Olga, Dmytro og Oleksandr har betalt prisen for at rapportere fra fronten

”Vi var altid forsigtige, når vi tog på opgave.”

OLEKSANDR KOLYCHEV, 48 ÅR

Jeg ved ikke, hvor jeg skal begynde. Det største problem er knoglen i mit underben. Jeg har mistet tolv centimeter.

Nu er der gået syv måneder, men du kan se, hvordan det ser ud. Nerven til min venstre lillefinger er skåret over. Jeg har mistet mit højre øje og har nedsat syn på mit venstre.

De tre første måneder efter øjenoperationen måtte jeg ikke gå udenfor, fordi jeg risikerede at blive blind, selv når det var overskyet.

Begge trommehinder sprængte, og jeg mistede flere tænder. Lægerne fjernede 60 fragmentsplinter i min krop og kranium.

I dag kan jeg ikke sove uden medicin. Ikke på grund af smerter, men fordi min hjerne er forandret på grund af skaderne. Det er også det vigtigste at få fikset.

Fysisk ved jeg, at jeg skal træne mine muskler og fysiske styrke op. Ikke at kunne sove er noget helt andet.

På dagen forstod vi for sent, hvad der skete.

Var det sket tre sekunder tidligere, var det måske ikke endt så fatalt, men jeg kan ikke se, hvad vi kunne have gjort anderledes.

Vi var altid forsigtige, når vi tog på opgave. Altid vest og hjelm på osv. Uanset om det var i Bakhmut, Avdiivka, Soledar, Kharkiv.

Måske har vi følt os for meget på hjemmebane i Kramatorsk, fordi vi kom fra området. Måske følte vi os lidt for sikre.

Vi skulle dække angrebet af et marked, der var sket dagen før, da Yevhen så på detektoren, at en drone var over os. Vi konstaterede, at det var en Lancet-drone.

Den koster cirka 50.000 dollars, og dengang blev de kun brugt imod militære køretøjer, kampvogne osv.

Så vi ignorerede det. Havde det været en FPV-drone (First Person View, der styres vha. videobriller, red.), havde vi reageret anderledes.

I de første 20 til 30 sekunder efter angrebet, kunne jeg ikke trække vejret. Jeg tænkte, at nu var det slut.

Så fik jeg taget en dyb indånding og begyndte at monitorere min krop for skader. Så kom folk løbende og lagde en årepresse om mit ben og forsøgte at hjælpe mine venner.

Dér vidste jeg, at jeg ikke ville dø.

Vi havde ingen presseskilte på den dag. Det droppede vi efter angrebet på restaurant Ria i Kramatorsk i juni 2023 (missilangreb med 13 dræbte og 64 sårede, red.), for ikke at blive spottet på lang afstand.

Dengang blev vi mirakuløst kun lettere såret. Det var også efter det angreb, at vi købte den første dronedetektor.

Næst efter dronepiloter er journalister i dag det mest eftertragtede mål. Derefter kommer infanterisoldaterne.

Efter fuldskalainvasionen brugte vi kun smartphones som kamera og eksekverede meget hurtigt i marken. Vi kunne afslutte opgaven på under 40 minutter.

Angrebet mod os den dag var dog meget præcist og målrettet. Derfor mistænker jeg, at nogen kan have placeret en gps i vores bil.

14 dage tidligere blev en russisk journalist dræbt under et ukrainsk angreb, så det kan have været en hævnaktion, men jeg ved det ikke.

Jeg føler mig meget heldig over at være i live. På trods af mine skader. Selvom prisen også er at få dårlig samvittighed. To af mine kolleger blev jo slået ihjel og efterladt i flere dele.

Jeg var bevidstløs på hospitalet, men det første spørgsmål jeg stillede, da jeg vågnede var, hvad der var sket med de to andre.

Først efter to uger bekræftede personalet, at Olena Hubanova og Yevhen Karmazin var dræbt.

Jeg græd og fik tildelt en psykolog, men jeg kunne ikke deltage i deres begravelse, fordi jeg selv bare blev flyttet fra hospital til hospital.

De første ti dage efter ulykken var jeg uden syn, hørelse og med min arm og ben skåret op.

Jeg blev overbevist om, at ingen havde brug for sådan en som mig.

Min hustru fik mig heldigvis på andre tanker, og den 6. januar kom min tredje datter til verden.

Hun er seks måneder i dag, og hun har stimuleret mit liv endnu mere. Hvad fremtiden bliver, ved jeg ikke. De sidste to år har vi end ikke kunne planlægge vores liv to uger frem.

Jeg tænkte: ”Vil jeg nogensinde kunne holde kameraet i hænderne og tage billeder igen?”

OLGA KOVALOVA, 34 ÅR

Jeg har arbejdet som fotograf i over ti år – primært indenfor kunst og kommercielt fotografi.

Men efter fuldskalainvasionen blev mange ukrainske fotografer klar over, hvor vigtigt et arbejde det er, og derfor tog størstedelen af os vores kamera og drog mod frontlinjen for at rapportere.

