skrev med sirlig håndskrift for 23 år siden i Irak.

Det er, som om det er en særlig stil?

Det får hende til at vende hovedet og kigge mig direkte ind i øjnene.

”Er det ikke bare det, man kalder klassisk journalistik, Sebastian?”

Det er ikke sagt aggressivt eller vredt, men nærmest drillende og let, som om vi langsomt skal forstå det sammen i løbet af dette portræt.

”Det er ikke nogen ny opfindelse. Jeg tror bare, at vi har bevæget os væk fra den.”

Hun er stoppet med at tage snus, men spørger forgæves, om jeg eller fotografen har en bøtte.

Vi finder flere eksempler på klassisk journalistik i den skriggrønne notesbog fra Mosul.

”Drengene spiller kort. Mortér. Et drøn. Huset ryster,” står der med den røde, højrelænende skråskrift.

”De kigger ikke engang op fra kortene.”

Et andet sted beskrives første møde med violinisten Ameen Mokdad fra Mosul, som i protest mod Islamisk Stats stenaldermænd insisterede på at lade musikken flyde.

”1 cello. 1 guitar. 2 violiner. 1 citar.”

Fra bogen ’Den sorte kat i Mosul’ ved vi, at de stikord er med i en scene, hvor aggressive soldater fra Islamisk Stat kommer ind i hjertet i Ameens liv. De kan kun se djævlens udtryk i den kunst og poesi, han forsøger at lette tilværelsens ulidelige tunghed med.

”Instrumenterne er jo ham.”

Hun griner muntert ved den analogi, som om Ameen kort er i rummet med os.

Han var betaget af en særlig blomst, kamilleblomsten, som voksede i Mosul, inden Islamisk Stat gjorde dagene grå.

Da hun en dag fandt en kamilleblomst midt i Mosuls ruiner, sendte hun et billede af den til ham.

”Jeg forsøgte at forhindre dem i at komme ind i hjertet i mit liv, hvor instrumenterne var. I stuen. Jeg havde flyttet instrumenterne derind,” skriver Puk Damsgård i sine noter om violinisten Ameen. I bogen ’Den sorte kat i Mosul’ kan vi læse fortællingen om, hvordan Islamisk Stats folk alligevel kom helt ind i hjertet af hans liv. Foto: Jonas Pryner Andersen

Raqqas vasketøj

I 12 år har fotograf Mads Køngerskov rejst med Puk Damsgård, og de var i totalsmadrede Raqqa i Syrien efter Islamisk Stats fald.

Det var en historie i sig selv.

Puk Damsgård blev dog pludselig optaget af noget vasketøj, der hang til tørre.

Livet var på vej tilbage.

”Det er ikke krigen, der er interessant for hende. Det er de mennesker, der bliver ramt,” siger Mads Køngerskov.

Vasketøjet kom med i et indslag.

Det er hårde ture, fortæller han. Der er megen modgang, og meget, der ikke kan lade sig gøre.
Og netop i sådanne stunder oplever han, at Puk Damsgård kan finde på at stoppe op i et tilfældigt rum og sige:

”Sikke et fedt lys, der kommer ind,” smågriner han.

Blikket har været med til at sikre hende Cavlingprisen for blandt andet en reportage fra Gaza.

Puk Damsgård og fotograf Marie Klareskov havde ikke lagt andre planer end en aftale med musikskolen om, at de godt måtte komme forbi.

”Og så gik det meste af dagen,” siger Puk Damsgård om de to, der sad der og ventede på Godot og historien.

Efter nogle timers venten kom 16-årige Karma Khayyal ind ad døren.

”Og så hedder hun Karma, ikke? You can’t make this up,” siger Puk Damsgård.

De vidste med det samme, at det skulle være hende.

I indslaget ser vi en doven sol trænge blidt ind gennem hvide gardiner, mens fuglen Coco pipper i baggrunden. Karma spiller cello og taler formfuldendt engelsk.

I hendes hoved er celloen et sted, hvor der ikke er krig, kun fred, siger Karma, der har overlevet flere krige og granatnedslag allerede.

Hvordan er det at være en 16-årig i Gaza, spørger Puk Damsgård åbent.

Karma smiler for at understrege livets absurditet og siger, at det er uretfærdigt. Hun bekymrer sig over ting, hun ikke burde være bekymret over.

”Nogle gange tænker jeg, at jeg aldrig vil giftes og have børn,” siger hun og tager venstre hånd op til øjnene.

Hun begynder at snøfte. Så begynder hun at græde.

Puk Damsgård siger ikke noget. I lidt over 22 sekunder udspiller scenen sig, mens Coco pipper i baggrunden.

Karma siger ”undskyld”, Puk Damsgård siger, at det er ”ok”.

”Du kan mærke noget,” siger Puk Damsgård om at lade scenen spille ud. Det valg traf hun sammen med Marie Klareskov.

”Vi kan mærke verden,” fortsætter Puk Damsgård og pauser i et par sekunder.

”Hvis bare vi holder kæft.” Pause igen.

”Hvorfor må vi ikke mærke noget? Der skal hele tiden være en journalist, der taler. Der skal hele tiden være en kilde eller en vært, der taler,” fortsætter hun.

”Vi ævler og kævler.”

Jeg vil hellere bruge min tid på at gå ud og opdage noget nyt end at gentage mig selv.
Puk Damsgård

Plads til yoghurt

Måske er Puk Damsgård den forkerte til at forklare, hvordan hun åbner folk.

Jeg ringer til fotojournalisten Daniel Rye, som uden forberedelsestid ender med at fortælle om Puk Damsgård i lige godt 40 minutter.

Vi er langt fra sofaen i hendes daværende hjem i Kairo, hvor Daniel Rye efter 398 dage i fangenskab hos Islamisk Stat lå på ryggen og fortalte sit livs mareridt detalje for detalje.

”Det gik ikke, hvis hun bare var en flue på væggen,” siger han.

Han får kuldegysninger af at tale om det.

”For det kan være enormt svært at være i, når man har et menneske med ind i det mest sårbare i sit liv.”

Hvad tænker hun?

Hvad skriver hun?

Puk Damsgård skulle ikke spejle hans følelser.

Hun skulle ikke være lige så ødelagt som ham, men heller ikke være ligeglad.

I stedet lyttede hun, spurgte ind, vendte tilbage, spurgte til håndstillinger, spurgte til lugten i fangekælderen.

Spurgte til de følelser, som lå i et sort hul for Daniel Rye. Faktatjekkede med kilder udefra.

Men dagene i Kairo gled også med at se film. De hyggede sig og grinte sammen.

Daniel Rye var ikke svag, da han kom hjem, modsat hvad mange måske tænker.

Han var nærmest det modsatte med et overtændt nervesystem. Og Puk Damsgård gav ham plads til at sige til og fra.

Hun pressede ham, men gjorde det uden at umyndiggøre ham.

”Det gjorde også, at jeg nogle gange var nødt til at sige: ’Puk, nu skal jeg lige have lov til at spise lidt yoghurt, inden vi snakker tortur,’” fortæller Daniel Rye.

Puk Damsgårds første draft af bogen var første gang, Daniel Ryes familie hørte om de grufulde detaljer. Og første gang, Daniel Rye hørte om det helvede, familien gennemgik derhjemme.

Det blev et rum til at forstå hinandens pinsler.

Det var vigtigt at holde historien nøgtern. Der skulle ikke kastes ekstra farver over episoder, men kun tages udgangspunkt i, hvad Daniel kunne huske.

Hvorfor var hun god til det?

”Når man har været så dybt suget ind i krige, ondskab, mandemænd og folk, der ved noget om bazookaer, eller kan høre på en eksplosion, hvor langt væk det er, så bliver det på et tidspunkt kedeligt at høre på.”

”Hun har en fornemmelse for at se og mærke,” siger Daniel Rye.

Valget af hende var ikke tilfældigt.

”Nu bliver jeg lidt rørt,” siger han og trækker luft ind fra telefonrøret i to sekunder.

Han følte, at mange i branchen såede tvivl om, hvad han dog overhovedet havde haft gang i med at tage til Syrien.

At de klogede sig over hans ulykke.

Om han ikke selv var lidt ude om det.

”Det er ikke så tit, jeg taler om den der periode. Men der var bare en hel branche, der var så fucking kloge. De stod i kø for at fortælle alt det, jeg havde gjort galt,” siger han.

Puk Damsgårds parader var nede.

Hun prøvede at forstå, hvordan han var havnet der.

Ved et af deres første møder sagde hun:

”Det kunne være sket for mig.”

Hun forstod, at journalistik også foregår der, hvor det ikke altid er let, og hvor det aldrig kan være fuldstændig sikkert.

”Jeg havde ikke selv evnerne til at finde hoved og hale i det her, for det var et sort hul. Så jeg brugte også Puk til at finde ud af, hvad der var sket, og lægge puslespilsbrikkerne på plads.”

Jeg spørger Puk Damsgård, hvorfor hun tror, det lige blev hende.

Det er svært for hende at svare på.

Så hun vender tilbage med en besked, efter vi har talt sammen:

”Måske handler det om, at man som journalist skal anerkende, at det er et menneske, man sidder over for, og ikke kun en god historie,” skriver hun.