For at være ærlig husker jeg ikke dagen som en komplet historie.

Jeg var på opgave med min ven og kollega Vladyslav Krasnoshchok for at følge artilleristerne nær fronten ved Toretsk.

Deres arbejde blev besvaret af russisk artilleri, og vi tog dækning i deres udgravning.

Så husker jeg et meget kraftigt lysglimt, en stærk lyd og en ringen for ørerne.

Jeg forstod ikke straks, hvad der var sket.

Det føltes som om kroppen brændte. En varme, ikke smerte. Først derefter gik det op for mig, at jeg var såret.

Jeg kunne ikke mærke min højre hånd, og min første tanke var: "Jeg tror ikke, jeg har den længere."

Jeg blev ramt af tre fragmenter.

Et i brystet tæt på hjertet. Et igennem ryggen under skulderbladet få millimeter fra lungen. Det tredje ødelagde nerveforgreningen i armen og stoppede få millimeter fra en større arterie.

Det, der skræmte mig mest, var ikke, at jeg kunne dø. Jeg tænkte på noget andet: Vil jeg nogensinde kunne holde kameraet i hænderne og tage billeder igen?

Min oplevelse har lært mig, at livet kan ændre sig på ét sekund.

Før i tiden var min største udfordring at være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt.

Nu er det at acceptere, at mit liv aldrig bliver det samme. I to år har rehabilitering været min fuldtidsbeskæftigelse.

Jeg kan ikke bruge min højre hånd og har ikke taget et billede siden. Og der bliver ikke produceret kameraer til venstrehåndede...

I starten spurgte alle, om jeg var bange for at tage til fronten igen. Men den frygt havde jeg ikke.

Jeg svarede som alle sårede soldater, at jeg ville tilbage hurtigst muligt.

I dag ved jeg, at det handlede om at føle kontrol over mit eget liv. Men lyst er ikke nok.

En tilbagevenden til fotografering er stadig ikke fysisk muligt for mig.

Jeg var mest bange for at miste min uafhængighed, fordi alt blev en udfordring: At lukke knapper i mit tøj, at binde mit hår, at åbne en vandflaske, lave mad eller løfte mit kamera.

Nu værdsætter jeg hver en ny muskelbevægelse og mindre smerte. Noget jeg ikke har fortalt før, var frygten for at miste min autonomi som mor.

At kunne deltage i min datters dagligdag og kreative sysler. Det har taget lang tid at sige højt.

Som journalister/fotografer lærer vi at vurdere risici, følge sikkerhedsprocedurer og ikke lade frygten styre vores beslutninger. Det er ikke overmod men en evne til at udføre sit arbejde.

Men jeg har indset, hvor tynd grænsen er mellem dem, der vender hjem, og dem der ikke gør.

Det kan afgøres af et par centimeter, et par sekunder eller en tilfældighed.

Jeg har genspillet dagen tusinde gange og spurgt mig selv, om vi kunne have handlet anderledes.

Vi fulgte alle procedurer, men i krig afhænger alting ikke af dig. Du kan reducere risiciene, men du kan aldrig eliminere dem helt.

Det er også den sværeste del at skulle acceptere.

Da jeg blev såret, fik jeg uvurderlig støtte af min kollega George Ivanchenko (freelancefotograf for Information, red.).

Et år senere blev han selv såret, mistede et ben og hans franske kollega Antoni Lallican blev dræbt.

Så var det min tur til at stå ved siden af ham på hospitalet. Men jeg kunne ikke sige, at "alt skal nok gå", for det kan ingen garantere.

Men det var vigtigt for mig at vise, at han ikke ville blive efterladt alene med den oplevelse.

Arbejdsvilkårene har ændret sig dramatisk. I 2022 var artilleri, missiler og morterbeskydning ekstremt høje risici.

I dag har droner ændret alt. De overvåger områder, jager biler, venter på evakueringsøjeblikket og slår til.

Vi har meget svært ved at arbejde nær fronten og risikerer at blive genstand for målrettet overvågning.

Arbejdslogikken har derfor ændret sig. Vi planlægger ruter mere omhyggeligt, begrænser tiden ved frontpositioner, bruger dronedetektorer, og flere og flere teams dropper presseskiltet.

I dag gør presseskiltet dig til et mål, og i min optik bliver journalister i stigende grad udpeget, fordi Rusland ikke kun fører krig om territorier, men også om information.

Uden vidner og journalistisk dokumentation er det meget lettere at forvride fakta. Det er sådan russisk propaganda fungerer.

De ønskede at forvandle mig til et dyr, fordi de selv var dyr

DMYTRO KHYLIUK, 51 ÅR

Jeg sad fængslet i 109.814.400 sekunder.

Det er svært for folk at forstå, hvis man ikke har været der. Man er efterladt med fire vægge.

Selv vinduerne er blændede. Du kan ikke se, hvor du befinder dig, og på et tidspunkt begynder din hjerne at sulte, så man finder på at bruge den på en anden måde. At huske ting.

Jeg begyndte at tælle min tid i fængslet på forskellige måder. I dage, timer, i minutter, i uger og sekunder.