”For det er meget nemt at få en tendens til kynisme. Ikke af ond vilje, men at se historien før mennesket – eller at glemme mennesket undervejs.”

Lynanalysen

At samle brikkerne er den ene halvdel af arbejdet.

Den anden består i at finde ud af, hvilke brikker der skal bruges.

Som hendes bogredaktør Tonie Yde Højrup flere gange har sagt, skal der ”barberes ind, barberes ind og barberes ind,” hvis Puk Damsgård bliver fortabt i journalistdetaljer om Suez-kanalens udformning til bogen ’Arabica’.

Men der er også en betydelig forskel på at arbejde i krydsfeltet mellem litteratur og journalistik.

Og efter 15 år i en til tider buldrende nyhedsmaskine forlader Puk Damsgård nu DR for at finde noget mere eftertænksomhed.

Engang blev hun ringet op, fordi Hamas angiveligt havde accepteret en våbenhvile.

Redaktionen bad om en lynanalyse.

Puk Damsgård anede ikke, hvad Hamas faktisk havde sagt ja til.

”Skal vi ikke vente en time eller to,” prøvede hun.

Nyhedsstrømmen er til stede, når bomberne falder, og den er videre, når hverdagen rammer igen.

Derfor er den region, hun i mange år har dækket, også ofte reduceret til krig, ofre og ekstremisme.

”Men du får en helt anden forståelse for et samfund, når du også er der uden for åbningstid i nyhedsstrømmen,” som hun siger.

”Og jeg har oplevet en større og større diskrepans mellem det, jeg beskæftiger mig med journalistisk, og det liv, jeg lever i Mellemøsten.”

Nyhedsstrømmen går fra undtagelsestilstand til undtagelsestilstand.

Under flappen på Puk Damsgårds lædertaske er der et broderet billede af hærfugle. På arabisk hedder fuglen en hud hud.

Men livet leves også derimellem, når kameraer og notesblokke er videre til næste konflikt.

”Fordi der er våbenhvile, er det ikke lig med, at der er fred,” som Puk Damsgård siger.

Hun vil meget nødigt udnævnes til mediekritiker og vil heller ikke pege fingre ad nogen for at bære ansvaret.

”Jeg siger bare, hvad jeg oplever. Jeg er ikke sur på nogen,” siger hun.

Selv har hun dog aldrig oplevet, at et tilfældigt menneske stoppede hende på gaden for at rose en lynanalyse til tv-avisen eller en gennemstilling fra en balkon.

Hun bliver til gengæld stoppet af mennesker, der vil tale om de mennesker, hun har mødt. Om Ameen, om Karma eller andre fra hendes mange historier.

Hun er kolossal medieforbruger, og der er brug for nyhedsstrømmens puls.

Det er bare ikke hendes behov længere.

”Og jeg vil hellere bruge min tid på at gå ud og opdage noget nyt end at gentage mig selv. Hvis det giver mening?”

Puk Damsgård forstår godt, hvis mange opfatter hende som meget alvorlig.

”Jeg er nok ikke lige den største festabe, der kommer igennem på fjernsynet,” griner hun.

Men humor fylder også langt mere i Mellemøsten, end mange forestiller sig.

”Det er også en overlevelsesmekanisme.”

En ældre, foroverbøjet kvinde med en smilende stemme, klædt i beige fra top til tå, kommer gående mod os med sin stok foran Karen Blixen-museet.

Hun har været forbi Puk Damsgård en gang efter talken, men der havde hun ikke en bog med sig.

Hun vil lige høre, om Puk Damsgård kan nå at signere den, hvis hun skynder sig en 30 meters penge over til den interimistiske bogbutik i et telt for at købe den først.

”Du må endelig ikke skynde dig for meget,” siger Puk Damsgård og kigger lidt nervøst efter stokken, der nu pisker derudad i græsset.

Hun ender med at gå med damen over til butikken.

Over skulderen på Puk Damsgårds knælange, bordeaux velourjakke hænger en lille, firkantet lædertaske, som er en kopi af morens gamle kamerataske.

Under den forreste flap har hun fået en kvinde i det nordlige Irak til at brodere en hud hud, på dansk en hærfugl.

I Danmark er hærfuglen et varsel om, at krig er på vej. I Mellemøsten kan den symbolisere dyd, mirakler eller være et sendebud. Det tænker vi lige lidt over.

Hun leder efter et sted at placere sine hænder, mens fotograf Liv Kastrup instruerer hende rundt i haven bag museet.

”Bliver du egentlig ofte portrætteret som mere alvorlig, end du selv synes, du er?” vil Liv Kastrup gerne vide, mens hun skyder.

”Ja,” siger Puk Damsgård og griner.