Jeg blev aldrig officielt anklaget for noget eller stillet for en dommer. Der var ingen retsproces.

Det er meget hårdt ikke at have en slutdato på sit ophold. Jeg havde ingen anden mulighed end at vente.

Men at lægge mig ned og dø og give op var ikke en af dem. Det bunder i mit had til russerne.

HVEM: Dmytro Khyliuk har været journalist hos nyhedsbureauet UNIAN (Independent Ukrainian Information Agency) siden 2013.

Journalisten mødte ham nordvest for Kyiv i hjembyen Kozarovychi.

HVAD: Blev få dage inde i fuldskalainvasionen anholdt af russiske styrker og holdt som gidsel.

Blev i marts 2022 kørt til Rusland, hvor han endte i en straffekoloni og siden i Pakino-fængslet.

Var krigsfange i 1271 dage – tre år, fem måneder og 21 dage – og blev udsultet, tævet og bidt af hunde.

Han kunne vende tilbage til Ukraine i forbindelse med en fangeudveksling 24. august 2025.

De ønskede at forvandle mig til et dyr, fordi de selv var dyr og hader os uden grund.

Kun fordi jeg var stædig, nægtede jeg at gå ad den vej.

Derfor kunne jeg blot vente, vente og vente lidt mere på, at den næste dag ville blive den sidste, og at dørene til cellen ville blive åbnet, så jeg kunne blive udvekslet.

Selv det mindste håb var betydningsfuldt og gav os små vinduer og sprækker om, at situationen ville ændre sig. I julen 2023 hørte vi pludselig lyden af tape udenfor cellen.

Vi tænkte, at nogen måske skulle løslades. Selv de lyde udgjorde et håb for os.

Mit mørkeste øjeblik var, da jeg sad i min isolationscelle i starten af mit fangenskab. Her fik jeg stukket en manual i hænderne, så jeg kunne lære om reglerne i fængslet.

Det var dér, jeg indså, at jeg skulle være der i lang tid.

En måned tidligere havde vi på opfordring fra fængselsmyndighederne underskrevet et fællesbrev til Vladimir Putin, hvor vi bad om at blive udvekslet hurtigt.

Men da de begyndte at uddele sæbe og andre hverdagsting, forstod vi, at det ikke ville ske.

I fængslet skulle vi synge den russiske nationalsang hver dag, højt nok. Eller stå eller sidde på en bestemt måde. Ellers blev man straffet. Slået eller udsultet.

Jeg blev bidt to gange af hunde. I maven og i hånden. De vidste, hvor de skulle slå, så det ikke efterlod spor. Med handsker på. Med strømpistoler.

På et tidspunkt vejede jeg omkring 45 kilo. Jeg kunne ikke se min mave. Folk lignede døde kroppe. Da forholdene blev bedre, kom jeg op på 58 kilo.

I fængslet var vi afskåret fra nyheder om krigen. Når der kom nye fanger, var det som juleaften.

Det kunne tage en hel uge at stille alle vores spørgsmål: Hvad var valutakursen og prisen på gas, brød og strøm. Det var sådan, vi vurderede økonomien.

I oktober 2024 kom en ny cellekammerat, der fortalte alt om den ukrainske fremgang under Kursk-offensiven, om Shaheed-dronerne og om kampene i Kherson, Kharkiv og Zaporizizia.

Vi brugte også søndags-besøgene i fængselskirken til at udveksle informationer imellem cellerne, fordi vi kunne hviske til hinanden under bønnen.

Da de opdagede det, fik vi kun lov til at gå til bøn sammen med folk fra vores egen celle.

På et tidspunkt var vi to i cellen, andre gange syv, tolv eller endnu flere.

Når man er fængslet med folk i fire år, ved man mere om hinanden end ens hustru og forældre.

Alligevel var der ting, vi ikke indrømmede eller ikke turde dele med hinanden. For selv iblandt os frygtede vi, at der var stikkere.

Men der var ingen grund til at skjule, at jeg var journalist. De kunne bare slå mit navn op.

Jeg har forandret mig meget, siden jeg kom ud.

Jeg er begyndt at værdsætte meget små ting.

Min frihed. Dernæst min sundhed. Dit helbred er taget over dit hus. Et stykke brød kan også være lykken.

I fængslet blev vi sultet. Når vi fik en ekstra skive brød eller ekstra skefuld suppe, ændrede det alt, for man tænker hele tiden på mad.

Da jeg vendte hjem, var jeg bange for, at jeg ville blive utrolig grådig efter mad.

Jeg har også ændret mit syn på fremtiden. Jeg ønsker ikke at udsætte mit liv.

Tidligere kunne jeg spare op til en rejse, men nu forstår jeg, at jeg skal ud i verden og ikke bare sidde og se tv i sofaen.

I dag har jeg boykottet russisk musik og litteratur, og jeg går også kun i lyst og farverigt tøj. Ikke gråt som i fængslet.

Før ville jeg aldrig have haft en t-shirt med katte på, som jeg har i dag.